# 4 – Efterveerne af en Borderline-struktur

I tidernes morgen, da jeg stadig var teenager, sagde de på ungdomspsyk, at jeg var grænsepsykotisk.. Den sætning har lydt i mit indre lige siden.. For hvad betød det?? – Ja udover at jeg var på grænsen til at være psykotisk?? Men hvad ville det sige at være psykotisk?? Og hvorfor besluttede de sig pludselig for, at de ikke kunne gøre noget for at hjælpe mig?? Hvis man er på grænsen til at være psykotisk, så er det vel et udtryk for, at man har brug for massiv støtte, eller??

I årene efter rodede jeg rundt.. Traf de mest besynderlige beslutninger for mig selv.. Lod mig grænseoverskride og misbruge… Grænseoverskred og misbrugte.. For jeg var ikke bedre selv.. Jeg vidste ikke bedre.. I mange år var verden mit cirkus og jeg var cirkusprinsessen.. ”Se mig, hør mig”.. ”Klap når jeg kommer, klap af mine cirkusnumre, klap når jeg går”… Hele tiden skulle jeg have opmærksomhed, bekræftelse og mærke suset, når nogen ville mig, fandt mig interessant, tiltrækkende, seksuelt attraktiv eller blot nød godt af mit selskab.. Alt var i min verden seksualiseret.. Jeg kunne stort set ikke have en samtale, som jeg ikke på en eller anden måde drejede ind på sex.. For det var jo min vinderformular.. Her jeg kunne forarge, overraske, gøre mig interessant, eller skabe opmærksomhed omkring min person..

Da jeg var i midten af 20’erne fik jeg en kæreste.. Vi var ikke sammen ret mange måneder, før jeg måtte lade ham gå.. Jeg nægtede nemlig at ændre mig, fordi jeg ikke den gang kunne se at noget stadig var rivende galt.. Men jeg husker så tydeligt et helt konkret eksempel, hvor han italesatte, at jeg brugte sex som en måde at tiltrække mig opmærksomhed.. Vi var på café sammen med 4-5 andre.. Vi sad og spiste, da jeg lige pludselig syntes det var oplagt at begynde at tale om urin- og analsex.. Der var andre par til stede, og fyrene talte lystigt med.. Men pigerne blev betuttede og fandt mig nok temmelig vulgær, fordi jeg åbent fortalte om min egen grænseløse seksualitet.. Min kæreste blev indelukket… – Men jeg var ligeglad.. Jeg havde en fest… Jeg var jo selskabets midtpunkt.. Men da vi tog hjem sagde min kæreste: ”Tanja, det er altså ikke normalt”… På det tidspunkt syntes jeg han var snerpet og dobbeltmoralsk.. Det var jo ham der nød godt af min bramfrie seksualitet.. – Men det gav mig alligevel stof til eftertanke.. Var det ikke normalt?? I min verden var det jo.. Det virkede og gav mig det kick jeg konstant søgte… Men alligevel begyndte jeg at kigge på mine omgivelser.. Og han havde ret.. Det var ikke normalt.. Andre gjorde det ikke, og når jeg i dag er i selskab med mennesker, som gør ligesom jeg selv gjorde, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor de har brug for at skabe den form for opmærksomhed omkring deres egen person… Ikke desto mindre… Få dage efter vores forhold sluttede, skrev jeg til en fremmed fyr på nettet: ”Hvis du går nu, hvornår kan du så være her?”

Da jeg i forbindelse med min uddannelse skulle i praktik på et opholdssted, mødte jeg en gruppe teenagepiger, hvor flere var diagnosticeret med diagnosen emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, i daglig tale kaldet Borderline. De første uger var skrækkelige, fordi jeg konstant følte at jeg så mig selv om og om igen.. De problemer og udfordringer pigerne havde, var så lig dem jeg selv havde kæmpet med, i størstedelen af mit liv… – Jeg havde bare aldrig vidst, hvorfor jeg var som jeg var.. Jeg kunne godt pege tilbage på flere situationer, som havde haft indflydelse på, hvorfor jeg havde svært ved at stole på nogen, knytte mig til nogen, og kæmpede med et lavt selvværd. – Men jeg vidste ikke, at mine mange mønstre havde et helt konkret navn. Jeg kunne jo kun tænke tilbage på begrebet ”grænsepsykotisk”, men syntes ikke det dækkede mit liv ordentligt. Jeg blev nysgerrig på diagnosen Borderline og bestilte en bog over nettet. Da jeg pakkede den ud stod der på første side: Borderline, tidligere kaldet grænsepsykoser. Der faldt 10-øren.. Den faldt hårdt, og selvom jeg ikke er tilhænger af diagnoser, og rent faktisk er ved at kaste op over, at vi alle sammen skal puttes i kasser, fordi vi ikke passer ordentligt ind i samfundet, så var det alligevel en lettelse at finde ud af, at alle de ting jeg havde oplevet i mit liv, havde resulteret i, at jeg havde udviklet forskellige strategier, som en måde at dække over, at mit selvhad faktisk var så voldsomt, at tanker om selvmord lurede konstant.. – Også selvom min datter var kommet til verden.. Hver gang jeg følte modstand eller blev ked af det, var det altid dystre tanker om, at alting ville være meget nemmere, hvis jeg ikke var her.. Jeg lavede planer om, at Amalie kunne vokse op hos mine forældre.. – Jeg forestillede mig hvilket afskedsbrev jeg skulle skrive til hende.. – At jeg havde taget mit eget liv, fordi hun var bedre tjent uden mig… Fordi hun var så smuk og unik, at hun fortjente et ordentligt liv, men at jeg ikke var i stand til at give hende det… At min utilstrækkelighed ikke skulle gå ud over hende… – Men i alle de dystre tanker vidste jeg, at Amalie til hver en tid ville have ønsket at have en mor, uanset om denne var god eller dårlig… – At jeg først ville ødelægge hende, hvis jeg reelt valgte at tage mit eget liv… – Men det handlede nu heller ikke så meget om det konkrete selvmord… – Det var mere den energi jeg brugte på tankerne omkring selvmordet…

Jeg vidste at jeg ikke kunne sige det højt, fordi folk ville tænke at jeg var sindssyg og måtte indlægges.. – Men jeg sagde det altid til min mor.. ”Jeg vil ikke leve mere”… ”Jeg kan ikke mere mor”… ”Jeg orker det ikke mere”….. ”Jeg er så træt af mit liv”…. Min mor vidste nemlig, at jeg på trods af tankerne, alligevel satte livet og Amalie så højt, at jeg aldrig ville gøre det.. – Men en dag italesatte hun, at jeg ofte brugte selvmordet som en slags trussel.. Som en måde at fortælle at jeg havde det rigtig skidt.. At man ikke behøvede at true med selvmord, for at få hjælp eller en skulder at græde ud ved.. Man kunne bare sige at man var ked af det og havde brug for at tale med én.. Og hun havde ret.. – Min sort/hvide tænkning gjorde, at jeg tænkte at folk ikke ville tage mig alvorligt, med mindre jeg var på dødens rand.. Som om jeg først var værdig til omsorg eller opmærksomhed, hvis verden var ved at falde sammen om ørerne på mig..

Hele mit liv var én stor byttehandel… Jeg giver dig min krop, hvis du fortæller mig at jeg er sød, smuk eller elskværdig.. Jeg giver dig min krop, hvis du laver mit gulv, mine stikkontakter, eller giver mig stoffer eller andre materielle goder… Jeg giver dig min krop hvis du vil have den, for jeg ejer ikke retten til at sige nej… Jeg giver dig min krop, fordi jeg ikke ved, at jeg har retten til at tage ejerskab over den.. Jeg giver dig min krop, fordi mit selvhad er så stort og min selvrespekt er så lille, at det ikke har nogen betydning.. Jeg tilbyder mig fordi jeg kan, og fordi det både giver mig følelsen af kontrol og følelsen af væmmelse over mig selv… Jeg giver dig min krop, fordi ingen nogensinde vil kunne elske mig for den jeg er.. Derfor bytter jeg med sex.. For at kompensere for, at jeg grundlæggende er et dårligt menneske..

Jeg byttede mig allerede væk som 11-årig… Til en pædofil mand… Kort tid efter blev jeg antastet af en anden pædofil i en opgang.. Da jeg var 12 blev jeg antastet af en tredje pædofil i et tog.. Som 16-årig lod jeg mig fotografere.. Og det fortsatte jeg med i perioder, til jeg var 23 år gammel.. Perverse billeder, som måske stadig ligger i en pædofil mands skuffe… Som 17-årig tog jeg alene ned til en fotograf i et sommerhus i Rødvig… Troede der skulle tages billeder til et sommerhus-katalog.. Men før jeg fik set mig om, lå jeg nøgen på en seng og vred mig, mens han trykkede på udløseren, med tungen ud af munden og en skræmmende bule i bukserne.. Var jeg bange? Nææ… Jeg var allerede så følelseskold på det tidspunkt, at jeg var ligeglad med hvad han kunne finde på at gøre..

Fotografen der tog mine billeder til ”Se og Hør” og ”Ekstra Bladet” forgreb sig på mig i en skov.. Jeg var 17 år gammel.. Kravlede skræmt væk fra ham, da han begyndte at stikke sine fingre op i mig.. Sagde til mig, at jeg var alt for genert, og at han var nødt til at få mig til at slappe mere af..

Da jeg var 14 år gammel ringede jeg til 0059…. Et udsøgt sted til masser af kortvarig bekræftelse.. En mand på 28 år bad mig ringe, og det gjorde jeg.. Han talte i timevis.. Men hans forlovede måtte ikke vide det.. Han fik mig overtalt til at komme og besøge mig.. Jeg var alene i vores havekoloni i Herlev… Vi havde et udendørs bad omme bag huset, og jeg ville skynde mig at gå i bad inden han kom.. Men han kom tidligere.. Imens jeg var ved at skylle shampooen ud af mit hår, var der pludselig en der lagde sin hånd på mit bryst.. Mit unge bryst, som hverken var helt eller halvt udviklet.. Sæben sved i mine øjne, så jeg kunne ikke åbne dem, men skyndte mig at skylle sæben væk.. Der stod han.. En 28-årig mand der vel vejede omkring 100 kg. Og der stod jeg med min spæde unge krop.. Han bar mig ind i huset.. Jeg forsøgte at gemme mig i håndklædet, men han trak det langsomt væk, mens hans øjne spiste mig… Jeg vidste at jeg ikke kunne trække mig nu.. Vidste også hvad han ville, og tænkte at det vel ligeså godt kunne blive overstået.. Han bar mig ind i sengen.. – Og resten af detaljerne vil jeg spare dig for… Men i 3 timer udnyttede han min krop.. Sveden dryppede fra ham ned på mit ansigt.. På mit bryst… Jeg ville ikke se ham igen, men han havde forelsket sig i mig.. Ville forlade sin forlovede for at være sammen med mig… Jeg ville ikke se ham igen, men han blev ved med at ringe.. Lagde på, når min mor tog telefonen.. Min stakkels mor, som vidste at noget var galt, og derfor valgte at læse min dagbog, hvor jeg havde beskrevet det hele i detaljer.. Og hvor jeg også havde skrevet, at han ville have mig med i en pornofilm… Min stakkels mor…. Som mor til Amalie kan jeg kun tænke mig til, hvor smerteligt det må være at opdage, at ens lille pige er så grænseløs, at hun ikke selv kan se, at det der er sket, er helt forkert.. Men derefter stoppede han med at ringe.. Hvad hun sagde til ham i telefonen ved jeg ikke.. Men jeg hørte ikke mere fra ham…. – Og den dildo han havde penetreret min krop med, konfiskerede hun og smed langt væk…..

Men det værste var, at jeg allerede i den alder, nærmest var kronisk liderlig.. – Jeg var jo ikke liderlig i den sunde og rene form.. Men på en syg og destruktiv selvhadende måde.. Jeg tvangsonanerede.. I vinduet i kolonihavehuset, hvor folk kunne gå forbi og se det… Jeg onanerede med alt hvad jeg kunne komme i nærheden af… Om det var et stolben, en flaske, en deodorant… Det var lige meget…. Alt var seksualiseret… Det var mit kick… Min flugt… Min følelse af, at jeg i denne situation var et elskværdigt menneske…

