# 2 – Venlighed eller grænseoverskridende adfærd?

I en alder af 35 år, er det åbenbart stadigvæk svært at skelne. Er ikke i tvivl om, at det er et levn af fortidens spøgelser, som stadig lurer i mit sind. Den manglende evne til, hurtigt at spotte, eller sige fra, når nogen træder ind på min privatsfære. Jeg har lært, ikke længere at dunke mig selv oven i hovedet, når jeg igen og igen tager mig selv i, at lade andre overskride mine grænser. – Men det ville være løgn, hvis jeg sagde, at det ikke nager mig, at jeg ikke tydeligt kan sige ”hallo kammerat, få lige fingrene væk”.– Af ”Kæmp”, ”Frys” eller ”Flygt”, lander jeg stadig i ”Frys”. Præcis som jeg gjorde, da jeg blev udsat for det første overgreb som 10-11årig, igen som 12-årig, 13-årig, 14-årig, 15-årig, 16-årig og 17-årig. – Og videre op gennem livet.

”Frys” betyder i min verden: tilpas dig, opfør dig ordentligt, gør som der bliver sagt, har du sagt A må du også sige B.. – Hvis du ikke tillader at dine grænser bliver overskredet, så er der ikke nogen der vil elske dig, så vil du blive straffet, du vil blive forladt… Men rationelt ved jeg jo godt, at det ikke har nogen som helst sammenhæng med virkeligheden.. Men de fandens spøgelser dukker alligevel op fra tid til anden..

I den periode, der nu har varet 6 måneder, hvor jeg gentagende gange har følt mine grænser overskredet af boligforeningens havemand, har jeg konstant tvivlet på min egen dømmekraft.. – Jeg har været bange for at anklage ham for noget, hvis han nu bare var en venlig mand… – Men helt ærligt… Den fede mand i 50’erne, som befamlede mig da jeg var 10-11 år, var vel i bund og grund også en venlig mand.. – Han var bare en venlig pædofil mand… Men med havemanden kunne jeg ikke føje pædofil til.. – Jeg er jo 35 år nu.. Alligevel ser jeg mig selv i samme stivnede situation, hvor jeg føler mig som et dårligt menneske, hvis jeg skal afvise ham eller sætte grænser… ”Det er jo nok bare mig der er nærtagende”.. Men da jeg for en uges tid siden fortalte min mor den fulde historie om havemandens adfærd, tydeliggjorde hun, at hans opførsel på ingen måde var acceptabel.. Jeg havde ligesom brug for at høre min mor sige det, før jeg selv kunne handle på det.. Derefter fortalte jeg naboen om mine oplevelser.. Hun reagerede stærkt på mine beretninger, og henvendte sig med det samme til viceværten for at fortælle ham hvad der foregik.. Han gik direkte til formanden, og nu vil man sørge for at få havemanden fjernet herfra…. – Inden jeg vil beskrive hvad jeg gennem de sidste 6 måneder har oplevet, er jeg nødt til at indrømme, at endnu et af fortidens spøgelser dukker op.. – Og det er den forbandede dårlige samvittighed.. Samvittigheden over, at jeg måske bliver årsag til hans fyring.. Samvittigheden over at udstille ham og sætte ham i et dårligt lys… Samvittigheden over, endnu en gang at skulle være den der bliver krænket, fordi jeg ikke den aller første gang han overskred min grænse, tydeligt fik markeret, at hans adfærd ikke var ok.. – Den forbandede samvittighed…

For 6 måneder siden flyttede Amalie og jeg hen i et nyt rækkehus… Jeg har ikke tidligere været vant til at bo i lejebolig, og blev noget overrasket over at se, hvilken type, der OGSÅ bor sådanne steder.. Jeg vil nødig lyde fordømmende, men det er jo ikke nogen overraskelse, at der i denne type kvarterer kan være en del skæve eksistenser… Og det er der også her… Størstedelen af dem der bor her, er dog både søde, imødekommende og ”normale”… I en lejebolig har man 2 uger til at påpege fejl og mangler, og det gjorde jeg da også, i den grad… Viceværten og havemanden (som også er viceværtens assistent), kom for at gennemgå mangellisten.. I den forbindelse skulle de blandt andet lave udluftningen på mit badeværelse.. De knoklede løs, og jeg talte om løst og fast… Da de var færdige, tog de deres ting, sagde pænt farvel og gik deres vej… Men 5 minutter efter kom havemanden tilbage.. Jeg tænkte, at han måske havde glemt noget eller måske havde glemt at give mig en besked.. Jeg åbner døren, hvorefter han går ind i min entré… Det viser sig, at han, imens de knoklede løs på badeværelset, har bemærket, at jeg har en tatovering i nakken.. – Det er ikke en tatovering, som jeg er videre stolt af, især fordi, den åbenbart på nogen, sender nogle signaler, som kan mistolkes.. – Derfor er mit hår stort set altid løsthængende, med mindre jeg bevæger mig rundt i mit eget hjem! Han går hen bag ved mig, og rører ved min tatovering, og siger ”Det er en flot tatovering du har”.. – Jeg trækker mig tilbage, skynder mig at tage hårspændet ud, og fortæller ham med nervøs stemme, at det ellers ikke er en tatovering, som jeg er særlig stolt af, og at jeg faktisk helst så, at den blev fjernet… Han svarer forundret, og siger, at det ville være synd, fordi den er rigtig pæn.. – Jeg fortæller at jeg har travlt, hvorefter han går.. Jeg sætter mig i sofaen, og kigger tomt ud i luften.. – Tænker ”Hvad fanden gik det ud på??” Men efter at have rystet på hovedet nogle gange, vælger jeg, ikke at lægge mere i det.. Men allerede dagen efter vender han tilbage.. han banker på, jeg åbner op, og igen vader han ind i min entré, uden at være blevet budt ind.. Han begynder at fortælle, at nogen fra hans hjemland kan fjerne den, og at han eventuelt kan skabe kontakten til Tyrkiet… Jeg kigger forundret på ham, og fortæller ham, at jeg ikke har planer om at få den fjernet lige nu, og at jeg under ingen omstændigheder skal have fjernet den i Tyrkiet… Igen får jeg givet udtryk for at jeg har travlt, hvilket jeg jo også har, for det har jeg stort set altid.. – Så han går… Det næste lange stykke tid knokler jeg løs med min praktik.. – Er stort set aldrig hjemme.. – Gudskelov… Dog befinder han sig meget ofte ude på parkeringspladsen foran mit hus, og når jeg skal køre eller kommer hjem, står han der jævnligt… Spørger til hvad jeg skal… – Fortæller mig, at det er dejligt, at der er flyttet sådan en smuk pige ind.. Spørger til mit forhold til mænd… Tænker: ”Nåå ja, men det er da nok bare venlighed og en naturlig interesse for beboerne”….

I juni måned sidder jeg ude foran mit hus og er i gang med at fjerne ukrudt.. Det er mandag, men jeg tror det er søndag… Pludselig står han igen ved siden af mig… ”Jeg spørger ham ”Er du på arbejde på en søndag?” Han sætter sig ned på hug helt tæt på mig.. ”Det er mandag i dag”… Jeg bryder ud i grin, fordi jeg synes det er lidt komisk, at jeg ikke har styr på dagene.. Vinden blæser, og mit hår flyver hen på mine læber.. Inden jeg når at fjerne det, har han sin hånd henne ved min mund, hvor han trækker mit hår væk.. Igen frøs jeg.. Det trak sig sammen i mig.. Han var så langt inde over min privatsfære.. Jeg tænkte tusind tanker… ”Er det mig der er for nærtagende??” ”Er det et levn fra min fortid, at jeg bliver utryg, når folk rører ved mig?” ”Er det normalt, at andre piller hår ud af munden på en??” Jeg fjerner fokus, og spørger ham hvad man stiller op, hvis man skal leje fælleshuset… Han fortæller, at jeg bare kan komme ned på kontoret.. At han er der til kl. 15.30… ”Ok” svarer jeg.. ”Så kan jeg lige nå at blive færdig og få et bad”…. Da jeg er færdig går jeg ind i mit hus…. Lidt efter banker det på døren… Jeg åbner op, og han vader direkte ind i min stue og sætter sig i min sofa… Jeg er helt målløs… Han begynder at udspørge mig om jeg ikke ser en mand, og da jeg svarer ”nej, ellers tak, jeg holder lige en lang pause”, for ligesom at markere, at han ikke har en chance, begynder han at udspørge mig om Amalies far… Jeg forsøger at sno mig udenom, og spørger om der var noget bestemt han ville.. Han har taget kalenderen med, så jeg kan booke festlokalet… ”Nej hvor venligt”, tænker jeg.. – Men er alligevel i tvivl… Jeg skal booke lokalet fredag og søndag…. Han tilbyder mig, at jeg allerede kan få nøglen torsdag, og at jeg bare kan beholde den om lørdagen uden beregning, da lokalet alligevel er ledigt der.. ”Nej hvor venligt”, tænker jeg endnu en gang…… Han spørger om jeg vil se lokalet, og det vil jeg gerne.. Idet vi rejser os ser han, at jeg ikke har nogen opvaskemaskine endnu.. Han spørger, om han skal kigge efter en til mig.. Jeg store idiot siger ”Altså hvis der alligevel er nogen der skal af med én, så vil jeg da meget gerne have den”.. Han lover, at han nok skal holde øje… Vi går over for at kigge på festlokalet.. Han kigger mærkeligt på mig… Et blik jeg kender og har set 1000 gange før.. Et sultens og dybdeborende blik… Det føles ubehageligt at stå der… Jeg skynder mig at takke af, og vender tilbage til mit hus…

Jeg kan mærke ubehaget i mig på det tidspunkt.. Tænker på, om det nu var en god idé, at takke ja til at han skulle kigge efter en opvaskemaskine til mig… Jeg ville jo nødig stå i gæld til ham på nogen måde… Jeg har heldigvis stadig travlt, og er stort set aldrig hjemme… Men så banker han på igen… Nu har han en bordopvaskemaskine, som jeg kan få.. Jeg takker nej, da jeg hellere vil tage opvasken på gammeldags manér, end at have en opvaskemaskine stående på mit køkkenbord… Han begynder at tale med Amalie.. Udspørge hende om hendes klasse, fag og alt mulig andet… ”Ihh hvor er han venlig”, tænker jeg…. Men samme aften har han skrevet til mig på Facebook.. Det vender sig i mig da jeg opdager det… ”Hvad fanden bilder han sig ind” tænker jeg… ”Han skal overhovedet ikke sidde der og søge på mit navn på Facebook”!!! Jeg svarer ikke, og skubber tanken om det væk….

Jeg bruger festlokalet, og uheldigvis er der et glas der smadrer… Jeg har ikke lyst til at gå ind på kontoret, for at aflevere nøglen efter weekenden, for viceværten er på ferie, så jeg smider nøglen i postkassen og skriver en seddel om, at jeg gerne vil booke lokalet igen til januar… Beklager desuden at et glas er blevet smadret, og at jeg naturligvis nok skal betale for et nyt… Solen skinner fra en skyfri himmel.. Jeg lægger mig topløs ud i min have, og ligger og taler i telefon… Pludselig står han på den anden side af hækken… han smiler over hele hovedet.. Jeg ligger heldigvis på maven, men bliver alligevel utilpas over, at han står der og glor på mig.. Jeg viser med mit kropssprog, at jeg taler i telefon, og han smiler og vinker… Jeg taler videre…. 10 minutter efter står han der igen.. Denne gang føler jeg mig provokeret! Jeg peger på telefonen og sender ham et bebrejdende blik… Han smiler og vinker og går derefter… En halv time efter banker det på døren.. Men nu er jeg blevet utryg.. Synes det er en ubehagelig situation, at han lige har set mig i haven, og at jeg ved, at han ikke bliver ude i døren, men vader ind i mit hus, så jeg gemmer mig, mens mit hjerte hamrer.. Han går igen.. Amalie kommer hjem fra skole.. Det banker på døren, og hun går ud og åbner.. Jeg styrter efter hende, og når lige at holde hoveddøren på klem, så han ikke kan gå ind i huset.. Jeg spørger hvad han vil.. Han har åbenbart læst min seddel, som lå i postkassen.. Jeg skulle ikke tænke på glasset.. Det betød ingenting… Og han havde skrevet datoen for den nye leje i kalenderen… ”Nej hvor venligt” tænkte jeg, for 117 gang! Han udspørger Amalie, om hun havde haft en god fødselsdag… Han er næsten ikke til at drive ud… Til sidst må jeg sige til ham, at vi altså skal videre i programmet… Det er tydeligt, at Amalie finder hele situationen ubehagelig… Hun spørger, hvorfor han kommer hele tiden… Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, og må erkende, at jeg nok ikke får skjult min frustration godt nok… Hun begynder at blive utryg ved ham… – Måske fordi hun fornemmer, at jeg er det….

