# 9 – Kære far

Kære far..
Da jeg var lille, ville jeg giftes med dig. Du var mit store idol, og jeg elskede dig så utrolig meget. Freud havde ret i sine antagelser om børns fascination af forældre af modsatte køn. Når jeg som voksen har oplevet forelskelse, husker jeg de samme sommerfugle i maven, når jeg som lille kiggede på dig. Du var muskuløs og stærk og søs og jeg kunne hænge i hver sin overarm, imens du grinende viftede rundt med os, som vejede vi ingenting.

Du var en hårdtarbejdende håndværker, og jeg var stolt når jeg fortalte, at du blandt andet havde været med til at lave tilbygningen på den skole jeg gik på. De største kærlighedserklæringer var når du sad i din store grå læderhjørnesofa og spillede på din guitar. Du fjollede og digtede sange om mig og søs. Vi lyttede intenst til dine melodier som var fulde af kærlighed. Ind imellem blev de så fjollede, at vi faldt ned af sofaen af grin. Vi var ikke ret gamle. Men vi forstod kærligheden mellem linjerne. Vi forstod de høje toner og de dybe stemmer. De var en blanding af sorg og glæde. Og ind imellem fik vi tårer i øjnene. Du gjorde tilmed. For du vidste meget mere, end søs og jeg den gang forstod.

Jeg var ikke ret gammel, den gang vi tog på camping. Måske omkring 6 år gammel. Måske yngre.. Søs og jeg løb omkring og legede med de andre børn på campingpladsen. Du blev alle ungernes helt. Du byggede nemlig en gynge til os. En gynge, som søs og jeg kunne tage ejerskab over, fordi du jo havde lavet den. En gynge som på så mange måder var en afsked med noget, som handlede om meget mere end blot at rejse hjem fra en gynge. Alle børnene var fascinerede af dig. Du var ikke som de andre fædre. Du var rapkæftet på den sjove måde, du var frisk og man kunne høre dit grin på lang afstand. Alle os unger sad på og omkring gyngen, mens vi sang ”Vi voksne kan også være bange”. Jeg forstod ikke teksten, men senere forstod jeg i højere grad sangens budskab. For pludselig var dit grin og din dybe stemme forsvundet. Den var ikke kommet tilbage, da søs og jeg skulle i seng, og vi fik blot fortalt, at vi ikke skulle bekymre os. Men det skulle vi. For om natten kørte du galt. Du havde drukket og den gamle rustfarvede Datsun væltede dig rundt igen og igen. Jo, der var god grund til at bekymre sig, også selvom du sagde, at alting var okay. Der forstod jeg for alvor, hvilken påvirkning alkoholen havde. Og jeg forstod også for alvor, at voksne faktisk kunne være bange. For selvom du forsøgte at berolige os, skinnede det alligevel igennem, at du et kort øjeblik havde set livet passere forbi.

Søs mor valgte at forlade dig. Ikke bare som man normalt gør, når man forlader en mand. Nej, hun måtte tage på kvindehjem, og søs blev taget med. Hun havde fået nok af volden, af alkoholen og af din utilregnelighed. Endelig havde hun taget springet til at forlade dig, i håbet om at give søs og ikke mindst sig selv, en mere tryg tilværelse. Men jeg hørte kun det hele fra dig. Hørte hvordan alting var blevet taget fra dig. Hørte om hvor ensom du var. Hvor urimeligt det hele var. At du nu kun havde mig tilbage. Du havde mørklagt din store lejlighed, og indlogeret dig på søs værelse. Alting var lukket ned i de andre værelser. Som et dødsbo. Ingen lys og ingen varme. Jeg insisterede på at blive hos dig, fordi du var så ulykkelig. Jeg følte mig som 6-årig ansvarlig for dig. Havde så ondt af dig. Følte mig revet i stykker over at se hvor ulykkelig du var. Du havde lagt alkoholen på hylden for en stund og sad der med dine ”Nab”. Og jeg fik lov til at blive hos dig natten over. Og der lå vi i søs seng. Du græd, og jeg forsøgte på bedste vis at trøste dig. Du hviskede mig søde ting i øret. Erklærede mig din kærlighed og glemte at jeg var et barn, som ikke kunne kapere at tage ansvar for et voksent menneskes sorg. Jeg har så mange gange tænkt tilbage på den situation. Tænkt på, om der foregik andet end det. Fordi jeg så mange gange har forbundet den oplevelse med et voldsomt overgreb. Men jeg ved der ikke skete mere. Problemet er bare, at det der skete, var mere end rigeligt. Jeg havde aldrig set et voksent menneske græde så meget. Min far, som var mit store idol, som var stor og stærk og som kunne klare hele verden. Pludselig var han så svag og så ulykkelig, at jeg blev bange for at miste og blev bange for selv at knytte mig til nogen. Det blev til en lang sej kamp om forældremyndighed og samvær. Og jeg fulgte med på sidelinjen. Blev involveret i ting som jeg ikke skulle have været involveret i. Fik af vide at hun havde taget det hele fra dig og nu efterlod dig med en nærmest tom lejlighed. At du nu måtte starte helt forfra igen. Men det lykkedes dig at få samvær med søs og herfra gik det med sporadisk samvær.

Søs og jeg har set indersiden af de fleste værtshuse på Nørrebro. Vi skulle altid lige forbi, så du kunne få en enkelt. Husker kun sjældent, at det blev ved den ene. Til gengæld husker jeg at søs og jeg ofte fik en masse opmærksomhed fra både kvinder og mænd. Nogle af mændene kunne lide at have os siddende på skødet. Nogle af dem gav os penge til slik eller penge til Jukeboksen og kvinderne nød ofte at sidde der og lade som om de tog sig af os. Måske fordi de ikke havde været i stand til at tage sig af deres egne børn. Måske i håb om at du ville se dem som potentielle pap-mødre.

Jeg husker tydeligt at kvinderne flokkedes om dig. Og jeg forstod dem godt. Jeg var ikke jaloux. Nok nærmere stolt. Fordi jeg så hvor tiltrukket de var af dig. Problemet var at der ofte, når søs og jeg kom på weekend, befandt sig forskellige kvinder hos dig. De var som oftest søde. Vi fik lov at rede deres hår i timevis og sætte det op på forskellige, og ofte besynderlige måder. Og tiden gik sammen med dem, imens du ofte var taget af sted på druk. En gang havde en af kvinderne puttet søs og mig i din store dobbeltseng. Vi vågnede om natten ved at du kom væltende hjem. Du var meget fuld. Væltede ned gennem den lange gang og fik forvildet dig ind på det forkerte værelse. Om du troede du var landet på toilettet, eller om du bare var ligeglad, det ved jeg ikke, men du endte med at stå i hjørnet af soveværelset og tisse i en papkasse på gulvet ved siden af sengen, mens du mumlede for dig selv. Vores hjerter hamrede i galop. Vi forsøgte at lade som om vi sov, men var samtidig fyldt med ambivalente følelser. En blanding af angst og utryghed og risikoen for at dø af grin. Da du havde bakset dig ud af soveværelset grinede vi sagte. Adrenalinen pumpede og vi ventede på dit næste træk. Men vi hørte ikke mere den nat.

Når nogen en sjælden gang imellem serverer lørdagskylling, tænker jeg på dig. Det står printet i min erindring som noget du stort set altid serverede når vi var på weekend. Lørdagskylling og ris. Og besynderligt nok mindes jeg det med velbehag. Om det handlede om, at kylling var min yndlingsret, eller om det i højere grad handlede om, at det var noget ganske særligt, når du tog dig tid til at lave mad, det ved jeg ikke. I hvert fald husker jeg glæden ved, at der var liv i køkkenet og der duftede af karry eller paprika. Når jeg fik lov at sove hos dig en hverdag, smurte du de bedste madpakker.. Ikke så meget på grund af madderne, men fordi du altid lagde en seddel ned i madkassen. På den tegnede du hjerter og skrev at du elskede mig.. Jeg gemte dem som bevis på din kærlighed.

Men samtidig kunne du kaste noget nær en forbandelse over andre typer af mad. Vi var på weekend hos dig og vi brugte lang tid på diskutere, hvem af os der skulle spørge dig, om vi måtte få risengrød til aftensmad. Da jeg var 3 år ældre end søs, kunne jeg som oftest overtale hende til det, og hun endte da også med at spørge dig. Der stod vi to små piger på dit grå gulvtæppe i din store stue. ”Far, må vi godt få risengrød?” Og svaret rungede igennem stuen ”Det bliver eddermame på pikken!” Og så nemt var det at tage appetitten fra to små piger.

Men du kunne nu også fordybe dig i os. Vi elskede dit gode humør og dine tossede vittigheder. Din humor var fantastisk og langt hen af vejen har jeg taget den med mig. Jeg har tilmed givet den videre til min datter, som elsker ironi og sarkasme. Du kunne løbe efter os og lege fangeleg og vi hvinede når du fangede os. Vi rullede rundt på gulvet, grinede og fjollede, lige indtil du begyndte at kilde os. Du var ikke klar over, hvor stærk du var. Eller måske handlede det i højere grad om, at du ikke var klar over, hvor skrøbelige vi var. Det gjorde så ondt når du borede dine stærke hænder ind i siden på os. En mærkelig fornemmelse af smerte og kilden, som fik os begge til at græde. Og så blev du vred. Fortalte os at vi var nogle tudeprinsesser, og at vi ikke ville komme ret langt, når vi kunne tude over ingenting. Fortalte os at livet var hårdt og sejt og at vi skulle lære at være hårde. Søs var som nævnt 3 år yngre end mig, og tog det i højere grad til sig. Også senere i livet.. Men jeg var mere sårbar og følte mig måske derfor i højere grad forkert.. Som voksen betød det at jeg oplevede stor frustration og afmagt, når jeg ikke kunne holde tårerne tilbage.. At jeg blev vred på mig selv når jeg blev ked af det, fordi det var et tegn på svaghed.. Og først senere lod jeg sårbarheden blive min styrke.. Først senere lærte jeg, at det at udtrykke følelser, ikke var så forkert, som du den gang gjorde det til..

Om aftenen når du puttede os, lagde du dig tæt ind til os.. Nogen gange var det mig først.. Andre gange var det søs.. Der lå du og hviskede os i øret.. I en god mening, men med så ambivalente følelser ladt tilbage i mig.. I mit øre hviskede du, at du elskede mig højest.. I søs øre, at du elskede hende højest.. Søs og jeg var så tæt knyttet sammen den gang.. Fordi vi overlevede det hele sammen.. Fordi vi havde hinanden.. Vi lod det ikke skille os ad.. Det vækkede ikke som sådan jalousi.. Måske fordi søs var så lille, at hun slet ikke forstod eller registrerede det.. Men jeg husker alligevel knuden i maven, når du troede jeg sov og du efterfølgende puttede dig ind til søs og hviskede det samme til hende.. Jeg forstod det ikke, men prøvede alligevel at få det til at give mening.. Løj du for mig? Eller løj du for hende? Nu, som voksen, tror jeg ikke du løj for nogen af os.. I virkeligheden elskede du os begge lige højt.. Du ville bare have os begge til at føle os som noget helt specielt.. Men i stedet fik du os til at veksle mellem at føle os specielle og så til at føle os aldeles uelskværdige..

Besøgene på værtshusene blev nærmest en forretning for os. De andre stamgæster gav os penge til slik. Glemte det en time senere, og gav os flere penge. Imens du drak dig fuld, slentrede søs og jeg op og ned af gaden, fra slikbutikken og tilbage til værtshuset. Ind imellem satte vi os på en trappesten, så vi kunne undgå det røgfyldte lille lokale, larmen og de fulde mennesker på ”112”. Og bitte små oplevelser står så stærkt i min erindring. Fordi de blev søs og min måde at overleve på og vende kaos til en verden der var for børn.. Imens vi sad der på trappestenen kom der en hundelufter forbi. Hunden var stor og ud af dens ene mundvig hang der vel omtrent 15 cm. savl og dinglede. Vi betragtede hypnotisk savlen der svingede fra side til side, indtil det lige foran vores trappesten, landede som en ordentlig snotter. Vi kiggede på hinanden og brød ud i grin. Stadig, den dag i dag, kan søs og jeg sige ”Slinge-slinge-slask”, og så griner vi så vi er ved at tisse i bukserne. Og i virkeligheden handlede det nok ikke så meget om den åndssvage hund. I virkeligheden handlede det nok mere om, at vi i en verden af ustabilitet, fik skabt vores eget lille frimærke, hvor vi kunne løsrive os fra bekymring over, om vi nu skulle forsøge at hjælpe dig hjem i en ordentlig brandert, om vi fik aftensmad eller om der måske ville være slagsmål på værtshuset.

Jeg husker især et slagsmål. Du var stor og stærk og folk kunne regne med dig. Du stod op for dem du havde kær og du var respekteret af andre. Men en dag kom der en gruppe ballademagere. Du var ikke sen til at flyve op og slå fra dig, og borde og stole, glas og flasker fløj rundt. Han havde en kniv og nåede at få snittet dig, så blodet løb fra dit øre.. Søs og jeg var hunderæd. Vi græd og rystede. Og det samme gjorde du. Der var mange kvinder til at trøste os, men vi ville have dig. Vi ville hjem, men adrenalinen kørte i din krop og du måtte dulme den med endnu en øl.. Fra den dag brugte søs og jeg mange timer under billardbordet, mens jukeboksen gang efter gang spillede ”Vågner i natten” og ”Under the Boardwalk”.

Hvis du bare vidste, hvor mange fredage jeg har siddet der ved hoveddøren, og ventet på at du skulle komme og hente mig. Jeg glædede mig så meget, på trods af omstændighederne, rammerne og alkoholen. Men så mange gange udeblev du. Mor forsøgte at forklare mig, at du ikke kom, men at vi nok skulle få det hyggeligt alligevel. Men jeg nægtede at tage mit overtøj af. Jeg blev ved med at håbe, at du alligevel ville huske mig, ville prioritere mig og ville vise mig at du ønskede mig. Nogle gange kom du først sent om aftenen, men mor nægtede dig at tage mig med, fordi du var for fuld. Jeg blev ked af det og vred på hende, fordi jeg syntes det var hendes skyld. Først da jeg selv  blev mor, forstod jeg hvilke kampe man er villig til at tage, i ønsket om at beskytte sine børn. Ind imellem kom dine mange forskellige kærester for at hente mig, men også der nægtede mor mig at tage med, fordi hun vidste, at det var ensbetydende med, at du højst sandsynligt ikke selv var i stand til at komme. Andre gange kom du først om lørdagen når du havde sovet din brandert ud, og jeg tog imod dig med den største kærlighed. Fløj dig om halsen og husker tydeligt hvad jeg tænkte ”Jeg vidste at du ville komme”… – Og det på trods af, at jeg hele fredagen hvor du blev væk, havde været ked af det og såret.. Ind imellem gik der flere måneder, hvor jeg intet hørte fra dig….

Ind imellem besøgte du mig på skolen. Jeg vidste aldrig hvornår og der kunne gå lang tid imellem. Men pludselig kunne døren gå op midt i timen, og jeg fløj op, sprang dig om halsen mens du snurrede rundt med mig.. ”Hun kommer tilbage om 10 minutter” sagde du og lukkede døren bag os.. Du tog mig med over til ”Hansen” hvor du lod mig blande den største slikpose. Og så sad vi ude foran skolen og snakkede. Jeg fik en sodavand og du fik en øl og så grinede vi og jeg glemte alt om lektier og begyndende pubertet. Først når du gjorde an til at tage afsked igen, fyldtes jeg med sorg.. Tårerne trillede, for jeg vidste aldrig hvornår jeg ville få dig at se igen.. Du krammede mig og fortalte mig, at det var os to mod resten af verden. At intet kunne skille os ad.. Og så vinkede du farvel, sendte luftkys og forsvandt i mængden.. Jeg kom tilbage i klassen, men kunne ikke koncentrere mig.. Lærerne forbandede dig, fordi de vidste hvilken effekt dine besøg havde på mig, men ingen kunne nægte mig det, for jeg ville hellere skældes ud, end at sige til dig at du måtte gå igen.. Alligevel var der nogen der gjorde det.. Om det var skolen eller om det var mor der havde fået nys om det, det ved jeg ikke.. Men jeg husker at du trodsede dem og gjorde det alligevel.. Og det blev vores lille hemmelighed.. Du gemte dig indtil jeg havde frikvarter, og så kom jeg for sent til den næste time. Jeg fortalte det ikke til nogen, men sorgen var altid den samme, hver gang du tog af sted igen. Jeg lærte bare i højere grad at skjule den..

Jeg husker en gang.. Da vi var yngre. Søs havde stadig sit værelse hos dig, selvom hun ligesom jeg, kun kom der på weekend.. Hendes seng havde et højt hovedgærde, og vi kunne gå på line på det, mens vi støttede os til loftet.. Vi øvede os i timevis. … Forberedte en cirkus-opvisning hvor vi var cirkusprinsesser, som gik på line på et bræt på gulvet, som drejede rundt på et ben, som slog kolbøtter og stod på hoved.. Vi gik også på line på det høje hovedgærde, og imens vi øvede os, faldt jeg ned og landede i sengen. Lamellerne knækkede og vi blev rædselsslagne. Turde ikke at fortælle dig det, fordi vi var bange for din reaktion. Fik overtalt søs til at tage skylden.. Tænkte at du ville blive mindre vred på hende, fordi hun var yngre end mig.. Jeg får stadig ondt i maven når jeg tænker på det.. Tænker på hende.. Hun gik ind til dig i stuen.. Jeg lige efter.. Hun ville have dig med ind  på værelset for at vise det.. Du trampede gennem gangen, køkkenet og ind på søs værelse.. Og du eksploderede bogstavelig talt.. Du råbte og skreg og søs og jeg rystede og græd.. Du tog hendes kanin og kastede den ind i væggen.. Derefter tog du en af de knækkede lameller og tyrede den efter søs.. Den ramte et klædeskab lige ved siden af hende.. Sparkede til tingene på gulvet.. Og smadrede sengen helt.. Så hev du hende med ind i stuen hvor hun måtte sove på en madras på gulvet.. Jeg sov alene på gulvet på hendes værelse.. Men sove kunne jeg ikke.. For samvittigheden var ved at æde mig op.. Jeg havde fået hende til at tage skylden for noget jeg havde gjort.. Og hun kunne have fortalt, at det slet ikke var hende.. Men det gjorde hun ikke.. Hun beskyttede mig… Jeg burde have beskyttet hende.. Jeg var en kujon..

Farmor var på mange områder et godt menneske.. Men alligevel har jeg været vred på hende.. Havde hun truffet nogle andre valg, havde der måske været en større chance for, at jeg kunne have haft en far, som ikke var blevet alkoholiker.. Jeg kender kun brudstykker af din historie.. Mor har fortalt lidt.. Du har fortalt lidt.. Søs mor har fortalt lidt.. Men jeg ved at hun sendte dig på børnehjem.. Fordi hun ikke kunne tage sig af alle sine børn.. Jeg ved også at du blev udsat for vold.. Om det var af din far eller om det var en anden, det ved jeg ikke.. En dag håber jeg at jeg kan få hele din historie.. Ligesom jeg har fået mors.. I håb om, at endnu flere brikker kan falde på plads.. Men når jeg ind imellem har forsøgt at få dig til at tale om det, så kommer der kun meget lidt.. Og ofte fjerner du hurtigt fokus.. Måske fordi det er for smerteligt at tænke tilbage på.. Måske fordi du stadig lever ud fra den overbevisning, at man skal være hård, og derfor ikke vil tænke på fortiden.. Men jeg husker farmor som skrap.. Og til tider skide belastende.. Mindes at hun ofte kritiserede dig.. Måske med rette, fordi hun så hvordan du drak, selvom søs og jeg var der.. Måske gjorde hun det, bare fordi hun kunne.. Men farmor og jeg skrev breve sammen.. Måske følte jeg den gang at kontakten med hende kunne kompensere lidt for den manglende kontakt med dig.. Hun var jo sød ved søs og mig.. Og jeg husker de mange gange hvor vi besøgte hende i Norge og stod på ski sammen med dig.. Den ene gang skulle du, søs og jeg af sted.. Men dagen før var vi på værtshus igen, og der mødte du Ea.. Pludselig skulle hun med til Norge.. Ea var helt fantastisk.. Men hun var også ung, og det holdt ikke længe… Så kom hende den lyshårede… Hun havde altid en lille pilleæske på sig.. Søs og jeg forstod ikke indholdets værdi og en gang havde vi taget den for at lege med den.. Hun råbte og skreg.. Truede os til aldrig at røre hendes pilleæske igen.. Vi var ikke ret gamle.. Jeg var omkring 9-10 år, og anede ikke hvad det var.. Men jeg kunne se på den lyshåredes udbrud, at det var noget meget vigtigt, som børn ikke måtte lege med..

Du giftede dig med hende den lyshårede.. Og vi var til bryllup i Thy.. Pludselig fik jeg to halvsøstre.. Den ene overtog søs værelse, som i en lang periode var fyldt med jalousi.. Jeg selv knyttede mig tæt til den store af pigerne, og det var som om hun blev en slags allieret.. Hun var en beskyttende storesøster, som gjorde at jeg ikke længere følte det samme ansvar for søs.. Samtidig var søs og jeg efterhånden blevet det ældre.. Jeg var 11-12 år gammel.. Var ved at distancere mig så meget fra dig, at jeg ikke længere følte overskud til at beskytte hende.. Det var også i den periode, at de mange overgreb mod mig forekom.. Jeg fik min første kæreste.. Og du og jeg gled længere og længere fra hinanden.. Jeg cyklede ind imellem hjem til dig, men ville ikke længere på weekend hos dig.. Nød, at jeg kunne komme og gå, og ikke længere behøvede at blive trukket med på værtshus.. Da hende den lyshårede forlod dig med din nyfødte datter, ønskede jeg ikke længere at blive din allierede.. Igen blev du frataget alt og sad tilbage i en lejlighed, kun med din grå hjørnelædersofa.. Selv dit smarte B&O tv havde hun taget.. Men jeg magtede det ikke… Fandt trøst hos min kæreste i stedet for… – Fik den uforbeholdne kærlighed hos ham, og samtidig også de overgreb og svigt, som var så velkendte fra min opvækst.. Nu var vi efterhånden 4 søstre.. Alle sammen havde vi den samme far, men hver sin mor.. Søs og jeg var nogenlunde jævnaldrende.. Det var de 2 andre også.. De to små fik jeg først kontakt med som voksen.. Og ind imellem har jeg misundt dem, at de ikke havde nogen form for kontakt med dig.. Måske det i virkeligheden har skånet dem for en masse..

Jeg flyttede på efterskole som 15-årig, men trivedes ikke.. Jeg skar i mig selv.. Der var så meget i mit indre, som jeg ikke kunne kapere.. Men jeg kunne ikke tale med nogen om det.. Vidste heller ikke på det tidspunkt, at det måske kunne have hjulpet mig.. Efterskolen var en løsning på at jeg var blevet smidt ud af skolen.. Jeg var promiskuøs.. Dyrkede sex med min kæreste på skolens toiletter.. Var nærmest grænseløs.. Og samtidig gjorde jeg hvad der passede mig.. Sloges med lærerne.. Kom og gik når det passede mig..

Men efterskolen opdagede at jeg skar i mig selv, og jeg kunne derfor ikke få lov at blive.. Ville heller ikke blive.. Jeg kunne heller ikke flytte hjem til mor, da hun, udover at have lejet vores lejlighed ud for at få råd til efterskolen, heller ikke havde redskaberne til at tackle mig og mine udbrud.. Du havde mødt hende den lyshårede fra Amager og var flyttet ud til hende.. En ny start.. For os alle sammen, tænkte jeg.. Og jeg ville gerne prøve at bo hos dig.. Men det var en lille lejlighed, så jeg skulle dele værelse med hendes irriterende søn.. Du øjnede en mulighed for at rette op på det forsømte, og mente, at jeg, trods ring i næsen og skaldet i siderne, ville egne mig godt til en god privatskole på Frederiksberg.. Jeg var der en dag, og viste mig derefter ikke igen.. Du smurte madpakke og sendte mig af sted på cykel.. Jeg cyklede bare rundt på Frederiksberg.. Men om fredagen ringede inspektøren og sagde at jeg ikke havde været der.. Du blev vred.. Nægtede mig at tage til den planlagte fest på ungdomsskolen.. Låste mig inde i lejligheden.. Og jeg skreg.. Pludselig forstod du hvad mor kæmpede med.. Du var magtesløs.. Jeg satte mig ind på værelset.. Havde hentet en skraber på badeværelset og pillet den fra hinanden.. Havde taget bladet og snittet mig i begge håndled.. Jeg skreg psykotisk imens tårerne trillede.. Du kom ind på værelset.. Tror du ville bede mig om at dæmpe mig, men blev mødt af et syn der nær havde fået dig til at besvime.. Du vendte om på hælene, og lukkede døren bag dig.. Det frustrerede mig endnu mere.. Under en halv time senere kom du ind og bad mig om at tage mit tøj på.. Jeg nægtede, og du tog fat i mig og trak mig ned fra sengen.. Trak mig hele vejen gennem entréen, ned af trapperne og ind på bagsædet af bilen.. Du sagde ingenting til mig.. Det var mørkt.. Vi var på vej ind mod søerne i København.. Du åbnede døren og ville have mig til at stige ud.. Jeg nægtede, men du tog fat i mig og trak mig hen til en opgang.. ”Døgnkontakten” stod der på døren.. En række pædagoger tog imod os.. Men før jeg fik set mig om, tog du af sted igen.. Du forlod mig.. Så umulig havde jeg været.. At du intet ville have med mig at gøre mere.. De næste mange år skrev jeg jævnligt til dig.. På din fødselsdag, fra ferier, til jul.. Men intet hørte jeg.. Flere gange skrev jeg til dig, at jeg håbede du ville tilgive mig.. Jeg følte mig ansvarlig, skyldig.. Forladt.. Uduelig.. Uelskværdig..

Søs og jeg var ikke ret gamle, da du ønskede at få os fotograferet.. Du havde købt de sødeste indianerkjoler til os, med små snore, der var syet fast hele vejen rundt om den skæve bund.. Mor havde sat mit hår.. Hun havde lavet fletninger og sat sløjfer i og hun sagde udtrykkeligt til dig da du hentede mig, at du ikke skulle tage sløjferne ud.. Da vi kom ned i bilen sagde du til mig: ”Vil du gerne have de fletninger?” ”Nej”, svarede jeg.. Du tog sløjferne og elastikkerne ud og sagde grinende, at du nok skulle tage skraldet senere.. Vi kørte hen til en rigtig fotograf og kom ind i hans studie.. Baggrunden var lyseblå og der blev taget billeder af søs og mig, én efter én.. Da vi næste gang kom på weekend hos dig, hang der to billeder på væggen… Vi blev så overvældede.. Følte os så betydningsfulde.. Billederne var forstørrede og var så store, at de næsten gik fra gulv til loft.. De var så flotte, og vi var så stolte.. Og så dansede vi rundt sammen med dig til Huey Lewis & The News.. Og de minder er så betydningsfulde.. Fordi der er små glimt af en ikke dysfunktionel familie.. Et minde der ligner en almindelig familie, hvor der ikke er misbrug, overgreb eller angst for at være uelskværdig..

Men på badeværelset stod en stor glaskuppel.. For du lavede nemlig din egen brændevin.. Og sådan vekslede familien mellem at være helt almindelig, til at være helt og holdent dysfunktionel..

Jeg har altid elsket dig.. Ubetinget som barn.. Med forståelse som voksen.. Har måske i høj grad haft ondt af dig.. Lige indtil en dag, hvor jeg mødte dig på Amager.. Jeg var voksen.. Boede i min egen lejlighed, og havde ofte tænkt på, om du mon stadig boede på Amager.. På det tidspunkt havde jeg opgivet at få kontakt med dig.. Havde dog deltaget i din 40 års fødselsdag, hvor jeg fortalte dig, at min kæreste udsatte mig for vold.. Til det svarede du, at kvinder ind imellem skulle have et par på kassen.. Derefter til Farmors begravelse, hvor jeg lige havde fået mit kørekort… Nu var jeg prostitueret.. Dulmede smerten i sex med mænd for penge… Du kom gående imod mig, temmelig beruset… Du kaldte mig ved søs navn… Jeg korrigerede dig, og fortalte at det var Tanja… Skrev mit nummer ned til dig, men da vi sagde farvel, stod jeg stadig med det i hånden.. Der opgav jeg vel for alvor.. Med endnu en følelse af, ikke at være elskværdig.. At være så ubetydningsfuld, at du end ikke kunne huske mit navn..

Men så fik jeg Amalie.. Søs fortalte dig at jeg var blevet mor.. Og du dukkede op på hospitalet.. Med sodavand.. Også til dig selv.. I en periode havde vi kontakt.. Min nye lille familie og jeg besøgte dig i dit skønne selvbyggede hus i en haveforening på Amager.. Noget indeni mig skreg.. Havde jo altid drømt om at have dig tæt på.. Men samtidig sad jeg med mit lille spædbarn i armene og havde så stort et ønske om, at gøre hendes liv mindre besværet end mit eget.. Mange af dine vittigheder var de samme som da jeg var barn.. Der blev stadig drukket tæt… Og jeg følte, at jeg for første gang kunne vælge dig fra.. Som en beslutning fra min side.. I virkeligheden kom skuffelsen nok da du havde lovet at sætte mit nye køkken op, men i månedsvis brændte mig af.. Èn ting var, at jeg ikke kunne lave mad og boede i et kæmpe byggerod.. En anden ting var, at jeg i mit ønske om at du lavede mit køkken, havde et håb om, at du for en gang skyld ville leve op til dit ord.. Men det gjorde du ikke.. Mine forældre betalte for at et firma kom og satte det op.. Og med det sagde jeg mentalt farvel til dig.. Jeg kunne ikke længere rumme den slags skuffelser.. Det var så smertefuldt, og kastede mig direkte tilbage til de følelser jeg havde som barn, når jeg om fredagen ventede på dig ved hoveddøren.. En dag kom du uanmeldt..  Jeg så dig fra vinduet.. Du slingrede ned af Hannovergade.. Jeg skammede mig over dig.. Ville ikke kendes ved dig, og lukkede dig ikke ind i opgangen da du ringede på.. Jeg lod som om jeg ikke var hjemme.. Senere blev du forladt igen.. Også hun blev træt af volden.. Og igen blev alt taget fra dig..

Jeg befandt mig i det ene destruktive forhold efter det andet.. Fandt mænd, som selv var vokset op i dysfunktionelle familier og fortsatte den dysfunktionelle adfærd i min egen familie… Jeg havde et ambivalent forhold til alkohol og havde haft det altid.. Jeg kunne opfange om mine kærester havde drukket, inden de satte nøglen i døren til lejligheden.. Jeg hadede alkohol.. Kunne ikke drømme om, at drikke i hverdagene og gør det stadig ikke.. Men når det blev fredag og lørdag, drak jeg mig fra sans og samling.. Jeg drak så uhæmmet, at jeg ofte var uvidende om, hvordan jeg var kommet hjem.. Jeg dulmede min smerte i alkohol og gemte min egen alkoholisme i kontinuerlige fester og byture.. I en periode også i kokain.. Jeg mødte mænd, der på så mange områder lignede dig.. Og de rev tæppet væk under mig.. Den kærlighed og opmærksomhed jeg havde manglet fra dig, higede jeg nu efter fra de mænd.. I håbet om at de kunne reparere det ødelagte.. Men det kunne de ikke.. For ofte var de ligeså utilregnelige som dig.. Ligeså ødelagte som dig… Og ligeså ødelagte som mig.. Jeg var selv med til at skabe og vedligeholde dramaet.. Det velkendte sus.. Adrenalinen.. Det der gjorde at jeg kunne mærke at jeg levede.. Det der gjorde, at jeg kunne skubbe væk, for at mærke deres higen, når de ønskede at komme tilbage..

Du lærte mig at verden var ondskabsfuld.. Det var med til at gøre, at jeg fik antenner på alle fingre.. Jeg var på vagt.. Konstant.. Jeg lukkede aldrig rigtig nogen ind.. Ikke længere ind, end at jeg hurtigt kunne lukke dem ud igen.. Jeg var iskold.. Men kun lige indtil jeg blev alene.. For som sagt var jeg ikke ligeså hård som dig.. Jeg var sårbar som bare pokker.. Men aldrig når de så det.. Når jeg blev uvenner med en kæreste var det ikke muligt at gå på kompromis.. Jeg kunne heller ikke finde ud af, at skænderier ikke var ensbetydende med at man stadig kunne være kærester.. Altid resulterede skænderier i, at jeg smed mine kærester ud.. ”Så skrid”.. ”Skrid nu med dig”.. I virkeligheden tror jeg at jeg testede dem.. ”Vil du virkelig have jeg skal gå?” Spurgte de.. ”Hvad rager det mig, gør som det passer dig”, svarede jeg…. Når de så tog deres sko på, og alligevel kom ind i håb om at man kunne blive gode venner, så ydmygede jeg dem: ”Var du ikke på vej ud af døren? Hold kæft hvor er du ynkelig.. Du truer med at gå, og så kommer du alligevel ind som en lille hund! Skrid nu med dig!” Og jeg var kold og hård, ligesom du lærte mig.. Men det gjorde så ondt når de var gået.. På den ene side tænkte jeg, at det at smide dem ud, kunne afhjælpe mig fra at blive såret senere.. Samtidig var det mit behov for at skabe og være i drama.. Derudover var der kicket, når de efterfølgende fortalte at de elskede mig, og om vi ikke godt kunne finde ud af det.. Alt sammen var det manipulerende handlinger fra min side.. For når de kom tilbage med deres kærlighedserklæringer, så blev jeg bekræftet i, at jeg ikke var svag, for jeg ville aldrig under nogen omstændigheder være ligeså svag som dem og komme tilbage.. Jeg fik også bevist, at de virkelig ville mig, og at jeg måske i virkeligheden var værd at elske.. For ellers ville de vel ikke komme tilbage??

Amalie har været omkring 5 år gammel, da jeg en dag ringede til dig.. Jeg havde haft en kæreste.. Faktisk en rigtig sød en af slagsen.. Jeg gjorde det forbi, fordi han prikkede til mit negative selvbillede.. Han havde holdt en aftale med en eks hemmelig for mig, og det var nok til at smide ham på porten.. Så kynisk var jeg nemlig.. Men jeg var så ulykkelig.. Tænkte at jeg aldrig ville kunne finde ud af at være i et forhold med nogen, fordi noget inden i mig, ikke stod til at reparere.. Jeg var ked af det da jeg ringede.. Da du hørte det var mig, kunne jeg fornemme din glæde.. Omvendt kunne du fornemme min sorg.. ”Er der noget jeg kan gøre for dig skat?” Spurgte du… Og jeg spurgte dig ”Far, elsker du mig?” Og du svarede ”ja”.. Et stort og rungende JA.. Og der gik det op for mig, at det gjorde du.. Du elskede mig på din måde.. På en måde som du var i stand til at elske.. Der var intet ondt i dig.. Ingen negative hensigter.. Måske i virkeligheden en stor grad af naivitet, fordi du slet ikke selv var klar over, hvad dit forhold til alkohol havde haft af betydning for mig.. Men du elskede mig.. Det havde aldrig handlet om, at jeg ikke var god nok, eller at du ikke ville mig.. Det handlede heller ikke om, at alkoholen som sådan var vigtigere end mig.. For de to ting var slet ikke sådan at stille op mod hinanden.. Alkoholen var nødvendig for dig, fordi du ikke på samme måde som mig, havde haft modet til at tage fat i roden ved dine egne oplevelser.. Du havde i hvert fald fundet din måde, at tackle dem på.. Samtidig var alkoholen en stor del af dit netværk.. Det man samledes om.. Og det var på tide, at jeg for alvor gav slip.. Slip på behovet for at føle mig værd at elske.. Ingen mand ville nogensinde kunne reparere de huller jeg havde fået på min sjæl.. Det kunne jeg kun selv gøre.. Og min egen personlige rejse fortsatte..

Siden den gang har Amalie og jeg besøgt dig en enkelt gang.. Hun ville gerne møde sin biologiske morfar.. Vi kom en formiddag, fordi jeg på den måde ønskede at være sikker på, at du endnu ikke var beruset.. Vi tog af sted igen efter halvanden time.. Der havde du drukket din anden øl.. Det har været vigtigt for mig, at fortælle Amalie om dig.. Hun ved hvor højt jeg elsker dig, men ved også, at jeg er nødt til at elske dig på afstand.. Ikke fordi jeg ikke som sådan vil dig, men fordi jeg ikke bryder mig om det alkoholen gør ved dig.. Jeg er hverken vred eller bitter.. Lider ikke noget decideret afsavn.. Jeg ved hvor du er, og jeg ved at dine døre står åbne.. Jeg ved også at du elsker mig.. Ligesom du elsker dine andre døtre.. Dine forudsætninger for at være en god far, har bare ikke været optimale.. Du har gjort det bedste du kunne.. Og det sætter jeg oprigtigt pris på..

Men der er en enkelt ting der altid har naget mig.. Gennem hele mit liv har du troet at jeg havde fødselsdag den 18. Marts eller den 17. April. Men kære far.. Det er den 18. April.. Det har det altid været.. Ikke at jeg hører fra dig på min fødselsdag, for det gør jeg ikke.. Og det nager mig ikke.. Men hvis du alligevel sender mig en kærlig tanke på min fødselsdag, vil du så ikke gøre det den 18. April? Der vil jeg nemlig huske at tage imod den med åbent hjerte..

Jeg kæmper stadig med en række følger af at være opvokset i to dysfunktionelle familier.. Jeg har fundet redskaberne til at tackle størstedelen af de udfordringer jeg møder, men jeg kan stadig lade mig forblænde af dysfunktionelle mænd.. Jeg spotter det langt hurtigere end før og kommer nemmere ud af det, uden det helt store drama.. Jeg tester ikke på samme måde som tidligere, og er blevet langt mere bevidst om, hvad jeg gerne vil have i mit liv.. Ikke desto mindre er det svært for mig, at blive tiltrukket af den type mænd, som jeg ved kan skabe ro i mit liv.. Dem jeg ved, kan skabe tryghed og stabilitet.. Jeg forvirres af forskellige eksperter, som veksler mellem at sige, at det er ok at blive tiltrukket af ”badboys”, til at sige, at man skal øve sig i at hvile i det der ikke umiddelbart virker tiltrækkende.. Og der er jeg nok gået lidt i stå.. Er træt af ”badboys”.. Men at skulle finde en, som ikke bare minder en smule om dig, vil nok være umuligt for mig.. For du har jo også så mange fantastiske sider.. Spørgsmålet er, om de sider også indebærer, at alt det dysfunktionelle følger med.. Det har jeg til gode at finde ud af.. Det vigtigste har været at lære, at det ikke var nødvendigt med en mand, for at føle mig elskværdig.. Så langt er jeg kommet, selvom det tog mig mange år at erfare.. Ligeså lang tid tog det at lære at sige fra og sætte grænser, at stole på mit eget værd, at værne om mig selv og min egen seksualitet og at skabe nære relationer, hvor det var okay at vise sårbarhed, hvor man kunne tilgive og hvor der var plads til at begå fejltrin..

Tak for alt det gode du har givet mig.. Styrken, Fanden-i-voldsk-heden, humoren og evnen til at overleve.. Det har været egenskaber, som jeg ikke havde kunne klare mig uden..

Når jeg savner dig mest, sætter jeg denne sang på…. Så smiler jeg for mig selv, og håber du ved at jeg har det godt.. At jeg har fået et godt liv.. Og så tænker jeg på dig, som nok er at finde på Pladsen sammen med de andre beboere fra haveforeningen, hvor I drikker øl og taler om livets barske realiteter.. Og der ved jeg at du trives.. Og at du er sammen med mennesker som vil dig det godt…

De kærligste tanker fra mig til dig….

 

 

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: