Producent: Teater Bæst

Spilleperiode 7.-17. maj

Adresse: Korsgade 12-14 st., Kbh. N.

Skuespil af: Eja Due (der også leder BÆST)

 

Forestillingen

Forestillingen udspiller sig i en lille stuelejlighed, der til forveksling ligner et snusket bordel. I entréen bydes man på et glas Asti, en kop te eller en kop kaffe, og så sidder man ellers og venter på at blive vist ind i det lokale, hvor forestillingen skal udspille sig. I alt er der ca. 14 fremmødte for at se forestillingen, og derfor bliver det meget intimt, da Eja, der spiller forestillingens eneste ”rigtige” rolle, træder nøgen ind i lokalet. Her har Eja mulighed for at udspille sin exhibitionisme for fuld flor, og tilhørerne bliver som det første bedt om at klæde hende på, og kan frit vælge mellem undertøj, underkjoler, selvsiddende strømper, korset og stilletter. Hele situationen virker plat og grænseoverskridende, og sådan forløber det første kvarters tid af forestillingen.

Herefter sætter Eja sig i vindueskarmen, og vi kan som tilskuere se, hvordan forbipasserende er ved at dreje nakken af led, da de ser den lettere påklædte Eja sidde der til offentlig skue. Eja begynder at fortælle, hvordan hun længe har været nysgerrig på at sælge seksuelle ydelser. På gulvet begynder hun at nedfælde det ene regnestykke efter det andet. Først udpensler hun, hvordan hun som skuespiller kun får 14 kr. i timen, derefter hvor mange sexpartnere hun har haft og hvor mange gange hun har haft sex med dem. Og derefter, hvad hun kunne have tjent, hvis hun havde taget penge for hvert af de seksuelle forhold hun havde været i.

Herefter griber hun ud efter en megafon, og begynder at skrige feministiske gloser ud i rummet, gloser fra kvinder, der i hendes øje er fordomsfulde og stigmatiserende overfor de såkaldte sexarbejdere. Herefter sætter hun sig på hug og begynder at messe om, hvor lidt hun kan genkende det billede, som disse skarpe feminister optegner. Hun går rundt på gulvet, og begynder at fremhæve dem der har et negativt syn på prostitution. Uden varsel, kigger hun målrettet på Netværksgruppens talsperson, og nævner hendes navn, som en af dem der intet positivt har at sige om sexindustrien. En bombe rammer lokalet. For det kan næppe have stået i manuskriptet, da vores talspersons deltagelse ikke har været annonceret nogle steder. Samtidig efterlod det en masse summen i rummet, for tilhørerne blev i tvivl om, om Tanja mon var en del af forestillingen, og ikke mindst, hvem var hende Tanja, og hvorfor kunne man bare spørge hende?

Hos Netværksgruppens medlemmer efterlod der sig en ambivalens. Var dette et personligt angreb? Og i så fald, var det berettiget, når vi fra Netværksgruppen var kommet med et åbent sind? Hvad ville Eja opnå med det? Og hvilken relevans havde det for hendes forestilling?

Tilskuerne blev derefter bedt om at træde op på gulvet.

Eja tager sin tusch og skriver ’Ja’ på den ene side af en streg og ’Nej’ på den anden side. Hun begynder nu at stille spørgsmål, som tilhørerne skal tage stilling til. Vi i Netværksgruppen engagerer os, og flytter os naturligvis fra den ene til den anden side, afhængig af hvilke spørgsmål hun kaster ud i plenum.

Efterfølgende blev vi bedt om at stille os i en ’intim’ cirkel, som hun efterfølgende rettede til ’bare en almindelig cirkel’. Her blev tilhørerne bedt om at klæde hinanden af med øjnene og tage stilling til, hvem man følte sig seksuelt tiltrukket af. For Netværksgruppen føltes det både krænkende og intimiderende, men vi holdt den gode tone, og lod os blive begloet. Derefter skulle vi tage stilling til, hvem i gruppen vi ville sælge seksuelle ydelser til og hvor meget vi ville tage for det. – For os var det fuldstændig absurd. Men vi holdt skansen, blev stående og forholdt os åbent til det, selvom vi alle sammen havde lyst til at forlade cirklen og sætte os ned på vores plads.

Ud af det blå rettede Eja et personangreb mod Netværksgruppens talsperson. Her blev hun overfuset med kritikken om, at hun jo talte negativt om sexarbejdere og var med til at stigmatisere dem. Vores talsperson blev overrasket over den personlige hetz, og spurgte Eja, om der er tale om en professionel forestilling, for den adfærd hun lagde for dagen, virkede ikke særlig professionel.

En diskussion begyndte at udspille sig, og Eja blev mere og mere aggressiv og højtråbende og var i tydelig angrebsposition. Tanja gjorde hende opmærksom på, at hendes personlige angreb ikke var ok, hvorefter Eja sagde til hende, at hun jo bare kunne vælge at gå. Tanja svarede hende med at sige, at hun var betalende tilskuer som alle andre, og at intet berettigede Eja til at komme med personlige angreb, da alle her var indforståede med, at der er tale om en teaterforestilling.

Vi andre reagerede også. Ikke blot os fra Netværksgruppen, men også mange af de andre tilskuere, som blev vidne til en aggressiv diskussion. Eja følte sig pludselig urimeligt behandlet, fordi Tanja havde stillet spørgsmålstegn ved hendes professionalisme, uden at tage ansvar for de personlige angreb hun selv havde lagt for dagen. Bølgerne begyndte at gå højt. Eja kritiserede kvindelobbyen, ja selv EU, som har anbefalet medlemslandene at indføre den nordiske model. Hun begyndte at kritisere lovgivningen i Sverige og fortalte, hvor stigmatiserede sexarbejderne i Sverige føler sig.

