Den 21. juni kunne man på TV2’s hjemmeside læse en artikel om børneprostitution i Brasilien. Rasmus Tantholm fortæller i et interview hvordan netop børneprostitution boomer under VM på trods af at myndighederne har afsat 18 millioner kroner til bekæmpelse af selvsamme. I interviewet møder man 16-årige Bruna som har solgt sig til mænd siden hun var 13 år gammel og som bl.a. fortæller at hun har haft en pistol for panden, en kniv for halsen, er blevet tvunget til at sniffe kokain og er blevet voldtaget uden betaling. Tænk hvilken forskel de 18 millioner kunne have gjort, hvis man i stedet havde samlet disse unge piger op, havde bygget et sted hvor de kunne bo og være sammen og få hjælp og støtte til et liv uden prostitution.

I Brunas tilfælde har hun solgt seksuelle ydelser længe før hendes egen seksuelle nysgerrighed for alvor begyndte at blomstre, fordi fattigdom førte hende hertil. Ikke af lyst, ikke af nysgerrighed og ikke drevet af en særlig interesse for at tilfredsstille fremmede mænd, men fordi det var en måde at overleve på. Det giver mening, at en 13-årig pige netop i et forsøg på at overleve, vælger denne overlevelsesstrategi. Men hvad der ikke giver mening er, hvad der får granvoksne mænd til at købe seksuelle ydelser fra børn. Spørgsmålet er, om vi har et hav af pædofile mænd vandrende rundt i den her verden, eller om det i højere grad handler om psykopater, sociopater eller misogyne mænd.

Da jeg gik ind i prostitution, var det hverken af lyst, nysgerrighed eller en særlig interesse i at tilfredsstille fremmede mænd. Det var en måde at overleve på. En måde at skabe kontrol over min egen seksualitet, som var blevet frarøvet mig fra jeg 11 år. Da jeg var 11 antastede en ældre mand mig i en park. Da jeg var 12 blev jeg voldtaget af en kæreste. Da jeg var 12 blev jeg forulempet i en opgang af en fremmed mand. Da jeg var 13 blev jeg antastet af en gammel mand bag Frederiksberg rådhus. Da jeg var 13 blev jeg antastet i et tog. Da jeg var 13 blev jeg forsøgt voldtaget på et offentligt toilet. Som 16-årig blev jeg forulempet af en psykisk syg på et hospital. Som 17-årig blev jeg forulempet af en fotograf i en skov, som 17-årig blev jeg udsat for et seksuelt overgreb i en bus. En gang troede jeg det var min egen skyld. At jeg sendte nogle signaler, som fik mænd til at tro at det var okay. Med tiden er jeg blevet klogere. Jeg er nemlig langt fra den eneste, som blev frarøvet en blomstrende seksualitet.

I årevis har jeg fulgt medierne og deres artikler om børn der har været udsat for seksuelle overgreb. Selv medierne kalder det til tider børneprostitution, når børn er blevet solgt til ”husvenner”, som det i Tøndersagen blev benævnt. Her blev en lille pige solgt af sin far til fremmede mænd, som igen og igen voldtog hende og frarøvede hende muligheden for at udvikle sig seksuelt i sit eget tempo. Jyllandsposten valgte med en overskrift i år, at gøre mig til børneprostitueret, da de skrev ”Tanja solgte sig selv som 11-årig”. Men det var ikke børneprostitution, ligesom handlen med børnene i Brasiliens gader, ikke er det. Det er voldtægt af børn, som bestikkes med penge, hvorfor det kommer til at se ud som om, at begge parter får noget ud af det. Og mad på bordet kan da også synes som en gensidig aftale, men spørgsmålet er om den er rimelig. Og spørgsmålet er også, hvad den får af betydning for disse børn senere hen, at mænd har voldtaget dem, holdt en pistol for panden og en kniv for halsen af dem.

Jeg husker tydeligt, at miljøet i prostitution var forbundet med jalousi. Alle vidste, at når en ny og ung kvinde trådte ind i branchen, så var der rift om hende. De fleste mænd som købte seksuelle ydelser, ville nemlig helst have hende så ung som muligt. Og også helst så ”ubrugt” som muligt. Derfor blev det påpeget i salgsannoncer og af telefondamen, at det var en ung og uskyldig PIGE som var startet på bordellet. Og mændene valfartede til. De fik nærmest stådreng af at udspørge mig om det var rigtigt at jeg var ”ny”. At jeg samtidig var lav, spinkel og så yngre ud end jeg var, gjorde ikke deres købetrang mindre. Tværtimod. Mange af dem der kom troede ikke på, at jeg var en dag over 18 år. Det afholdt dem ikke fra at købe seksuelle ydelser. Tværtimod. Det tændte dem. Ikke mindst når de selv var 40+ og selv havde døtre på nogenlunde samme alder som mig.

Jeg husker mange mænd med pædofile fantasier. Mænd som ville have mig til at sige av far. Mænd som ville have at jeg gjorde modstand, så det lignede en voldtægt. Et af pro-lobbyens argumenter for at afkriminalisere sexkøb er, at det er bedre at mænd udlever deres fantasier hos prostituerede, end at de forgriber sig mod børn. Spørgsmålet er, hvor længe vi som kvinder skal acceptere disse afvigende seksuelle tilbøjeligheder, og om vi vil være med til at befordre dem, så længe de ikke rammer os selv. Handler det om at give manden mulighed for at udleve hans afvigende præferencer, eller handler det om at afhjælpe dem gennem terapi eller behandling? Hvor skal ansvaret placeret? Er det mandens ret at udleve sine fantasier? Skal visse befolkningsgrupper lægge krop til? Hvilken samfundsstruktur ligger til grund for, at selv nogle kvinder forsvarer mænds seksuelle købelyst? Jeg er klar over, at nogle pro-lobby-feminister fastholder kvindens ret til at bestemme over egen krop. Den holdning er jeg langt hen af vejen enig i. Men det handler ikke om kvindens ret til at bestemme over egen krop. Det handler om at vi på den måde fastholder et system og en magtstruktur, som primært kommer mænd til gode. En magtstruktur, som fastholder mænd som subjekter og kvinder som objekter, en magtstruktur som fastholder mandens ret til sex, hvad enten den er på bekostning af en ligeværdig eller ej. En magtstruktur som ophøjer mænds seksualitet, og gør dem dummere end de er. Og jeg undrer mig over, at der ikke er flere mænd, som har nosser til at tage officielt afstand til prostitution, når de faktisk som køn bliver sat i samme kategori, ved at tie stille og undlade at tage stilling. – Ligesom prostitution og tingsliggørelsen af kvinder har betydning for alle kvinder, som i høj grad oplever sexistiske tilnærmelser, på baggrund af deres køn.

Hver gang jeg solgte mig selv, overbeviste jeg mig om, at det var min måde at tage magten tilbage. At det ikke var overgreb, men at jeg gennem betalingen for disse ydelser, hævede mig over de overgreb, jeg tidligere havde været udsat for. At mit valg om at gå ind i prostitution var frivilligt, fordi jeg vidste at mænd var nogle liderlige utilpassede desperate dyr, som jeg gennem betalingen kunne manipulere med. Men problemet var, at min hjerne spillede mig et puds. De mange overgreb havde jo netop spoleret min egen seksualitet, og havde manipuleret mig til at tro, at det at sælge seksuelle ydelser, var en måde at få min tabte identitet tilbage.

Igen og igen påpeges det frie valg. Men spørgsmålet er, om samfundsstrukturen er bygget op på en sådan måde, at mænd med deres overgreb på børn, konstant fodrer prostitutionsmiljøet med nye spolerede kvinder, hvis seksualitet er destruktiv og som ofte vælger prostitution for at genvinde deres tabte kontrol. Spørgsmålet er også, hvor længe denne magtstruktur skal have lov til at herske, i det som minister Manu Sareen kalder et ligestillet samfund. Sareen skulle prøve at være kvinde for en dag, for der er tydeligvis noget han ikke er i stand til at sætte sig ind i.

Det påpeges af ”tilfredse sexarbejdere”, at ikke alle har været udsat for overgreb i deres opvækst, og at der findes prostituerede, som har været i stand til at træffe et velovervejet valg. Men jeg ved hvad der foregår i prostitution. Jeg ved hvad man gør for de penge man modtager. Jeg ved hvor mange grænseoverskridende mænd der køber disse seksuelle ydelser. Jeg ved hvor ofte man oplever det utrygt at være i den situation. Ingen ”tilfreds sexarbejder” kan bilde mig ind, at miljøet ikke er farligt, sexistisk, præget af overgreb, krænkelser, grænseoverskridende handlinger eller angst. Jeg ved det, for jeg brugte tre år af mit liv i det miljø. – Og det gør ondt på mig, når børn og andre mennesker skal gennemleve det, som er uundgåeligt i prostitution. Nemlig vold og overgreb.