# 1 – Det er blevet så moderne at blogge…


Det er egentlig sjovt, som man med tiden ændrer holdning til forskellige ting. Den gang jeg var grænseløs, delte jeg gladeligt ud af mig selv på forskellige måder.. – Med tiden, og gennem mange terapeutiske samtaler, har jeg fundet mine personlige grænser, og har egentlig værdsat, at jeg i en meget lang årrække, følte mig helt privat og stort set ikke delte ud af noget som helst.

For et år siden tog jeg et kæmpe spring.. Jeg valgte at stå frem, og dele min historie med offentligheden.. En historie, som jeg for mange år siden havde forenet mig med og fundet ro omkring, men som jeg ikke havde lyst til at dele, dels af frygt for folks fordømmelse, dels fordi jeg  tænkte, at dele af min fortid alene hørte til hos mig, og ikke af selvfølgelighed, skulle gøres til offentlig skue.. Men den der forbandede “fanden-i-voldsk-hed” dukkede op og jeg følte mig forpligtet til at blande mig i den debat, som endnu en gang dukkede op.. “Findes den lykkelige luder”? Og “skal prostitution gøres til et anerkendt erhverv”?

Næsten 12 år efter, at jeg tog beslutningen om at stoppe, lod jeg mig for første gang interviewe… Jeg delte noget meget privat.. Lukkede op for noget, som egentlig ikke havde fyldt i mig, i en meget lang årrække.. Efterfølgende modtog jeg mange mails, med kærlige hilsner og søde tilkendegivelser, og jeg vidste, at mit interview havde tjent et formål.. Alligevel trak jeg mig i en lang periode ind i mig selv.. Nu var jeg ikke kun sexologen, parterapeuten, forfatteren eller underviseren.. Nu var jeg også hende, den tidligere prostituerede.. Ekstra Bladet kaldte mig Luder.. Lokalavisen skrev “Eksprostitueret: Alle mænd var klamme svin”..

Overskrifter, som med garanti fik mange til at trykke sig ind på artiklerne, men også overskrifter, som gav et billede af mig, som jeg ikke havde lyst til at spejle mig i.. Ja, i bund og grund var jeg en luder.. Men for mig er “luder” et skældsord”.. – Ja, jeg betragtede alle dem, som gav penge for at penetrere min krop, som klamme svin, men sætningen er så kraftfuld, at den kommer til at overskygge, at jeg på ingen måde betragter mænd som dumme svin i dag.. Tværtimod..

En klog kvinde sagde en gang til mig “Stil dig ved siden af en taber, og du bliver en taber! Stil dig ved siden af en vinder, og du bliver en vinder”! – Jeg var, billedligt talt, omgivet af tabere.. Tabere, som fandt rimelighed i, at købe sig til sex med et andet menneske.. – Som ikke evnede, at få deres parforhold til at fungere optimalt, som var styrede af deres seksualitet, eller som syntes det var mere end rimeligt at købe sig til sex med en prostitueret, fordi konen under sin graviditet havde bækkenløsning.. Mænd, som havde den opfattelse, at sex var en menneskeret, og ikke var noget man ligesom gjorde sig fortjent til, gennem kærlighed eller gensidig respekt..  I en periode blev det afgørende, for mit generelle billede af mænd.. – Men det er så absolut ikke mit syn på mænd i dag.. Jeg har mødt mange fantastiske mænd siden – mænd som aldrig ville nedværdige sig selv til, at betale sig til sex med et andet menneske.. Jeg er også naiv nok til at tro på, at kærligheden findes, at kærligheden kan holde og at kernefamilien findes.. Også selvom jeg måske ikke selv har været i stand til at skabe “kernefamilien” endnu.. Men så har jeg skabt noget andet, som ikke nødvendigvis er dårligere.. Det vil tiden vise…

Efter jeg stod frem, trak jeg mig ligeså hurtigt tilbage igen.. Denne gang i en anderledes form.. For første gang i mit liv havde jeg ikke lyst til at dele noget som helst med nogen.. Heller ikke i forbindelse med mit arbejde som terapeut.. Jeg skulle endnu en gang definere mig selv som menneske.. Nu var jeg ikke bare Tanja.. Nu var jeg også hende den tidligere prostituerede..

Det vidste jeg jo godt selv at jeg var.. Men den omsorg der fulgte med fra offentligheden, følte jeg, var med til at gøre mig til et tidligere offer.. Og sådan så jeg absolut ikke mig selv mere.. Tværtimod.. Jeg så mig selv som en vinder.. En der havde opnået så meget i mit liv.. En der havde taget nogle kæmpe skridt.. Og jeg havde ikke lyst til at se mig selv anderledes end det.. Samtidig krakelerede det image jeg længe havde forsøgt at skabe.. – At jeg havde styr på det hele.. For hvis den omsorg kunne ramme mig, var jeg så stadig et offer?

Derfor trak jeg mig.. Helt ind i mig selv.. Fordybede mig i Tanja.. Fordybede mig i det jeg brænder for, og fordybede mig udelukkende i de meget få mennesker, som jeg havde 100 % tillid til.. – Som gav mig plads, og som viste mig oprigtig interesse, for det menneske jeg er i dag.. Som trak på mine ressourcer som menneske, og som ikke primært trak på mine ressourcer som fagperson.. Mennesker, som fik mig til at smide facaden, så jeg kunne være ægte og oprigtig.. Det er stadig kun meget få mennesker, som har set den side af mig…

Derfor er det egentlig lidt grænseoverskridende og også lidt angstprovokerende, at have taget en beslutning om, at blogge om mig selv og mit liv. At skulle dele ud, uden at vide, hvem jeg indvier i mit liv, og samtidig med den erkendelse og ydmyghed, at nogen måske vil tænke “hvad rager det mig, hun er da totalt ubetydningsfuld hende Tanja” eller “Nåå, hvor er det synd for hende, hvor må det have været forfærdeligt”…

Bag “fanden-i-voldsk-heden” ligger der nemlig en vis sårbarhed.. – En sårbarhed som det har taget mig mange år, at forene mig med og finde tryghed ved.. I dag ville jeg dog ikke bytte den for noget som helst.. “Sårbarheden er min styrke” var i en lang årrække mit mantra.. Selvom det til tider kan være dybt frustrerende, når sårbarheden ind imellem skinner igennem vreden, og tårerne triller, når jeg faktisk helst vil se ud som om jeg er skrup-tosset..

Men for mig er det det sidste og afgørende skridt.. At turde at være mig, i hele sin form.. Uperfekt, og helt menneskelig… Ikke ophøjet, eller altoverbærende.. Men et helt almindeligt menneske.. Så her er jeg.. Privat, og endnu gemt bag computeren.. Offentlig, fordi jeg tør, og ikke lader mig tryne af nedsættende eller misforståede omsorgsfulde kommentarer, men til hver en tid vil trække på den irriterende kommentar, som min snart 10-årige datter har lært mig “talk to the hand ‘cause the face ain’t listening”… Jeg vil ses for den jeg er i dag.. En kvinde, som i mange år valgte at leve lige på grænsen, hvor adrenalin-kick var nødvendige for at jeg kunne mærke at jeg levede, men som har taget alle de erfaringer med i rygsækken, og som med tiden har styrket mig i en grad, hvor jeg er gået hen og er blevet “et helt almindeligt menneske”.. Noget jeg frygtede før i tiden, men som jeg faktisk hviler rigtig godt i idag..

Og jeg har en holdning til stort set alt… Men det jeg risikerer at blive ramt af, kan højst ramme skærmen på min computer.. Jeg har paraderne oppe, men lader sårbarheden træde i karakter.. – Deler både ud af parader og sårbarhed.. Og vil tage kritikken til mig, så den kan udvikle mig endnu mere.. Tag godt imod mig, det uperfekte menneske…

Knus fra
Tanja…

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: