I går, den 29. september 2014 kunne man på Informations hjemmeside læse kronikken En ringmuskel i udu, skrevet (under dæknavn) af Fransiska Arnoldsen. På en og samme tid kunne jeg nikke genkendende til en række af de dystre beskrivelser, identificere mig med den på den ene side distancerende, men alligevel poetiske måde at beskrive sin tilværelse på og samtidig blev jeg kastet tilbage til en bestemt situation fra mit eget liv, hvor jeg selv blev ramt af en frygt for om den kvindelige ekspedient i Matas mon kunne se på mig, hvordan jeg havde båret mig ad med at fylde min pung med et hav af krøllede sedler, der rundt regnet havde en samlet værdi af 8-9.000 kr.
Da jeg havde læst kronikken til ende blev jeg ramt af en følelse af tomhed og ubehag. Beskrivelsen af den tabte kontrol over kroppens funktioner, gjort op i antallet af sedler, fik det til at vende sig i mig. Fransiska beskriver sin krop som inflationær, og objektiverer sig selv yderligere ved at sammenligne sig selv med nye og brugte biler.
Fransiska skriver i sin kronik at særligt feministerne vil mene at det er synd for hende, og frabeder sig at blive set som et offer. Som tidligere prostitueret og feminist må jeg sige ja, jeg synes det er synd. Ikke fordi jeg ser hende som et offer, for jeg kender den styrke og kamp det kræver, at kunne lægge krop til og distancere sig så meget fra sig selv og sit følelsesliv og stadig holde hovedet højt. Intet offer ville være i stand til det, men ville lægge sig i fosterstilling og vende vrangen udad.
Men kære Fransiska. Jeg er af den overbevisning, at du er et offer af noget. Det er ikke det samme som at gøre dig til offer, ligesom jeg aldrig har set mig selv som et offer, men stadig mener, at jeg var et offer af at nogen gjorde mig alt for hurtigt voksen, og samtidig seksualiserede mig i en sådan grad, at jeg ikke kunne kende forskel på egne og andres behov. Feministerne er ikke dine fjender. Tværtimod. Feministerne er dem der har gennemskuet samfundets syn på og objektivisering af kvinder. Og det er du, og alle andre kvinder et offer for.
Ja, de hurtige penge forfører dig. Men de giver dig også en særlig styrke lige nu og her; at du kan se dig selv som have værdi. Det kan du jo måle i dine krøllede sedler, uanset din bristede ringmuskel. Du kender risikoen ved det liv du lever, du skriver selv at du ved at du kan gå i stykker, og at du selv har givet dit samtykke til at blive kneppet til ukendelighed. Det samtykke gav jeg også. Det var min måde at genvinde min tabte kontrol. En måde at tage ejerskab over min krop. Men behovet for at sælge mig selv, kom kun fordi nogen en gang havde taget den kontrol og ejerskab fra mig. Der skal en ganske særlig følelseskulde til for at kunne prissætte sig selv og sin egen seksualitet. Den følelseskulde bunder i de fleste tilfælde i et deprimerende selvbillede, og mellem linjerne læser jeg, at du ikke skriver din kronik med glæde eller stolthed. Og det er det der gør mig ked af det på dine vegne. At du kender konsekvensen af dine handlinger, men det på trods, fortsat behandler dig selv som en bil med ringe værdi. Det er ikke kvindesagsforkæmpernes skyld. Det er bl.a. de drenge, som lærte dig, at din værdi kunne gøres op i bløde kanelsnegle.
Kan man være prædestineret til prostitution?
Nej, ingen er prædestineret til prostitution. Jeg kender mange der elsker sex og som dyrker det med gensidig glæde og fornøjelse, også uden at de behøver at være gift eller i fast forhold. Men prostitution har intet med sex at gøre. Når mennesker prissætter noget så fundamentalt som deres egen seksualitet, er det fordi denne ikke længere ses som en integreret del af selvet. Den bliver et våben eller et middel til materielle goder, opmærksomhed, bekræftelse eller en falsk følelse af kontrol. Og når du ikke kan se din egen værdi, og sidestiller dig med en brugt bil tyder det på, at nogen ødelagde din tro på kærlighedens glæder og banede din vej ind i prostitution.
Som 12-årig blev jeg voldtaget af min første rigtige kæreste. Jeg vidste ikke det var en voldtægt. Jeg troede bare det var sådan det skulle være så jeg blev sammen med ham i 10 måneder. Havde sex med ham på hans præmisser, også på skolens mange områder. Det kom stort set hele skolen for øre, og en dag da jeg kom hjem, var der blevet skrevet med kridt i hele min opgang ”LUDER”.. Der var langt op til fjerde sal hvor jeg boede. Få måneder efter skrev jeg et digt ”I’m a very cheap hooker”.. Var jeg prædestineret til prostitution? Nej, men det virkede alligevel som en selvopfyldende profeti. Sex var ikke en glædefuld affære. Det var et våben, og jeg havde nemmere ved at lade mig penetrere end at kysse med tungen. For mig var et tungekys mere ømt og privat end mine kønsdele. Kridtet måtte jeg selv vaske væk. Mens ordene printede sig ind på min nethinde. LUDER!!
Sex blev MIT våben til bedøvelse. Den gang syntes jeg også det var både sjovt og befriende, for opmærksomhed fik jeg masser af. Jeg manglede aldrig mandlig opmærksomhed. Den gang var selvsamme målet. Og det blev indfriet. Sex var jo bare en biting. Jeg spillede bare rollen, og det blev jeg god til. Og der skulle gå mange år før jeg indså, at jeg ikke længere ville prissætte noget så fundamentalt som min seksualitet. – Heller ikke selvom det førte til stor emotionel (men destruktiv) tilfredsstillelse. Ind imellem tænkte jeg at det var nemmere at blive i rollen og gøre det som sad på rygraden. Kampen for et andet liv var lang, smertefuld og hård, og føltes ikke altid som det værd. Jeg ville ikke længere se mig selv som et mandehul, det skulle ikke længere handle om magt eller afmagt, og jeg ville ikke længere straffe hverken mænd eller mig selv. Jeg ville ikke længere fragmentere mig selv, ville ikke længere bare være en der kunne kneppes. Jeg ville møde min største frygt, jeg ville overvinde den og jeg ville leve. Ville ikke længere søge opmærksomheden fra andre, men ville lære at være omsorgsfuld over for mig selv, give mig selv kærlighed. Jeg ville forelske mig i mig selv, selvom jeg på det tidspunkt ikke så noget som helst i spejlet, som var værd at elske. Jeg ville ikke længere gøres op i penge. – Og slet ikke i priser, som mænd var med til at bestemme.
Om jeg ikke længere er gangbar blandt de gode mænd er jeg ligeglad med. For mænd er ikke længere omdrejningspunktet i mit liv. Og det har i virkeligheden været den aller største befrielse. – At slippe skuespillet, hver gang der var en mand til stede. Jeg var ikke længere et hul til hans tilfredsstillelse. Jeg vekslede ikke længere mig selv til valuta. Jeg var et individ, på lige fod med alle andre. Med retten på min side. Retten til at mærke mine følelser, retten til at sige fra, retten til det gode liv, retten til ikke at være reduceret til en ydelse, en vare, et objekt.
Jeg er ikke enig i din anskuelse af de frigide koner. I min verden kræver parforholdet at man gør en gensidig indsats. Når kvinder mister lysten til sex med deres partner, så gør det dem ikke til prostituerede der skal købes med færdigbyggede carporte. I min optik er mandens beslutning om at købe sig til seksuel tilfredsstillelse en kæmpe fiasko. Mænd er ikke liderlige maskiner der har brug for at ejakulere, og i så fald kan de vel klare det selv. Mænd har i ligeså høj grad for nærvær og omsorg. Fiaskoen bunder i, at de giver op. De er ikke villige til at gøre en indsats. De er for dårlige til at kommunikere, for dårlige til at få parforholdet til at fungere. Når børn kommer til, berettiger det ham ikke til at købe seksuel tilfredsstillelse hos dig. Det forpligter ham i stedet til at fordybe sig i sin familie, være en kærlig mand og far, som aflaster, støtter og udviser respekt og forståelse. De mænd findes i hobetal. Hvad adskiller dem fra mænd der vælger at købe sex? At de ikke ser sex som noget man kan købe sig til, men noget man skal gøre sig fortjent til. Men i vores konkurrencestat skal alt effektiviseres. Selv parforholds- og sexlivet. Men ingen er tjent med det. Hverken konerne, mændene eller dig.
Mændene på hjemmesiden, som fremhæver hvor belejligt et arrangement de forestiller sig med jeres ”bolleri”, er ikke mænd i min terminologi. De er tabere i et maskulint perspektiv. De udnytter deres magt som mænd, deres position som økonomisk stærke, og de træder på dem der af mange forskellige årsager har måtte distancere sig fra deres følelser. Om I bekræfter hinanden er en anden sag. Jeg ser stadig dig som den svage part, ikke ud fra et nedladende eller offergørende perspektiv, men ud fra den overbevisning, at du som kvinde er reduceret til at være mindre værd, på trods af dine 3.000 kr. Som menneske og som kvinde bliver du misbrugt i en industri, som mænd og samfundet konstant fodrer ved primært at tillægge kvinden seksuel værdi og ved at kommercialisere kvindens seksualitet. Lige nu er du en del af den industri.
Vi er mange der har været det, på lige fod med dig, men vi er også mange, som ikke længere vil reduceres eller affinde os med denne rolle i samfundet. Det betyder ikke at vi blogger om mode, fitness eller mad. Faktisk tværtimod. Jeg kender mange modige kvinder, som deler dine erfaringer, og som efter at være kommet ud på den anden side, har affundet sig med, ikke at være 100 % optaget i det ”snobbede” miljø. Vi er jo trods alt stadig tidligere prostituerede. Til gengæld har vi ikke stræbt efter at blive optaget dér. Vi har stræbt efter at finde ro i og med os selv, og har fundet det på mange forskellige måder. Vi er ikke frelste, vi nægter ikke det personlige ansvar, eller de valg vi selv har været med til at træffe. Men vi har erkendt, at vi var ofre af noget, og vi har vist os selv den kærlighed og omsorg, at vi har arbejdet med det, så vi kunne elske os selv som vi var, uanset om andre ville elske os. Med dine mange vidunderlige veninder, så håber jeg at du alligevel vil dele din historie med dem, og lade dem vise deres bekymring. Det hedder omsorg, og selvom jeg en gang troede at jeg vidste det hele bedst selv, så måtte jeg erkende, at andre i mange tilfælde var dem der kunne guide mig på rette vej, når mine egne negative tanker stod i vejen for det gode liv.