Workshop for par

 

Praktisk: Der er plads til 8 deltagere (4 par) per forløb

Sted: Trekronergade 66, 2500 Valby

Pris:  1.495 kr. per par. Ved afbud, mindre en 8 dage før workshoppens afholdelse, refunderes beløbet ikke.

Tilmelding: Senest 2 uger før kursustart, på kontakt@tanjarahm.dk

WORKSHOP FOR PAR

– Et undervisningsprogram i kærlighedens navn

 

Mange par har svært ved at kommunikere; tale sammen, lytte til hinanden og være nærværende. Faktisk siges det, at 70 % af parforholdet består af kommunikation. Men hvad er det, der skal til for at kommunikationen bliver sund, dialogen ligeværdig, og vi ikke længere taler forbi hinanden?

Målgruppe: Målgruppen er par i alle aldre, på tværs af køn og i alle stadier af kærlighedens faser fra nyforelskede par til etablerede ægtefolk med og uden børn. Nogle par deltager med henblik på at forebygge konflikter mens andre deltager som et sidste forsøg på at styrke kommunikationen og intimiteten inden et eventuelt brud. Oftest er det dog par, som søger værktøjer til en respektfuld dialog, som savner viden om og indsigt i partnerens reaktioner og handlemønstre, og som er trætte af at tale forbi hinanden.

Formål: Formålet er at give jer ny, inspirerende og relevant viden i form af teoretiske oplæg hvor vi gennemgår alt fra forelskelse, parforhold og kærlighedssprog til værdier, forventninger, faresignaler og tale-lytte-teknik med udgangspunkt i kognitiv og narrativ terapi. Undervejs går I som par i dialog om de emner, der er relevante for jer med afsæt i de præsenterede metoder. Det styrker muligheden for, at integrere ny viden og redskaber, uden at dele noget i plenum. Alle øvelser foregår nemlig udelukkende med egen partner og ingen behøver at fremlægge noget i plenum, hvorfor I kan føle jer trygge og private, selvom der er andre par til stede.

Kurset er ikke terapi men et undervisningsprogram, hvor I får viden i form af teori og oplæg og efterfølgende træner og integrerer ny viden og nye redskaber sammen med egen partner. I får altså præsenteret alt det, der er nødvendigt at vide for at kunne kommunikere på en kærlig og respektfuld måde og går derfra med konkrete måder at anvende den nye viden på i praksis.

 Målet er at give jer redskaber til:

– At opleve større følelsesmæssig tryghed
– At styrke en anerkendende tilgang og dialog
– At begynde med jer selv og tage ansvar for egne handlinger

– At ruste jer til en større gensidig forståelse og empati
– At give trygheden næring i et langsigtet perspektiv

– At forebygge brud og skilsmisse

Arrangør: Gruppen varetages af Tanja Rahm. Tanja er uddannet pædagog, terapeut og coach og har, foruden en lang række kurser, en Masterclass i psykologi. Hun har siden 2006 hjulpet par både individuelt, gennem parkurser, via parterapi og som mentor i både mande- og kvindegrupper. Hun har været skribent på magasinet Tidens Kvinder, har været brevkasseredaktør og er forfatter til bogen ”A-Z – Kærlighed & Seksualitet” og har bidraget med et kapitel i bogen: ”Prostitution Narratives” udgivet af forlaget Spinifex.