Som sendt fra himlen åbnede en svensk kvinde munden. Hun havde været prostitueret i Sverige og fortalte, hvordan hun og mange andre følte sig beskyttet af loven. Eja kom til kort, og hver gang hun ikke kunne argumentere mod tilskuernes spørgsmål, så lukkede hun munden på dem ved at sige ’Det vender vi tilbage til’… – Det gjorde Eja bare aldrig.

Da Eja ikke lykkedes med sin glorificering af prostitution, gik hun nu over til, at folk skulle sætte balloner fast til hendes korset. Her havde vi i Netværksgruppen fået nok og valgte at forlade forestillingen.

Og hvordan indleder man så en anmeldelse af en forestilling, som var alt andet end det man forventede? Hvordan foregriber man en anmeldelse af en forestilling, som ikke havde så meget som en snert af kunst eller performance over sig? Hvordan anmelder man en forestilling, som var både krænkende, personrettet og aggressiv på samme tid?

Det gør man ved at give forestillingen 0 ud af 5 stjerner!

Og hvorfor så det?

I Netværksgruppen for kvinder med erfaring fra og som er ude af prostitution, engagerer vi os naturligvis i prostitutionsdebatten. Det gør vi på forskellige måder, herunder at deltage i arrangementer, der berører det emne der har relevans for vores egne personlige erfaringer med prostitution. Og derfor havde fire af Netværksgruppens medlemmer da også bestilt billetter til forestillingen i Korsgade, fordi vi var nysgerrige på forestillingens vinkel og hensigt.

Vi var forberedt på, at der ville være tale om en glorificering af prostitution. Derfor havde vi naturligvis forberedt en række spørgsmål til den efterfølgende debat – spørgsmålene nåede vi dog ikke at tage udgangspunkt i, da Eja lykkedes med at få bølgerne til at gå så højt, at det lignede en konflikt i børnehavens sandkasse. Her forsvarede hun Susanne Møller, Sexarbejdernes Interesseorganisations talsperson, som havde det så hårdt, fordi ingen troede på hende.

Samtidig var vi forberedt på, at det at skulle træde ind i noget der var indrettet og udsmykket som et bordel, ville skabe ubehag i os og vække genklang til gamle minder, lugte og oplevelser. – Og netop der viser Netværksgruppen sin styrke og sin berettigelse, fordi det vi gør i Netværksgruppen, er at passe på hinanden, når de gamle minder kommer for tæt på. Vi har også hinandens ryg, så når nogen angriber et medlem af Netværksgruppen, så står vi op for hinanden. – At vi var så heldige, at en svensk kvinde med prostitutionserfaring også havde modet til at fortælle om egne erfaringer, gjorde det slet og ret til en pinlig og usaglig performance, som Eja bør overveje, før hun igen begiver sig ud i den slags selvpromoverende propaganda.

Alligevel var vi i Netværksgruppen indstillet på at komme med et åbent sind, uden fordømmelse og uden at have paraderne oppe. Vi ville tage det for, hvad det var og være nysgerrige og undersøgende på, hvordan prostitutionsfortalere forholder sig til det store emne, som prostitution er. Og her blev vores forestillinger bekræftet. For SIO har alle dage vist sig at være aggressive og uden interesse i nogen som helst form for dialog. Og selvom Eja lagde op til, at SIO og tidligere prostituerede burde gå i dialog, så var hun på ingen måde åben for dialogen. Hun var i forsvars- og angrebsposition, og når hun ikke fik sin vilje, så skreg hun nærmest så højtalerne var ved at springe.

Og lige netop det billede genkender vi så godt fra os selv. Hun lignede nemlig os selv, da vi selv befandt os i prostitution. I angreb, i forsvar, uden stopklods, og med en mur så høj som Rundetårn. Hendes ”JEG VIL HAVE LOV TIL” mindede om en 8-årig pige, der ikke fik sin vilje. Faktisk mindede adfærden så meget om et lille barn, at det var svært ikke at blive ramt af empati, og faktisk få lidt ondt af hende. – Men vi husker også fra os selv, hvordan det sidste vi ville have, var omsorg, medlidenhed og medfølelse, for paraderne var allerede så højt oppe, at ingen skulle risikere at trænge igennem og se vores sårbarhed.

Vi forlod forestillingen. Her stod vi på Blågårds Plads, os fire – firkløveren, som efterhånden har fået nogle oplevelser til fælles, i forhold til, hvad man skal være forberedt på, når man bevæger sig ind i denne debat. – Pludselig kom en anden engel, som sendt fra himlen. En ung fyr, som også havde overværet forestillingen, kom hen til os. Han var ligeså rystet som os, og mente at der var tale om ren og skær propaganda. At Ejas opførsel, i forhold til de personlige angreb og hentydningen til at vores talsperson og resten af Netværksgruppen jo bare kunne gå, hvis vi ikke ville finde os i de personlige angreb, var fuldstændig hen i vejret. Og sådan var det heldigvis med de fleste af tilskuerne. De havde gennemskuet Ejas dårlige skuespil, og hun opnåede ikke det hun ville, nemlig at få folk til at tro på forestillingen om den tilfredse sexarbejder som overskyggende i sexindustrien.