Et par dage efter går Amalie og jeg hen på legepladsen for at gynge.. Klokken er 19.30… Han har for længst fået fri… Men pludselig cykler han forbi… Han vinker og smiler.. Jeg nikker bare til ham… 5 minutter efter kommer han tilbage.. Cykler ind på legepladsen, 3 meter fra os, sætter fødderne i græsset og lægger hovedet i hænderne, som hviler på styret… Her står han og kigger på os… Beundrer os, smiler… Men det var ubehageligt.. krænkende.. Grænseoverskridende… Tankerne flyver rundt i mit hoved… ”Hvad fanden laver han???” Efter cirka 5 minutter spørger han, om vi ofte er ude på legepladsen.. Jeg svarer lidt provokerende ”øhh ja.. Det er jo ikke så usædvanligt, når man har et barn!!” Han kigger videre… Smiler over hele hovedet.. Både Amalie og jeg mister lysten til at gynge.. Farten tager langsomt af, og jeg vågner op og tænker, at jeg er nødt til at sende et klart signal, så Amalie ser at jeg handler på den slags situationer.. Jeg spørger ham om han vil noget specielt.. Han svarer ”øhh ja.. Det var med hensyn til den der opvaskemaskine.. Jeg har en til dig”.. ”Okay” svarer jeg… ”Det lyder da dejligt”.. ”Ja”, svarer han ”kan jeg få en nøgle til dit hus, så jeg kan installere den??” ”Øhh, nej, du kan ikke få en nøgle.. Du kan jo bare komme imens jeg er hjemme”… Nåå ja” siger han.. ”Men kan jeg så ikke dit nummer, så jeg kan ringe til dig når jeg har hentet den”?? ”Hentet den? Er det ikke her fra området” spørger jeg.. ”Nej, det er den ikke”.. ”Men kan jeg så ikke selv hente den? Du skal jo ikke til at hente og køre og bringe” siger jeg.. – Men det insisterer han på… Jeg siger ok til, at han kan få mit nummer… I mit stille sind vidste jeg, at jeg ikke skulle gøre det… Men ”Frys” betyder tilpas dig, opfør dig ordentligt, gør som der bliver sagt, har du sagt A må du også sige B.. – Hvis du ikke tillader at dine grænser bliver overskredet, så er der ikke nogen der vil elske dig, så vil du blive straffet, du vil blive forladt…!!

Jeg giver ham mit nummer.. Han spørger om jeg også vil have hans.. ”Nej tak” siger jeg.. ”Du kan bare ringe, når det går i orden med opvaskemaskinen”.. Amalie rejser sig fra gyngen med tårer i øjnene… Først dér går det op for mig, at jeg er ved at lære min datter, at ”Frys” betyder grænseløs og manglende evne til at sige fra… Jeg siger til ham, at vi skal ind nu.. Jeg går hen til Amalie og lægger armen om hende.. Han følger efter os.. Helt hen til huset… Jeg går ind og lukker døren… Amalie bryder sammen… ”Mor, jeg bryder mig ikke om at han kigger på os”… ”Mor, jeg kan ikke lide at være på legepladsen alene, for han kommer hele tiden og kigger”…. Først der kom vreden.. Da jeg så utrygheden i hende… Nu måtte jeg handle… – Og så gik det ligesom slag i slag…. Nabo, vicevært.. Formand…. Og en snarligt fyret havemand… Men samvittigheden er der stadig… Var han bare venlig?? Eller var hans adfærd grænseoverskridende????

Jeg ved at jeg jævnligt har følt mig krænket og utilpas… Men er det bare mig der har en generel mistanke til folks intentioner? Er det mig, der ikke kan skelne imellem venlighed og grænseoverskridende adfærd?? Jeg må stole på min mavefornemmelse.. Stoler jeg ikke på min egen, så må jeg i hvert fald stole på Amalies… Og den kom til udtryk gennem hendes tårer… Og hun skal under ingen omstændigheder ”fryse”.. Hun skal ”Kæmpe”.. Kæmpe for sin ret.. Kæmpe for sin privatsfære.. Kæmpe for sin ret til at sige fra og sætte grænser… Jeg må vidst øve mig endnu mere i, at være et godt og troværdigt forbillede…

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: