Oplæg på ungdomsuddannelser

Sugardating – det er da helt normalt, ikk’?

Sugardating er et begreb, der vinder større og større indpas blandt helt unge – og særligt unge piger. Senest førte dokumentarserien ”Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling”, som blev vist på DR i december 2017 til et stigende antal unge medlemmer på portalen sugardaters.dk, hvilket kan betyde, at der efterhånden er tale om en større og større samfundsmæssig accept af sugardating koblet af det faktum, at sugardating dybest set er en variant af det vi kender som simpel prostitution. Gina Jacqueline fortalte da også i et interview efter dokumentarserien var kørt over skærmen, at hun efterfølgende havde erkendt, at der var tale om prostitution og at hun var helt færdig med at beskæftige sig med det område. Men på det tidspunkt var programrækken allerede det mest sete tv-program i 2017 og Gina Jaqueline har nu mere end 45.000 følgere på Instagram.

Men hvad er sugardating egentlig? Hvorfor synes det ligetil at sælge et blowjob for en taske eller et par kunstige negle? Ved de unge nok om de langsigtede komplekse skadevirkninger af prostitution? Og ved de, hvad der er årsag til, at de ukritisk kan bruge deres seksualitet på en måde, hvor den kan byttes for materielle goder og kolde kontanter? Hvordan påvirker sugardating deres identitet? Hvordan påvirker det deres seksualitet? Og hvad med deres grænser? Og er det bare de ældre generationer, der har en forstokket holdning til sex og som i virkeligheden bare vil forhindre de unge i at eksperimentere med deres seksualitet?

Oplægget varer halvanden time. Der er efterfølgende plads til dialog med spørgsmål og input fra de unge. – Der er desuden mulighed for at arbejde videre i grupper med forskellige arbejds- og refleksionsspørgsmål, som kan bidrage til en større debat blandt de unge, hvor de får mulighed for at reflektere og debattere i mindre grupper.

For yderligere oplysninger benyt kontaktformularen i venstre side.