# 64 – Mit møde med “Dejlige Jasmin”

Før min sommerferie, nærmere betegnet torsdag den 18. juni kl. 15.00, mødtes jeg med ”Jasmin” på Café Den blå hund på Frederiksberg, som opfølgning på vores lange skriftlige dialog, der gik fra Jasmins vrede og noget usaglige henvendelse henover en saglig og fornuftig debat, der belyste prostitutionstemaet fra to forskellige perspektiver, – hende som aktiv prostitueret og mig som tidligere prostitueret.

Gennem vores fire timer lange samtale, nåede vi frem til en vis form for enighed. Jasmin er nemlig slet ikke så uenig med mig, som først antaget, og faktisk er jeg heller ikke helt så uenig med hende, når vi kommer helt ned i detaljerne, for Jasmin er faktisk temmelig kvik. Kvikkere end en del af de aktive prostituerede, som jeg ellers er stødt på, gennem de sidste 4 ½ år, hvor jeg har været aktiv i prostitutionsdebatten.

Inden jeg begynder at uddybe vores samtale, så er det vigtigt for mig at understrege, at min politiske holdning ikke har ændret sig. Jeg går ind for et forbud mod køb af seksuelle ydelser, og det kommer ikke til at ændre sig. Målet er ikke at ramme kvinder som Jasmin, men at beskytte de mange kvinder, der ikke befinder sig i prostitution af de samme bevæggrunde som Jasmin og hendes få allierede. Det forstår Jasmin, og derfor er vi enige om, at det må kunne lade sig gøre at lave et lovforslag, som rammer køberne, men som giver kvinder som Jasmin mulighed for at sælge det, som jeg i bund og grund vil betegne som en seksuel præference for Jasmin, mere end et decideret arbejde, om end der er penge involveret. Jeg er klar over, at det udelukker en anden stor gruppe af prostituerede, som insisterer på, at prostitution ”bare” er et helt almindeligt arbejde – men det hverken kan eller vil jeg erklære mig enig i.

Og hvad mener jeg så med seksuel præference?

Noget af det der blev tydeligt for mig, under og efter mit møde med Jasmin (samt efter Rikke Grosells deltagelse i tv før sommerferien, i forbindelse med udgivelsen af hendes bog) er, at nogle kvinder sælger seksuelle ydelser, fordi de tænder på mødet og transaktionen. Det er en påstand, som jeg er nødt til at have med i min betragtning, hvad enten jeg forstår og/eller accepterer denne seksuelle lyst eller ej. Jeg har gransket min hjerne for at blive klogere på, hvad det helt nøjagtig er i mødet med de mange fremmede og i selve transaktionen, der kan være et turn-on, og det mest tilbagevendende tema jeg kan komme på, er selve fornedrelsen. At tænde på fornedrelsen, tænde på at blive brugt, misbrugt eller at tænde på den kontrol, der for kvinder som Jasmin kan ligge i at bestemme aktens form og udformning, i hvert fald når man har den fysiske og psykiske robusthed, som Jasmin (og måske Rikke – har ikke læst hendes bog endnu, da hun ikke ønsker at sende mig et eksemplar, så jeg kan læse og anmelde den, hvorfor jeg endnu ikke har forsøgt at forstå hendes bevæggrunde og baggrund) netop har.

Min tolkning er, at Jasmin ikke er afhængig af pengene, hvorfor det ikke for hende handler om økonomisk overlevelse. Allerede der har hun et privilegium, som mange andre i prostitution ikke har. Hun kan vælge prostitution til, når hun tænder på det og føler for det. Samtidig virker hun stærk og med sine grænser i behold. Men her er det vigtigt at påpege, at Jasmins seksuelle præference ligger udenfor det mest gængse i prostitution, og at de ting som Jasmin generelt tænder på, netop er udskejelser, som hun helt særligt kan udleve gennem prostitution. Også her adskiller Jasmin sig fra størstedelen af de kvinder der befinder sig i prostitution. For de fleste kvinder, er prostitution et spørgsmål om penge. Det betyder, at de sælger de ydelser, som kan give økonomisk overskud, og ikke ydelser, der bidrager til personlig tilfredsstillelse.

Er køberne voldelige?

Mit store fokus har hele tiden været volden i prostitution. Den vold som både jeg og de andre kvinder i Netværksgruppen har erkendt, også selvom man skulle ud på den anden side, før det blev muligt at gennemskue og forholde sig til volden. For imens vi befandt os i prostitution, var vi nødt til at negligere og underkende den. Den blev først tydelig, da vi forstod hvilke overlevelsesstrategier der havde ført os ind i prostitution, og havde efterrationaliseret i forhold til hvorfor vi blev der så længe, når vi i virkeligheden ønskede noget helt andet. Og derfor har det også været vigtigt for mig at sige til Jasmin, at de overbevisninger hun har nu, ikke nødvendigvis vil være de samme, når hun en dag er ude af prostitution. Det kan Jasmin af gode grunde ikke afvise, fordi det naturligvis kræver, at jeg mødes med Jasmin igen om 15 år, for at høre, hvor hun er i livet, og hvordan hun ser tilbage på sin tid i prostitution. Det blogindlæg må jeg have til gode, men med en stor respekt for Jasmin og hendes seksualitet, så accepterer jeg tesen om at hun trives med sit valg og er fuldt ud bevidst om sine handlinger – og ikke mindst, er i stand til at sige fra og sætte grænser. Alt andet ville netop være moraliserende, om end jeg har ret til at have min tvivl, ud fra de erfaringer jeg har gjort mig, med kvinder der har forladt prostitution!

MEN! For der er nemlig et MEN.. Jasmin har nemlig også mødt mange af de grænseoverskridende købere. Selvom hun argumenterer for, at hun er i stand til at sige fra overfor dem, enten ved at smide dem ud på røv og albuer, eller ved at sparke dem ud af sengen, så ved hun godt de er der. Og hun godtager præmissen om at disse mænd netop finder de kvinder, der ikke er i stand til at sige fra, og både udsætter dem for vold, seksuelle overgreb, trusler, voldtægt og meget mere. Og Jasmin er enig med mig i, at disse kvinder aldrig burde finde vej ind i prostitution. Det er desværre ikke muligt at udelukke, da netop det miljø er tiltrækkende for kvinder (og mænd), der enten har været udsat for overgreb, har lavt selvværd, er økonomisk på spanden, er i misbrug osv.!

Så hvem har ansvaret?

Der hvor Jasmin og jeg havde sværest ved at nå til enighed, var i diskussionen om, hvem der egentlig har ansvaret. Er det de kvinder, der af ulyksalige årsager havner i prostitution? Eller er det køberne? Hvor Jasmin ikke helt mener, at man kan placere ansvaret hos køberne, som jo ikke kan gennemskue, om den kvinde de køber, er der af de rigtige bevæggrunde, så mener jeg i høj grad, at man kan placere ansvaret netop dér. For hvis der er den mindste tvivl om, hvilke bevæggrunde der foreligger, så burde køberen stikke sin 500-lap i lommen og gå hjem og bruge klør 5! Men som kvinde med prostitutionserfaring, så kan jeg skrive under på, at mænd der træder ind på et bordel, på ingen måde har den refleksionsevne! Er han først taget derned, så har han også en forventning om at få dækket det behov, der fik ham til at banke på døren.. – Også selvom man er fucked up på stoffer, ligner et anoreksioffer eller sidder i stolen med tårer i øjnene.

Så hvad er alternativet?

For mig er der ikke noget alternativ, i forhold til at kriminalisere køberne. Køberne er, uanset hvordan vi vender og drejer det, dem der udsætter mennesker i prostitution for vold og overgreb. Det bør de straffes for, på lige fod med andre voldshandlinger. Er det ensbetydende med, at der ikke er mænd der respekterer præmissen? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Men i min optik ændrer det ikke på, at de kvinder der er i prostitutionsmiljøet af de forkerte årsager (og dem er der alt for mange af), vil opleve handlingerne som overgreb, hvad enten de blev taget med magt eller blot ”gav” den ydelse der blev betalt for. Derfor er der kun EN løsning for mig. Jasmin og jeg er tæt på enige, men aftalen er, at vi skal mødes igen, og tale løsningsmodellen igennem, for den skal naturligvis holde juridisk, så man kan straffe de købere, som betaler for seksuelle ydelser hos dem, som ikke har ressourcer, styrke, selvværd/selvtillid, grænser og sans for bijob/registrering af virksomhed, og derfor ikke kan siges at være fuldstændig afklarede med deres valg om at prostituere sig (hvilket i min optik stadig ikke er en 100 % sikkerhed for deres ve og vel).

Er det en garanti for at sårbare kvinder ikke ender i prostitution?

Nej, det er det absolut ikke. Men ved at have en strafferamme, der kan gå efter de mænd, der køber sex på et såkaldt illegalt marked, vil man i højere grad kunne beskytte dem, der ikke er der af de rigtige bevæggrunde, er handlet eller presset ind i prostitution eller som står på gaden. Man vil kunne gå efter mænd, der køber sex på bordeller, i saunaklubber og andre steder, hvor sårbare og udsatte kvinder kan befinde sig, uden at politiet eller SKAT kender til deres eksistens – og særligt steder, hvor man derudover kan dømme ud fra rufferiparagraffen.

Men hvad så?

Det er klart, at jeg må respektere Jasmins ønske om at sælge seksuelle ydelser. Egentlig har mit ønske om at kriminalisere køberne, ikke haft til hensigt at spænde ben for hende, men at beskytte de mange andre, som udnyttes i sexindustrien. At Jasmin er privilegeret, og at det alle dage har været accepteret, at de priviligerede blev forfordelt, er for mig at se ikke ensbetydende med, at vi skal tage et særligt hensyn til dem der trives i prostitution. For det første er min helt klare overbevisning, at det er et fåtal, der trives som Jasmin gør, og jeg mener til stadighed at man i et samfund, først og fremmest må beskytte de svage, men samtidig er jeg nødt til at forholde mig til, at der er og altid vil være kvinder, som vil insistere på at sælge seksuelle ydelser, hvad enten jeg bryder mig om det eller ej. Derfor er mit umiddelbare forslag følgende:

Prostituerede skal oprette sig under en særlig (nyoprettet og særskilt) branchekode. Denne skal dække over en art massage. Branchekoden kan udelukkende bruges til enkeltmandsvirksomheder. Virksomheden skal være registreret i virksomhedsejerens eget navn og salget af ”massagen” må kun foregå i egen bolig eller ved besøg hos køber, således at der ikke er risiko for bordelvirksomhed og/eller rufferi. Der skal være kontrolbesøg af politi og SKAT, for at sikre, at den registrerede er der af egen fri vilje, og der skal være en særlig indsats for dem der ønsker at lukke deres virksomhed ned og har brug for hjælp til at komme ud af prostitution. Der skal i samme moment oprettes en særlig prostitutionsenhed hos politiet, som står for løbende kontrolbesøg og opfølgning på registrerede virksomheder/ikke registrerede bordeller/klubber og på gaden. Virksomhedsregistreringen skal bidrage til en større åbenhed omkring temaet, således at stigmatisering kan nedbrydes. Hvis du ikke vil stå ved at du prostituerer dig, så kan du ikke registrere din virksomhed, og i så fald er du ikke afklaret om dit valg – og dermed skal køberne straffes for at betale for seksuelle ydelser hos dig. Det skal nemlig være muligt at se, hvem der ejer virksomheden. Politiet skal ikke jagte købere, der henvender sig disse steder, men skal naturligvis tage det ganske alvorligt, hvis vold anmeldes disse steder. I stedet skal de rette en særlig indsats mod bordeller, saunaklubber, escortbureauer og gadeprostitution, og straffe de købere, der ikke køber seksuelle ydelser hos dem der har en registreret massage-virksomhed.

Som beskrevet ovenfor, så holder den endnu ikke helt vand endnu.. Der skal brainstormes meget mere, men det er da en start, og det er nogle af de tanker jeg har gjort mig, henover sommeren.. – For med en branchekode, hvilke rettigheder har man så, i forhold til fagforening med mere? – Der opstår en lang række af dilemmaer, som skal endevendes, når de rigtige folk er inde over..

Anerkender jeg så prostitution som erhverv?

NEJ! Det gør jeg så absolut ikke. Prostitution er ikke et erhverv! Og i min verden bliver det heller aldrig nogensinde et erhverv! I min verden er prostitution et marked for mennesker der har været udsat for svigt og overgreb eller som er i misbrug eller fattigdom. At der så er et fåtal der tænder på at sælge seksuelle ydelser, det må jeg forholde mig til, – og hvis jeg ønsker at indgå i en eller anden form for kompromis med den anden side af miljøet, så må jeg bøje mig for at der eksisterer kvinder, for hvem disse, for mig, grænseoverskridende handlinger er tilfredsstillende. Jeg ved godt at jeg stadig vil have masser af modstandere i prostitutionsmiljøet. Særligt dem der ønsker en ophævelse af rufferiparagraffen. Men her har Jasmin heldigvis en noget anden tilgang, som jeg respekterer, fordi hun netop påpeger, at en ophævelse af rufferiparagraffen vil øge udnyttelsen af mennesker i prostitution. Og derfor er der ikke noget der tyder på, at Jasmin har nogen særlig forkærlighed for SIO, hvilket gør det noget nemmere at indgå i udarbejdelsen af en fælles løsningsmodel, som stadig handler om at beskytte de svageste..

Det er så langt jeg kan gå, i ønsket om at imødekomme disse kvinders eksistens. Det er selvfølgelig vigtigt at pointere, at jeg udelukkende tænker og skriver på mine egne vegne, og ikke på Netværksgruppens vegne, i forbindelse med ovenstående... Jeg tænker stadig – og derfor er ovenstående ikke endegyldigt for mig. Måske ender jeg med at erkende, at man ikke kan indgå i et kompromis, hvis det skal lykkes at beskytte dem, som mit hjerte brænder for, og i så fald ændrer jeg mening. Men lige nu forsøger jeg at tænke i en løsningsmodel, som man kan stå sammen med de aktive (og ”stærke”) prostituerede om – i hvert fald dem, der har den samme fornuft som Jasmin. Og Jasmin har hjertet på rette sted, for faktisk ønsker hun også at beskytte dem der ikke trives og som udnyttes og voldsudsættes i prostitution. Og hun ønsker, ligesom mig, at straffe de mænd, der forgriber sig på dem.

Og for at gøre det helt klart, så går jeg altså i den grad ind for en kriminalisering af køberne. Det skal der ikke herske tvivl om, ligesom jeg aldrig kommer til at anerkende prostitution som erhverv! Men hvis tidligere prostituerede og ”tilfredse” prostituerede kan stå sammen om et lovforslag, så står vi altså stærkere! Spørgsmålet er, om det juridisk set er muligt, på den ene side at kriminalisere køberne og på den anden side, at oprette en særlig branchekode, som skal beskytte de stærke prostitueredes ønske om at lade sig prostituere. Det bliver jeg forhåbentlig klogere på i løbet af de næste par måneder, når Jasmin og jeg mødes igen og arbejder videre på en løsningsmodel, som først og fremmest skal diskuteres i bund på Netværksgruppens næste møde. For branchekoden skal ikke være en anerkendelse af prostitution som erhverv, men en løsning på en kompleks problemstilling.

Husk at du kan støtte Netværksgruppen ved at blive støttemedlem af foreningen. – Vi arbejder på højtryk, og har brug for al den støtte og opbakning vi kan få. Du kan læse meget mere HER

 

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: