Gennem tiden har flere delt ud af deres prostitutionserfaringer. De har på forskellig vis løftet sløret for et brutalt miljø, som mange stadig kigger på, gennem illusionens briller. De har delt ud af deres erfaringer, i håb om, at få sat prostitution på dagsordenen, både blandt befolkningen men også blandt politikere, som lukker øjnene for kommerciel, økonomisk og seksuel vold. Kvinderne tages ikke alvorligt, men mødes med hadefulde kommentarer om, at de selv har valgt det og at de er nogle klamme ludere. Ytringerne viser, hvilket syn mange mænd har på prostituerede. Men også bekymrende mange kvinder deltager i dette nedgørende sprogbrug. Tydeligvis lytter også de politikere, der tidligere har støttet ideen om et sexkøbsforbud, mest til sexindustriens organisatorer og lobbyister. Hensynet til sexindustrien og de mænd, der køber sex, vejer åbenbart tungere politisk end hensynet til, at ingen kvinder bør sælge sig til kommercielle overgreb.
I modsætning til de ”tilfredse sexarbejdere”, der enten lever af at organisere andres prostitution eller selv lever af at prostituere sig, er de fleste prostitutionsoverlevere stået offentligt frem. Alligevel holder mange fast i, at ville tro mere på dem, der skjuler sig bag slørede billeder og et forførende alias. Tidligere prostituerede, der af hensyn til familien ønskede at stå frem anonymt, har ikke tidligere fået spalteplads. For at blive hørt, kræver det, at man stiller sig offentligt frem, med risiko for trusler og angreb. Men stemmerne fortjener at blive hørt. Her er otte stemmer der ønsker at give dig mulighed for, bare et kort øjeblik, at tage illusionens briller af.
Pia 52 år.
Fra jeg var 7 til 15 år, blev jeg udsat for seksuelle overgreb. Først af en stedfar, som samtidig solgte mig til andre mænd. Som 38-årig blev jeg af en kæreste tvunget ud i 6 års prostitution, med trusler om, at han ville tage børnene fra mig, hvis jeg modsatte mig. Jeg var ofte alene på bordellet, og blev jævnligt udsat for voldelige overgreb, bl.a. af en politibetjent, som truede med at anholde mig, hvis ikke jeg lod ham gøre hvad han ville. En anden kunde var så veludrustet, at jeg måtte stoppe, men det accepterede han ikke. Han voldtog mig, så jeg var gul og blå. En tredje mand, stor og brutal, kom for at true mig til beskyttelsespenge. Da jeg ikke kunne betale, blev jeg voldtaget, mens han holdt mine arme på ryggen. Min kæreste tog de penge jeg fik, og gav mig kun til husbehov. Jeg overvejede at tage mit eget liv. Mændene var svedige, fedladne og ildelugtende. De færreste kunder gik i bad inden. En politiker, som ellers var mod prostitution, kom som kunde. En mand blev ringet op midt i det hele, fordi hans kone var ved at føde. Jeg koblede hovedet og følelserne fra og levede mig ind i en fantasiverden. Drømte mig langt væk. Som 44-årig lykkedes det at stikke af, selvom jeg nåede at blive forsøgt slået ihjel af bagmænd. Men psyken havde taget skade, og mange års arbejde med at få hold på mig selv, ventede forude.
Lita 49 år
Som prostitueret var mit fokus helt og holdent på sexkøberen. Det handlede om at aflæse, hvad der tændte ham, og hvad der bragte ham til udløsning så hurtigt som muligt. Det handlede om at lære at regne ud, hvad der skete i hans krop. Og om ikke at mærke, hvad der skete i min egen, ikke at mærke hans hænder på min krop, hans læber mod mine kropsdele, hans sved, hans lugt, hans penetration af min krop, ikke huske lyden af ham. Jeg lærte at lukke min krops signaler ude, at holde min hjerne beskæftiget andetsteds og at tøjle min lede og afsky. Men kroppen husker. Mine grænser begyndte at skride. At være nøgen og alene med en fremmed mand, som har betalt for adgangen til ens krop, er at være i en sårbar situation. Og prostituerede får da også mén af livet i prostitution, fra ledskader til underlivsskader, til psykiske skader, som f.eks. at miste evnen til at opnå og fastholde nære relationer. Det bliver man ensom af.
Linda 55 år
Fra jeg var 7 til 14 år gammel, blev jeg udsat for incest af min morfar. Omstændigheder gjorde, at jeg boede hos dem, hvorfor overgrebene jævnligt fandt sted. Mine grænser blev overskredet. Jeg formåede ikke at sætte en stopper for det, før hans interesse for min lillesøster kom til udtryk. Men mit selvværd var ødelagt, og jeg havde et nagende had til mænd. Lærte at nære relationer krævede et seksuelt indhold, og tænkte, at jeg i så fald, ligeså godt kunne tage penge for det. For mig blev det pornoindustrien der fyldte mest, men i virkeligheden er der ikke den store forskel på at lave porno og prostituere sig. Man har nemlig sex for penge. Man spiller en rolle, udstiller sig selv og bilder sig ind, at man er fri og seksuel af natur. Man sælger ud af sit inderste i troen på, at det er et velovervejet valg. Jeg troede jeg kørte med klatten, men indeni blev jeg mere og mere ødelagt. Fik det fysisk og psykisk dårligt. Jeg valgte ikke selv. Industrien valgte mig, fordi jeg var et nemt offer, fordi selvværdet i så tidlig en alder, havde lidt så stor skade. Som 55-årig har jeg stadig svært ved at sove med lyset slukket. Jeg har mange ar på sjælen, og kan stadig have svært ved at gennemskue mænds intentioner. Ikke kun på grund af incesten, men også på grund af den grove udnyttelse der finder sted i porno- og prostitutionsbranchen.
Kristina – 31 år
Som barn blev jeg misbrugt og lejet ud til andre mænd. Med andre ord var jeg børneprostitueret, selvom de færreste vil indse, at det finder sted i Danmark. Som voksen mødte jeg en fotograf, som lokkede med uskyldige billeder. Troede jeg havde en modelkarriere i sigte. Fotografen lokkede mig ud i prostitution, og blev senere dømt for at have lokket otte piger ud i prostitution på denne måde. Jeg var prostitueret i 6 år. Betegnede mig selv som den lykkelige luder, i hvert fald når nogen spurgte mig. Inden i var jeg et nervesammenbrud. Min tid i prostitution har sat mange spor, ikke mindst på grund af en lang række overgreb. Man lærte at ignorere volden, og ofte mødte jeg på arbejde, bedøvet af morfinpiller. Pillerne gjorde, at jeg kunne abstrahere fra kundernes mange slag. Jeg blev ligeglad, ignorerede volden. De fleste kunder var påvirkede af alkohol og stoffer, og mange var psykisk ustabile, utilregnelige. Men da jeg først var i prostitution, var det svært at komme ud igen. Jeg blev afhængig af pengene. Da jeg endelig kom ud, lykkedes det en tidligere kunde at finde mig på Facebook. Han skrev til min den gang 13 år gamle datter: ”Når din mor har været prostitueret, så bliver du det også. Hvad skal du have for at sutte min pik?” Manden blev dømt. Når man deltager i den offentlige debat, bliver man svinet til. De nedgørende kommentarer er et forsøg på at lukke munden på os, fordi folk ikke vil se sandheden i øjnene.
Tanja 36 år.
Jeg prostituerede mig fra jeg var 20 til 23 år. På bordeller, i saunaklubber og som escortpige. Jeg følte mig stærk i en lang periode; definerede mig selv som den lykkelige luder. Jeg var på toppen, masser af penge og gode oplevelser. Men facaden krakelerede, på baggrund af de verbale trusler, fysiske overgreb og seksuelle krænkelser de sexkøbende mænd udsatte mig for. Jeg kæmpede med psykiske problemer, depression og angst. Blev forfulgt og forulempet af kunder. Det førte til et kokainmisbrug, fordi kokain var lettilgængeligt og accepteret i prostitutionsmiljøet. Selvom jeg ofte nævnte at jeg ønskede at stoppe, fastholdt branchen mig, og negligerede de mange overgreb jeg blev udsat for. De skulle ikke anmeldes, for politiet forstyrrede forretningen. Da jeg i forbindelse med en ildspåsættelse på et bordel af en kunde blev eskorteret til togstationen af politiet, overøste bordelejeren mig med skældsord. Jeg mødte mange prostituerede med misbrug. De fortalte om overgreb og voldelige kunder. Jeg hørte aldrig om at kunderne blev anmeldt. Jeg mærker stigmatiseringen, fordi jeg står frem og fortæller sandheden. Jeg mærker samfundets modstand på mig og forsøget på at drukne min stemme, fordi den ødelægger illusionen om, at kvinder kan lide at være prostituerede. Sandheden er, at prostitution er vold mod kvinder.
Helene 27 år.
Jeg var den stolte sexarbejder. Demonstrerede ofte med mine kolleger og råbte samstemmigt; “Staten ud af vores trusse, det er vores egen kusse!” Jeg nægtede at blive set som offer og lærte hurtigt at servicere de tiggende mænd, som alle så en bedre fremtid i mig EFTER de havde ejakuleret. “Du må være forsigtig” sagde jeg til de kunder der købte analsex. Sandheden var, at jeg havde bedøvet endetarmen med Xylokain. Det eneste jeg kan takke mine 8 år i branchen for er, at jeg lærte at lukke af overfor voldelige kunder. Én gang rev en kunde kondomet af. Jeg gik i panik, smed ham ud, og flygtede ind under bruseren, hvor jeg fyldte underlivet med desinfektions-gel mens jeg krøllede mig sammen under det fossende vand. Jeg betjente hundredevis af erigerede penisser, uden forestilling om den angst og skam der hjemsøger en, når man kommer ud på den anden side. For man bliver målt og vejet, kasseret og diskrimineret og set som en 37 grader varm bolledukke. Det er den behandling, der gør ondt i sjælen bagefter. Mændene er ofre for den falske følelse af magt og lidenskab, prostitutionsbranchen slører sanserne med. 75 pct. af mændene er påvirkede af alkohol eller stoffer. Jeg fik engang en lussing da jeg nægtede en kunde at sniffe kokain på bordellets sengebord. Jeg har håndteret tusindvis af krævende mænd med stoffer i blodet og millimetersmå, livløse kønsdele. Det er SÅ ydmygende at de fleste prostituerede til sidst følger dem i rusen og bliver ligeglade efter selv at have fået en streg kokain.
Jeannet 50 år
Som lille blev jeg udsat for massive overgreb af mænd i familien. Grænserne var slørede, og jeg troede jeg var allemandseje. Jeg var tidligt seksuelt aktiv, og delte ud af mig selv. Seksualiteten styrede mit liv. Jeg forsøgte at genvinde kontrollen ved at blive S/M-Domina, som kunne tage styring over mænds seksuelle lyster. For at lære mere om denne rolle, gik jeg som 41-årig ind i prostitutionsmiljøet. Hvad jeg ikke vidste var, at det blev en måde at gentage en række destruktive handlinger på. Jeg var stadig underlagt de grænseløse handlinger, som i en lang årrække gjorde mig endnu mere destruktiv. Jeg mødte så mange triste skæbner, kvinder der druknede deres liv i forskellige former for misbrug. Jeg blev konfronteret med mænd der ville købe sig til incest-lege, og den kontrol jeg troede jeg havde, druknede i oplevelser, der lignede dem fra min barndom. kunderne chikanerede mig, og jeg blev vidne til, at en anden prostitueret blev voldtaget. Aldrig blev overgrebene anmeldt; vi havde jo lært at abstrahere fra både vold og overgreb. I 7 år solgte jeg mig selv. Først da jeg kom ud af det, så jeg realiteterne i øjnene. Den kontrol, jeg troede jeg havde, var i stedet blevet til PTSD og kronisk træthedssyndrom. Flere fik gigt, og for de fleste gjorde det sig gældende, at pengene gjorde det svært at finde alternativer. Prostitutionsbranchen er ikke, som folk helst vil forestille sig den – tværtimod.
Julie 34 år
Jeg startede i branchen som 20-årig. Med mange ubetalte regninger anede jeg ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Det var grænseoverskridende at hilse på fremmede og ofte frastødende mænd, at smile og gøre sig til, mens man indvendigt var ved at kaste op af væmmelse. Jeg fandt hurtigt på måder at trække tiden, eller få det afsluttet hurtigt. Jeg følte mig beskidt og havde det elendigt med at skulle bade med mændene efterfølgende. De stod der afslappede efter deres udløsning. Jeg stod med min beskidte krop der var berørt af dem. Jeg ønskede bare, at de gik og aldrig kom igen. Jeg skrubbede og skurrede mit underliv for bagefter at rette makeuppen, tage kjolen på og gå ned og hilse på nye kunder. Men det havde sin pris. For hver gang jeg var sammen med en betalende mand, forsvandt en del af min selvrespekt. Jeg er blevet slået af en kunde der blev afvist pga. fuldskab, jeg har lagt øre til utro ægtemænds selvretfærdige sludder om, hvorfor de købte prostituerede. Jeg har tilfredsstillet gamle, ildelugtende, frastødende, arrogante og perverse mænd, der troede jeg var deres ejendom. Mænd der ville komme i mig, og mænd der bevidst sprang kondomet. Jeg var vidne til, at en ung pige jævnligt blev valgt på grund af hendes unge alder. Hun var 18 år, men lignede en på 12-13 år. Det var så forfærdeligt at se på den udnyttelse, og alle tænkte at det var pædofile mænd, der fik opfyldt deres fantasier.
Vi har det til fælles, at vi ønsker at misbruget og salget af kvinder stopper. Vi ønsker, at det bliver slået fast fra samfundets side, at prostitution er et seksuelt overgreb, og at det derfor bliver gjort strafbart at være forbruger af prostitution.