Debatten om prostitution ruller igen, og Jyllandsposten kører pt. en serie af artikler, som vedrører emnet. Samtidig har EU-parlamentet den 26. Februar 2014 vedtaget en anbefaling der opfordrer alle deres medlemslande til at indføre den nordiske model, der går på at kriminalisere sexkøberne. En anbefaling, som ikke umiddelbart tyder på at blive taget alvorligt af den danske regering.
Debatten har hvilet i det offentlige rum, siden Anne-Grethe Bjarup Riis på TV2 d. 16. Feb. 2011 diskuterede prostitution med SIOs talskvinde Susanne Møller og DFs ligestillingsordfører Pia Adelsteen. Og man kan sige meget om Riis fremtoning på tv, men det hun gjorde var modigt. Hun stillede sig nemlig frem til offentlig skue med sin markante holdning til købesex.
Både før og efter Riis optræden, har tidligere prostituerede fortalt om prostitutionens kommercielle vold. Alligevel drukner stemmerne i den offentlige debat, måske fordi medierne ikke ønsker at give dem taletid, måske fordi politikere ikke vil tage offentligt stilling, af frygt for repressalier fra kollegaer og vælgere og som måske forføres af prostitutionstilhængere og seksualpolitisk Forum, som hylder ”sexarbejde”. Hvem husker ikke videoen med Linda Kristiansen (B), talsperson for Seksualpolitisk Forum som agerer materialistisk og tilfreds sexarbejder, fra 2011? (*1).
Men hvad er det der gør det så farligt, at tage stilling til prostitution? Er det frygten for at blive kaldt en moraliserende feminist eller mandehader? Er det mediernes glorificering af prostitution der forblænder og gør det svært at se sandheden i øjnene? Er det frygten for at være konservativ, fordi det forventes, at vi skal være totalt liberale, i forhold til alt hvad der vedrører seksualitet? Er det fordi prostitution defineres som frigørende, og modstanden til det defineres som frigiditet?
Prostitution har intet med sex at gøre
Jeg betragter mig selv som et seksuelt væsen med en del onenightstands i bagagen. Men det der adskiller dem og min tid i prostitution er, at jeg ikke i mine onenightstands var tingsliggjort, men at det der foregik, var gensidigt og styret af tiltrækning og reel lyst. Samtidig definerer jeg mig som et liberalt menneske, der ikke fordømmer andres seksuelle præferencer, hvad enten de er til mænd, kvinder, s/m, analudblokning etc. Men at tingsliggøre noget så fundamentalt som seksualitet, og primært kvinders seksualitet, er samfundsmæssigt uetisk, amoralsk og krænkende. Det handler ikke om at angribe kvinders frie valg. Det handler heller ikke om, at stigmatisere de få der forsvarer deres valg. Det handler om, at se tingene i et større perspektiv, og anerkende at mange flere, ikke blot i Danmark, men i hele verden, bliver skadet af prostitution. Jeg kan derfor ikke se hvordan en anerkendelse af prostitution som erhverv, skulle hjælpe de kvinder, som mistrives i prostitution. Prostitution defineres som et socialt problem. Hjælpen kaldes Exit-programmer, og netop derfor er diskussionen så selvmodsigende, at selv den mest ubegavede burde være i stand til at gennemskue det. Vi har jo ikke Exit-programmer for noget som helst andet erhverv, hvorfor det er logisk, at man ikke kan anerkende prostitution som erhverv, da det kræver dygtige mennesker og veludviklede programmer at få tidligere prostituerede tilbage til et normalt liv.
Kunden har altid ret
Prostitution forsvares af tilhængere som noget der omhandler det frie valg. At have retten til at bestemme over egen krop. Og den ret angriber jeg på ingen måde. Hvad folk gør i deres privatliv, vedkommer ikke mig eller andre. Men når det har betydning for resten af samfundet, så har jeg ret til at blande mig. Og en anerkendelse af prostitution som erhverv vil i høj grad influere på mig og mit liv. For det første vil det betyde, at mænds ret til sex stadfæstes. Og underliggende, at jeg har pligt til at imødekomme den, da han ellers er berettiget til at betale sig fra det andetsteds og tilmed med en anerkendelse fra samfundet og staten. Samtidig vil hele samfundsstrukturen ændre sig i det sekund bordeller blomstrer op og bliver synlige i gadebilledet. Fordi de dermed bliver allemandseje, ligesom pornoen er blevet det, fordi vi konstant bombarderes med den. Når bordeller bliver synlige, og vi underviser vores børn til at tænke, at prostitution er normalt og i orden at benytte, så vil synet på kvinder ændre sig. Og synet på kvinder er allerede nu bekymrende objektiviseret.
Et argument for at anerkende prostitution som erhverv er, at rettigheder vil gøre det mere trygt at være prostitueret. Men problemet er, at det ikke er samfundet der fratager de prostituerede deres rettigheder. Alle har ret til at anmelde vold og overgreb. Det er industrien i sig selv der fratager dem deres rettigheder. Det gør de bl.a. ved at negligere volden. Stigmaet sørger de sexkøbende mænd for. Fordi deres syn på prostituerede er fornedrende. Sexkøberne beskriver dem som sædcontainere, feltmadrasser og klamme ludere. Det er hverken mig, feministerne eller politimændene, der omtaler de prostituerede sådan. Sexkøberne evaluerer de prostituerede som genstande, bl.a. på eroguide.dk, hvor de med sjofle og psykopatiske gloser udtrykker deres syn på prostituerede. Seksualpolitisk Forum mener ikke disse anmeldelser er repræsentative for de generelle sexkøbere, på trods af, at der siden hjemmesiden blev oprettet i 2012, er skrevet mere end 67.000 anmeldelser på siden (*2).
Som muligt anerkendt erhverv, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan man skal forholde sig til eksempelvis reklamationsret. Kan man mon få pengene tilbage, hvis varen ikke lever op til forventningerne? Og hvordan skal erhvervet beskrives i arbejdsmiljøloven. Skal der være et maks. for, hvor mange gange man må have analsex om dagen, før det er sundhedsskadeligt? Skal der være restriktioner for, hvor mange kunder man må tage om ugen, før det er fysisk belastende? Og hvis det er et anerkendt erhverv, som at stå i bager, videobutik eller andet, så kan helt unge vel også tage et fritidsjob som prostitueret? Eller der gælder måske lige pludselig andre regler? Og hvorfor så det, hvis vi anskuer prostitution som et almindeligt arbejde? For det er vel bedre, end at en 15-årig sælger blowjobs ved midnatstid i et busskur, eller?
Retten til ikke at lade sig prostituere
Det handler ikke om, at fratage kvinder deres frie valg. Hvis kvinder vil sælge sig via datingsider og andet, er det deres valg, men som klinisk psykolog Birgitte Lieberkind udtaler i Politiken, så forlader de fleste prostitution mere krænkede, end da de begyndte. Hun nævner at der ofte er tale om lavt selvværd, vanskeligheder ved tilknytning og ved at kende og opretholde egne grænser (*3). Noget tyder altså på, at prostitution for mange er skadeligt, ødelæggende og nedbrydende. Og netop derfor, bør man se på sexkøb som skadeligt, ødelæggende og nedbrydende. Og handlinger, der har det til følge, bør være kriminelle ligesom partnervold, voldtægt, trafficking, pædofili og meget andet. Eller skal vi pludselig anfægte, at der er kvinder, som nyder at blive udsat for vold, fordi de går tilbage til en voldsudøver? Og skal det tilfælde gøres repræsentativt for de kvinder, som har et ønske om, at komme væk fra volden?
Tilhængere af prostitution argumenterer med, at der er kvinder, for hvem det er et gode, at kunne brødføde sig gennem prostitution, for ellers ville de ikke kunne brødføde sig overhovedet. Det er som at sige, at vi skal sætte pris på, at der er børnearbejde, fordi det giver familien mad på bordet. Men børnearbejde anskues anderledes. Her er der lovgivning og strafferammer, fordi disse udnyttes. Måske fordi børn appellerer til omsorgen i os, hvorimod kvinder ikke gør? Jeg er ikke i tvivl om, at fattige kvinder prostituerer sig af nød. Det svarer ikke til, at det er godt. Hvis flere forholdte sig til det globale samfund kunne det være, at det på et tidspunkt blev muligt at gøre en forskel for de lande, som oplever så udpræget fattigdom, at det fører til prostitution som nødløsning. Og hvorfor er det primært fattige kvinder der prostitueres? Måske er det netop fordi prostitution er købers marked, og det marked består af mænd. Og når det kommer til fattige kvinder, som må prostituere sig af nød, så vender en stor del af den danske befolkning ryggen til. ”For det er nemlig bare et gode, at hun kan prostituere sig, og få mad på bordet”. ”Prostitution er normalt, og bør anerkendes som erhverv, for det tager ingen skade af”. ”Det er hendes eget valg”. Er det stadig svært at se det ambivalente i det her prostitutionsspørgsmål? Det handler om retten til ikke at prostituere sig.
Findes der stærke og svage prostituerede?
Er der virkelig nogen, der er så seksuelt frigjort, at de uden kvaler kan sælge seksuelle ydelser, uden at det vil påvirke dem på sigt? Det tvivler jeg på. Grunden er, at de fleste, imens de var i det, forsvarede deres valg. Det kan der være mange årsager til, men det slående er, at det for de fleste, først senere viser sig, hvor mange følger det har. Og disse var svære at gennemskue, da man var i det. Sjovt nok ved både Liva Rehab og Svanegrupperne som arbejder med kvinder der ønsker at forlade prostitution, vældig meget om, hvilke følger disse kvinder lider under. Men de bliver ikke hørt, når der udarbejdes rapporter, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at dem der udarbejder disse, har en interesse i at glorificere prostitution. Betvivler jeg vores danske forskere? Ja, det gør jeg. Det er da heller ikke uden grund, at Rasmus Horn Langhoff (S) langer ud efter den seneste undersøgelse om klinikprostitueredes sundhed fra SIF, som mangler så meget substans, at det er til at falde ned af stolen over. En økonomistuderende angriber en lang række tilgange i undersøgelsen, bl.a. antallet af de adspurgte, de udvalgte bordeller, og aldersfordelingen af de adspurgte og dem der sidestilles med (*4).
Et forbud kan ikke stå alene
Der er ingen tvivl om, at jeg går ind for et sexkøbsforbud. Det er dog ikke det eneste jeg går ind for. Det er blot det sværeste at få gennemført. Men sådan har det alle dage været, når det omhandlede kvinder. Når jeg tænker på kvindernes kamp, i forhold til at belyse partnervold, og hvor mange år det tog, at kriminalisere dette, så kommer det ikke bag på mig, at partnervold stadig efter 40 år, er tabu. I dag findes der 39 kvindekrisecentre i Danmark. Der findes, så vidt vides, kun et for tidligere prostituerede (*5). I dag har vi mange tilbud, som kan hjælpe voldsudsatte kvinder. En dag, når flere får øjnene op, vil det samme gøre sig gældende i forhold til prostituerede. Men de tiltag synes unødvendige, så længe man anskuer prostitution som et almindeligt arbejde. For i det tilfælde skulle man jo ikke mene, at der var brug for støtte. Tiltagene kan først finde deres rigtighed i det øjeblik vi anerkender og indser, at prostitution er vold mod kvinder. Når det sker, må vi på alle tænkelige måder, tilbyde dét prostituererede har brug for, f.eks. gratis behandling, gældseftergivelse med mere. Men også mændene skal have støtte. Der skal, ligesom i Norge, oprettes tilbud til dem, så de kan få behandling, nu hvor det ikke længere er tilladt at købe sex. Så kommer de forebyggende kampagner, som skal oplyse børn og unge om skader og konsekvenser af prostitution. Der skal være langt mere fokus på udsatte unge, som er i risiko for at vælge den vej, så de langt tidligere kan leve et mindre risikofyldt liv. Og så skal Politiet undervises i, hvordan de bedst muligt beskytter de prostituerede, som muligvis vil komme i klemme, på grund af et forbud. De skal lave opsøgende arbejde, hvor de skaber gode og positive relationer til de prostituerede, så de der fortsat lader sig prostituere, ikke føler sig forfulgt, men beskyttet af politiet. Sværere er det sådan set ikke.
*1 – http://www.sexarbejderkarriere.dkvideo 4
*2 – Jyllandsposten; Kunder giver prostituerede karakterer
*3 – Politiken; Hvorfor vælger nogle kvinder prostitution som levevej
*4 – Kilde: http://datadronning.tumblr.com