Søndag den 13. september kunne man på DR1 se dokumentarfilmen om Bonnie der, udover at være fanget i en spiseforstyrrelse, ernærer sig ved at sælge seksuelle ydelser. En dokumentarfilm med det formål at skildre et af de mange liv, som går til grunde i sexindustrien, men som samtidig går ind under statistikken af kvinder der selv har valgt deres ’erhverv’ og som er glade for det.

Man skal ikke være ret meget lommepsykolog for at kunne gennemskue, at der i Bonnies opvækst har været tale om en lang række grænseoverskridende handlinger, der har ført til det liv, Bonnie lever i dag og har levet i mange år.

Det ambivalente opstår, når man på én og samme tid ser en kvinde med den styrke Bonnie besidder og samtidig skal forholde sig til de mange signaler hendes krop og sind viser. For på ydersiden skildrer filmen en kvinde, som rummer en råstyrke som kun de færreste har. En råstyrke, der får hende til at stå op hver morgen og fortsætte med at give mænd adgang til hendes krop, på trods af at den er ved at bukke under. En kvinde som er økonomisk uafhængig, selvstændig og på ydersiden lever et liv i umiddelbar sus og dus – skulle man tro.

Vi er mange der har været der

I ’Netværksgruppen for kvinder med erfaring fra og som er ude af prostitution’ ved vi, at et af de mange argumenter vi er oppe imod er, at det ikke er prostitution der er skyld i Bonnies sygdom, men derimod hendes spiseforstyrrelse. Men for os, som selv har befundet os i prostitution, er der en helt klar sammenhæng mellem ens selvbillede, forholdet til ens krop, ens opvækst og det faktum, at man ender i prostitution.

At kunne indgå i den industri kræver nemlig en vis distance til en selv, ens følelsesliv og ens egen seksualitet. Prostitution er nemlig ikke for hvem som helst, hvorfor der sjældent er tale om kvinder med et højt selvværd, sunde grænser eller med en stabil og tryg opvækst i ryggen.

For os er Bonnie et klart eksempel på den typiske kvinde i prostitution. Vi er hverken overraskede, chokerede eller forargede, for der er så mange aspekter af Bonnies liv, som vækker genklang til vores egne erfaringer fra prostitution og årsager til at vi overhovedet entrérede prostitution.

Men hvorfor stopper hun ikke bare?

Et af argumenterne for at legalisere prostitution og rufferi er, at det jo er kvindernes eget valg. De kan jo bare stoppe, hvis de ikke kan lide det mere. Og hvis det da bare var så simpelt, så var problemet vel heller ikke så stort. – Men det mener vi i Netværksgruppen nu alligevel at det er.

Er man først fanget i prostitution, så kræver det stort tilløb at kunne stoppe igen. Afhængigheden af pengene, følelsen af at du til noget, oplevelsen af at være attraktiv, ønsket eller ligefrem værdsat, bekræfter mange af de negative forestillinger man har om sig selv. For siger man farvel til prostitution, så siger man ofte også farvel til overbevisningen om, at valget har været frit. Man siger farvel til de dysfunktionelle mønstre som man har overlevet på i årevis. Man siger farvel til den bekræftelse, som overbeviser en om, at man er noget værd og man siger farvel til en del af ens identitet, som på mange måder har virket magtfuld, fordi man har fået overbevist sig selv om, at man havde en eller anden form for kontrol overfor de handler man indgik i.

For de af os der er kommet ud på den anden side, har der for flertallet været tale om svære skadevirkninger der blandt andet har vist sig i forhold til det at indgå i nære relationer, at stole på andre menneskers intentioner, at kunne indgå i et seksuelt og ligeværdigt forhold, at mærke egne og andres grænser, at kunne sige fra og at tro på, at man var bedre tjent. Ens selvværd har været præget af en årelang objektivisering, seksualisering og dissociering. Og størstedelen har mén der viser sig ved gentagne depressioner, selvmordstanker, angst, socialfobi, flashbacks og mareridt og nogle er så skadet, at de er diagnosticeret med PTSD, og lever på overførselsindkomst, sygedagpenge eller førtidspension.

Hvis ansvar er det?

I årevis har diskussionen været centreret om kvinders frie valg, om retten til at bestemme over sin egen krop og om hvorvidt køberne skulle kriminaliseres. Ikke desto mindre, er fokus sjældent på køberne, om end de opretholder den industri, som er så ødelæggende for størstedelen af de mennesker der befinder sig i prostitution, som ubevidst er med til at skabe grobund for en øget handel med mennesker til sexindustrien og som derfor har det største ansvar i forhold til de mange kvinders videre skæbne.

I Netværksgruppen er vi ikke i tvivl. Køberne skal have det fulde ansvar for den skade de påfører andre mennesker, når de køber dem til seksuelle ydelser. Derfor bør de kriminaliseres på lige fod med andre voldsmænd.

Talsperson for Netværksgruppen for kvinder med erfaring fra og som er ude af prostitution
Tanja Rahm