Som 17-årig fik jeg endnu en kæreste.. Dem havde jeg haft nogle stykker af.. Altid faste og længerevarende forhold, min alder taget i betragtning… Men aldrig var jeg tro… Hvordan skulle jeg kunne være det, når jeg var sat her på jorden, for at dække andres seksuelle behov?? Havde jeg lyst til at være utro?? Nej…. Men jeg var forpligtet til det… Selvom jeg gjorde, især én kæreste ulykkelig gang på gang, kunne jeg ikke lade være… Jeg tilbød mig igen og igen, når folk var søde ved mig… Det skyldte jeg dem jo… Men i virkeligheden var det så smertefuldt for mig, især da han efter 2 år gik fra mig, fordi han ikke længere kunne leve med det… Men som 17-årig mødte jeg ”min far”.. Han var i hvert fald så tæt på at ligne min far, at jeg dårligt kunne skelne dem fra hinanden.. Til min fars 40-års fødselsdag fortalte jeg ham, at min kæreste slog mig… Han svarede, at kvinder ind imellem skulle have et par på hovedet… Så jeg blev sammen med min kæreste i næsten et år… I den periode udviklede jeg en spiseforstyrrelse.. Jo, jeg spiste og spiste… Og brækkede mig og brækkede mig.. Selvskadende havde jeg været siden jeg var 14.. Snittede mig i håndleddet.. Med barberblade, sakse, knive, glasskår.. Helst noget der var sløvt, for det handlede ikke om at få det overstået.. Nej, det handlede om, at give mig god tid til at ridse huden, indtil der på et tidspunkt kom små huller, hvor blodet kunne pible frem fra… Og når riften var tilpas dyb, løb dråberne ned af mit håndled.. Og det var forløsning i sin reneste form.. Jeg kunne mærke mig selv igen… Jeg kunne finde ro.. Jeg kunne abstrahere fra selvhadet…

Dizzy Mizz Lizzy fyldte mine højtalere… Og mændene kom og gik i et væk… Jeg hadede mig selv.. Men ingen vidste det.. Ingen vidste hvor meget skyld og skam jeg var fyldt op af… Ingen vidste at jeg led… Ingen vidste, at jeg konstant solgte ud af mig selv….

Jeg var stadig teenager, 17 år, da jeg endnu en gang prostituerede mig selv.. Det var ikke en del af aftalen… Men sådan blev det… Min veninde jeg var på Bornholm.. Vi var inde og se et liveband spille.. Forsangeren smilede til mig… Jeg var en rigtig cirkusprinsesse… Tænk at han ville have mig… Den granvoksne mand der sad der og sang så godt… Kvinderne stod i alle aldre og var ved at dåne over ham… Men han havde udvalgt sig mig… Da koncerten var slut kom han ned til vores bord… Han end ikke bemærkede de andre kvinder, som nærmest kastede sig over ham… Han så kun mig.. Jeg var noget helt specielt… Indtil baren lukkede, han tog mig med ud på en parkeringsplads og lagde mig ned på den kolde asfalt… Da han var færdig faldt han i søvn, ovenpå mig… Jeg havde kvalme… Virkelig kvalme… Jeg fik vippet ham væk… Han sov stadig.. Og pengene han havde fået for at spille, stak op af han baglomme…. Jeg tog 500 kr. og skred… Gik rundt nede på havnen til jeg fik øje på min veninde… Vi gik til bageren og købte morgenbrød som vi spiste på stenene med udsigt over vandet, imens vi grinede…. – I virkeligheden syntes jeg ikke det var spor morsomt…

Alligevel tog vi ind og hørte bandet igen, da vi var tilbage i København… Han ville stadig have mig.. Og jeg havde jo ikke retten til at sige nej.. Så jeg sagde ja til at tage på motorcykelferie med ham… På vejen op til det sommerhus vi skulle være i, købte han en kjole til mig… Vidste at det forpligtede.. Der lå jeg i sengen med ham, imens kvalmen trængte sig på… Jeg havde det fysisk dårligt.. Havde ondt i mit underliv… Havde ondt i mit hjerte,, Havde ondt i min sjæl… Han kunne se jeg havde det skidt, og kørte mig hjem…. Da jeg kom hjem dulmede jeg smerten med en bytur og et uforpligtende knald i en port i København… – Og et par timer senere med en anden, som jeg tog med hjem til….

Hvad var i grunden mere oplagt, end at lade sig prostituere, sådan for alvor? Så det gjorde jeg i 3 år… En dag skriver jeg et indlæg om mine oplevelser i prostitutionsbranchen, men nu er det mere væsentligt, at beskrive selvhadet og alt det destruktive… De dystre tanker, indlæggelserne, depressionerne, dobbeltlivet… Stofferne.. Og alligevel ikke… De fleste med en smule fornuft, kan vel regne ud, hvordan en pige der hader sig selv, automatisk vil komme til at hade sig selv endnu mere, når hun gang på gang tillader sine grænser at blive overtrådt… Men på klinikken var jeg igen en cirkusprinsesse… Jeg var verdens midtpunkt.. En gudinde i stiletter og selvsiddende strømper.. Men gudinden havde knap så stor en selvrespekt, da hun det sidste år i branchen sad på klinikkens lokum og sniffede streger, inden hun skulle ind til sine kunder.. Til gengæld var jeg så langt fra virkeligheden, mig selv og mit liv, at jeg kunne lade som om at jeg kunne udholde det…

Troede lykken var gjort, da jeg besluttede mig for at forlade branchen… Nu kunne livet blive lykkeligt.. Nu ville alting løse sig… – Men i virkeligheden var det først der, de barske realiteter gik op for mig… Jeg stoppede jo ikke… Nu var jeg bare prostitueret på en anden måde.. Uden der var penge involveret i det… Datingprofiler… Og masser af frække aftaler… – Den ene byttehandel efter den anden.. ”Hvis du giver mig en følelse af at jeg er elskværdig, så må du få min krop”… ”Du kan bruge den som du vil”.. ”Den er alligevel ingenting værd, uden din bekræftelse”…

Amalie kom til verden… Jeg havde en drøm.. Jeg ville være en god mor… Jeg ville give Amalie et godt og trygt liv… Men de første par år af hendes liv var jeg ikke i stand til oprigtigt at sætte hendes behov højere end mine egne… Mine forældre måtte træde til.. Hjælpe mig, når jeg dybest set følte, at hun var en klods om benet, fordi hun begrænsede mig i at leve mit destruktive liv… Mit dramafyldte liv, som konstant inviterede nye bekendtskaber ind, når splitting gjorde, at andre blev sorteret fra… Min sort/hvide tænkning, som gjorde at jeg ikke var i stand til at tilgive, eller rumme, når andre mennesker sårede mig eller skuffede mig.. Fordi de ved at gøre det, fik bekræftet mig i, at jeg ikke var noget værd… Derfor måtte de ud.. – Tilgivelse var ikke en mulighed.. Enten er du god eller også er du ond.. Konstant på vagt… Testede mennesker og deres tolerance uafbrudt.. Hvor langt kan jeg gå?? Hvor meget kan jeg stole på dig?? Gik i symbiose med mine veninder, og kunne ikke rumme at have ret mange bekendtskaber af gangen, fordi det ikke var muligt at skabe symbiotiske forhold med ret mange på samme tid… I virkeligheden var jeg nok den mest dårlige veninde.. For jeg dolkede folk i ryggen… Jeg var løgnagtig og uoprigtig.. Sagde ikke fra, men tilpassede mig, og svinede så folk til bag deres ryg, inden de blev ekskluderet fra mit liv…

Blev mere og mere desperat omkring min seksualitet, fordi jeg på grund af Amalie måtte planlægge mine seksuelle udskejelser mere og mere.. – Derfor var det ikke længere nok, bare at tage dem én af gangen.. Nej, til sidst var det 5 på en gang… Det var endda så hadefuldt, at jeg sammen med en fyr samlede en kvinde op i Istedgade… Som skulle give ham et blowjob, mens jeg kiggede på.. Sammen med en anden fyr tog vi ind til en prostitueret på en massageklinik, og jeg førte mit selvhad over på den kvinde, som lod ham penetrere hendes krop, imens jeg kiggede på.. Jeg er ikke stolt… Tværtimod.. Jeg er flov, ydmyg og skamfuld over det… Men jo mere beskidt, jo mere jeg følte mig udnyttet, ydmyget eller i kontrol, jo mere kunne jeg på en eller anden måde udholde selvhadet… – Og det på trods af, at jeg allerede i nogle år havde konsulteret en psykoterapeut…

Som 26-årig mødte jeg så den meste fantastiske, pensionerede psykiater… Jeg har takket ham så mange gange i mit hjerte.. Når jeg har fortalt om mit liv til folk… Når jeg har skrevet om mit liv… Desværre har jeg aldrig fået takket ham face2face… Men jeg skylder ham den største tak… Var det ikke for ham, så havde jeg aldrig lært de mestringsstrategier, som jeg kender i dag.. Dem der gør, at jeg kan skille skidt fra kanel, når det kommer til min evne til at håndtere mine egne følelser.. Når det kommer til at forstå mine egne mønstre eller når det kommer til at sætte en stopper for de gamle tanker eller adfærdsmønstre…

Jeg tror ikke på, at Borderline kan helbredes.. Èn gang ødelagt, altid ødelagt… Men man kan få så mange redskaber i værktøjskassen, at man kan leve et forholdsvist normalt liv.. Et liv med kærlighed til sig selv, selvrespekt, troen på egne evner og en bevidsthed omkring sin egen sårbarhed… Mit mantra er stadig, at sårbarheden er min styrke… Når jeg tør at vise den og stå ved den, så er det fordi jeg har lært at holde af mig selv… Jeg er ikke diagnosticeret.. – Og det er jeg glad for.. For hvad hjælper det, at jeg har diagnosen stående på et stykke papir, når det jeg i virkeligheden har brug for, er at finde ud af, hvordan jeg lærer at leve et liv med de mønstre jeg har haft??

I går blev jeg stillet et fantastisk spørgsmål.. Hvad er min dybeste personlige værdi? Først tænkte jeg, at det da måtte være min empati og min rummelighed.. – Men det gik op for mig, at jeg slet ikke er så empatisk eller rummeligt et menneske når det kommer til stykket.. Jeg har brugt så mange år af mit liv på, at tilpasse mig og være det menneske, som andre mennesker ville acceptere og holde af… Derfor har jeg altid givet plads til alle andre, har aldrig krævet min egen plads eller tillagt det nogen værdi, at jeg skulle have den samme ret fra andre mennesker.. derfor er jeg altid blevet brugt som skraldespand for andre mennesker.. Tanja lytter jo altid og kommer med gode råd…. Tanja trøster, motiverer og løfter… Men sandheden er, at når jeg i mine private relationer er blevet brugt på den måde tilstrækkelig længe, så mister jeg mig selv i relationen og dermed mister jeg lysten til at have menneskerne i mit liv… Og dermed forfølger splittingen mig stadig.. Jeg tester folk, for at se om de giver mig plads.. – Men jeg bebrejder dem ikke.. Det er jo ikke deres ansvar at give mig plads.. Det er mit ansvar, at kræve min plads… Det er mit ansvar at sige fra og sætte grænser.. Også i mine nære relationer… Og det øver jeg mig stadig på… Jeg øver mig også i at tilgive… Alle mennesker fejler.. Men igennem mit liv har jeg sorteret så mange fantastiske mennesker fra, fordi de fejlede… Fordi de skuffede mig… Men når ens selvhad har været så stort, og det har været nødvendigt at fremstå som intet mindre end perfekt, så har det nærmest været umuligt ar rumme, når andre mennesker så heller ikke var perfekte…

Jeg kæmper også stadig med evnen til at være i sociale sammenhænge… Cirkusprinsessen er nemlig blevet aflivet.. Men jeg har stadig svært ved at finde ud af hvad og hvordan jeg så skal gøre og være, når jeg skal være sammen med mennesker.. Jeg vil jo stadig gerne være et menneske, som andre synes er rar at være sammen med, men jeg føler stadig at jeg på en eller anden måde skal imponere folk.. At jeg skal gøre lidt mere end alle andre, for at blive accepteret eller afholdt.. Jeg øver mig i, ikke at sælge mig selv for at blive accepteret, men til gengæld er det stadig opslidende for mig, at være sammen med mange mennesker, og også ind imellem få mennesker… Derfor burer jeg mig ofte inde.. Ruller gardinerne for og gemmer mig i min hule, hvor jeg bare kan være… Hvor jeg ikke skal imponere nogen eller leve op til nogens forventninger.. Når jeg skal være sammen med mennesker, så skal jeg ind imellem mande mig op.. Fordi jeg ved at det koster på min overskudskonto.. Ind imellem må jeg aflyse og skuffe folk… Andre gange bliver jeg bare væk… Og andre gange igen laver jeg forsvindingsnumre, fordi jeg er bange for kejtede situationer, eller fordi jeg kan mærke, at jeg ikke længere er i stand til at opretholde facaderne.. Jeg gider nemlig ikke facaderne.. – Men jeg er ved at lære, at der er forskel på hvor tæt folk er på én, og at det derfor er normalt, at man kan have flere ægte og oprigtige personligheder, afhængig af, om det er nære eller fjerne relationer… Jeg er også ved at lære, at mange mennesker faktisk godt kan lide den ægte Tanja, hvem hun så end er.. – Det ved jeg nemlig ikke helt endnu.. Jeg ved bare, at det ind imellem kammer over, når jeg over en lang periode har opretholdt facaden, og derfor mærker hvordan vreden og selvhadet begynder at ulme i min underbevidsthed, og jeg så kommer til at vise mig fra min værste side, hvor jeg nærmest vil gøre alt for at skære folk fra, eller vil sikre mig, at de ikke kommer for tæt på den sårbare Tanja…

Jeg øver mig også stadig i at sige fra og sætte grænser… De er nemlig ikke helt tydelige endnu.. I nogle situationer kammer det til gengæld helt over… Blandt andet i trafikken, hvor jeg tydeligt mærker kompensationen for de situationer, hvor jeg burde have sagt fra, men måske ikke fik gjort det.. i stedet går det ud over en bilist eller en cyklist, som ikke lige gør som jeg synes vedkommende burde have gjort.. Men jeg ved det med det samme, når jeg blokerer bremsen og giver ham fingeren, ham som ligger helt oppe i rumpen på mig på motorvejen.. – At jeg sætter mit eget liv i fare, fordi selvhadet ulmer.. Og det gør det, fordi jeg måske ikke fik fortalt veninden, svogeren eller en helt tredje, at jeg faktisk ikke orkede at høre om hans eller hendes problemer, fordi jeg faktisk selv havde en øv-dag… Men jeg øver mig stadig…

Amalie, hvis du nogensinde læser alt det jeg har skrevet, så skal du vide, at du er det bedste der nogensinde er sket for mig.. Da du kom til verden, tvang du mig til at tage ansvar for mig selv og mit eget liv.. Og jeg har altid elsket dig, selvom det i starten var på en måde, som måske var forpurret af mit eget selvhad.. På mange punkter ligner du mig så meget… – Men det er styrkerne jeg ser.. Din evne til at sige fra, sætte grænser, argumentere, din humor.. Din omsorg.. Din kreativitet… Dit nærvær.. Din evne til fordybelse… Jeg er så stolt af dig.. Stolt af at være din mor.. Stolt over at jeg på trods af mit eget forpurrede følelsesliv, alligevel har evnet at give dig kærlighed, plads og omsorg.. Siden du kom til verden har jeg haft et brændende ønske om at være en god mor.. Når det en gang imellem har slået fejl, så glæder jeg mig over, at din mormor og morfar til hver en tid har støttet mig, hjulpet mig og bakket mig op.. Jeg ved, at deres tilstedeværelse har været med til at gøre dig til den skønne pige du er i dag…. De har bidraget med så meget.. Når jeg ikke kunne opretholde rutinerne, fordi mine følelser stod i vejen, så kom de… De hjalp mig, de elskede dig.. Og jeg ved, at du betyder alt for dem.. Fordi de har været så tæt på os, lige siden du kom til verden.. Du er omgivet af mennesker som elsker dig så forbandet meget.. Og jeg tror på, at du vokser op og træffer sundere valg, end jeg selv gjorde… Jeg elsker dig helt op til solen, månen og stjernerne.. Jeg elsker dig som universet… Uendeligt…

Jeg er så tæt på målet… Tager mig selv alvorligt.. Lytter til mig selv, mine behov og mine følelser.. Jeg henter viden og inspiration i min overfyldte værktøjskasse og glæder mig over at jeg er blevet så god til at passe på mig selv.. Ind imellem bliver jeg helt overrasket over, hvor god jeg egentlig er blevet.. Jeg bliver nærmest stolt og klapper mig selv på skulderen, fordi jeg faktisk er i stand til at handle rationelt på noget, som jeg for 7-8 år siden ville have handlet så destruktivt på.. Jeg er blevet så god til at sætte mig selv højere end andre, og så endda med god samvittighed.. En gang troede jeg aldrig jeg ville nå i mål.. Med tiden har jeg indset, at man aldrig når målet, fordi nye udviklingspunkter opstår hele tiden igennem livet.. – Men jeg føler mig tættere på end nogensinde før… Og det føles godt… Det føles trygt… Og det føles vanvittigt egoistisk, på den fede måde…

Torsdag den 1. november 2012 kl. 19.00-21.30 holder jeg et foredrag om mit liv med Borderline. – Du kan læse mere om foredraget her 

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: