# 61 – prostituerede Sara fra Eroguide

Min dialog med prostituerede Jasmin har sat gang i en længere debat på Eroguide, med udgangspunkt i Jasmins og min mailudveksling. – Sara har løbende bidraget til debatten, men har nu også rettet direkte henvendelse til mig via Eroguide.. – Jeg tager selvfølgelig udfordringen op, og svarer hende….

________________________________________________

 

Hej Tanja,

Hvis du er blevet svinet til, så er det pga. dine grove angreb. Tror f.eks. at folk er glade for den dialog, som du er gået ind i nu. Du angriber den generelle sexkøber? I stedet skulle du gå i forsvarsposition mod dem, som ikke respekterer grænsen. Der vil du høste sympati og støtte. Jeg har intet imod at gå folk på klingen, hvis de ikke viser kvinder respekt. Havde en diskussion om gadepiger f.eks. herinde. Men jeg bliver helt bange for, at jeg pludselig beskytter piger som mig selv, da jeg ved hvem jeg er og jeg er ikke den svage pige, som du/I vil gøre mig til. Har jeg nu sat mig ordentligt ind i tingene, tænker jeg. I bliver simpelthen nødt til at nuancere hvilke piger I har med at gøre.

Der findes mænd, som har overskredet dine grænser, fordi at du ikke selv kendte dem på daværende tidspunkt- du kunne ikke sige fra. Kan du se at det ville være nyttigere, hvis du fik lært at mærke dig selv/ kende dine grænser af en erfaren person, som dig selv i dag end at prostitution blev forbudt og endnu mere mørkelagt? Jeg ved at kompetencecentret kontakter nystartede kvinder i div. bordeller i dag. Kunne der evt. være en lille brochure om ting, som er vigtige at være obs på? Evt. foredrag for unge piger osv.. Da jeg ’stoppede’, var jeg i kontakt med det uambitiøse Exit prostitution, selvhøjtidelige Flora og læste også indlæg fra Netværksgruppen- en skrev at livet er fuldstændig ødelagt efter livet som prostitueret og der er ingen mulighed for at vende tilbage til livet osv. Tak for kaffe, og at jeg ikke vidste hvor ødelagt jeg i virkeligheden var. – En flok frådende, fanatiske kvinder, som hiver i en og prøver at hive en helt ned. Det kan føles som et overgreb – for mig og jeg ved andre prostituerede.

De fyre, som har overfaldt dig, de er jo ligeså ‘ødelagte’ indeni, som du var. Jeg får henvendelser på fyre, som er virkelig bange for at begå overgreb på piger, og som også foretrækker en på ca. deres egen alder end en blåøjet lille pige.

Som privatpige, så sorterer jeg en del fra- f.eks. påvirkede fyre og ikke-respekterende henvendelser – har lært at analysere folks sindstilstand på en kort samtale sådan nogenlunde.. Jeg prøver at kommunikere ud, at piger/kvinder er hele mennesker- at det er en aftale ml to individer, at sexkøb er et privilegie, ikke en menneskeret og at fyren har mindst halvdelen af ansvaret for at aftalen bliver god. Jeg kan godt få orgasme ved et besøg og vil sige at jeg hellere vil være sexsælger end at arbejde som hjemmehjælper. Synes at det er grænseoverskridende..

Sara:)

_____________________________________________

 

Kære Sara.

Du skriver, at ’hvis’ jeg er blevet svinet til, så er jeg blevet det, på grund af mine egne grove angreb. Til det vil jeg sige, at jeg de første 3 år, hvor jeg stod frem, faktisk holdt mig til primært at tale ud fra egne erfaringer. Med tiden begyndte andre kvinder at tage kontakt til mig, hvilket betød, at jeg fik indblik i andres historier også. Jeg ved ikke om du har set det første videointerview jeg lavede, for 4 ½ år siden eller om du har læst de første mange artikler jeg blev interviewet til? Min pointe er, at min retorik var anderledes på det tidspunkt. Men fra første gang jeg stod frem, væltede det ind med mails fra mænd, som havde behov for at svine mig til, nedgøre mig og sjofle mig. Med tiden er min retorik derfor blevet hårdere, fordi det kræver råstyrke, at forblive på øretævernes holdeplads. Der er jo en grund til, at så mange kvinder med prostitutionserfaring har trukket sig igen, efter at de har været stået frem. For de har modtaget nøjagtig de samme sjofle mails fra mænd, som er kommet med voldtægtstrusler, dødstrusler, trusler om vold og nedgørende kommentarer. Følgende er blot et lille udpluk af, hvad jeg har modtaget af mails – og enkeltvis synes de måske ikke voldsomme, men når du modtager flere af disse dagligt, så er det svært ikke at være i en form for alarmberedskab, og samtidig blive påvirket af det menneskesyn, som disse mænd udtrykker:

”Hey lille luder. Du skal ikke ynke så meget. Nu skal du bare tage fars lille diller og så skal du sutte til den flyder over af glæde. Og så skal du være glad, hvis jeg efterfølgende vil stikke den ind i dig og pumpe dig op med lidt optimisme på verden. Men når alt det er sagt, så er du sgu en lækker lille fisse som jeg elsker at slikke og lege med – også selvom du tænker på alt mulig andet. MVH din luderelsker.”

”Dumme so, du er så klam luder”

”Hvordan kan sølle 2 års fiasko og uduelighed og utilstrækkelighed i verdens ældste erhverv, letteste og bedst betalte job, betyde så meget for din diagnose og dit taberliv, at du ligefrem mener at hele DK befolkning skal høre om det?”

”Jeg kan godt lide at du skriver som du gør, men tro mig, griner, mænd har kun betalt sig fra at få noget hurtig sex, og når de har forladt stedet har de tænkt, hold kæft hvor er du klam kvinde, griner. Så de gået hjem til deres kone og tænkt, hold kæft hvor er jeg heldig jeg ikke er sammen med sådan en der virkelig vil sælge sig selv for penge, griner. Hvem er den klamme her? Kan slet ikke forstå at du kan leve med dig selv, griner, men ja, hver sin klamme hobby.”

”Din skide kusse – hvis jeg nogensinde ser dit dumme fjæs, smækker jeg dig en på hovedet – og meld det bare til politiet – jeg tør sgu godt stå inde for mine synspunkter.”

Først for halvandet år siden, da jeg skrev mit indlæg ’Til dig der køber sex’, henvendte jeg mig direkte til køberne. Indtil da havde jeg holdt fokus på egne erfaringer fra prostitution, og jeg talte ud fra disse erfaringer. Nej, jeg tror ikke på myten om den lykkelige luder, og det har jeg aldrig lagt skjul på. Men min retorik ændrede sig først efter 3 år i den offentlige debat, efter at havde modtaget flere hundrede svinske mails fra mænd, hvoraf flere af dem var fra sexkøbere. Disse mails var med til at tydeliggøre, hvor stort et ansvar der påhviler køberne, og de var med til at tydeliggøre, hvilket syn de her mænd har på de kvinder og hvordan de står for størstedelen af den stigmatisering de her kvinder oplever.

Hvad angår den dialog jeg er indgået i nu, så kan man næppe takke jer for den dialog. Dialogen opstod kun, fordi jeg venligt og i en ordentlig tone svarede på Jasmins grove henvendelse til mig. Og det er altså svært at finde lysten til at indgå i en dialog, når man konstant angribes personligt. Jeres niveau har gennem tiden ligget langt under barren. Det gælder hele prostitutionslobbyen, som igen og igen har bidraget til fysiske og psykiske angreb på deres modstandere. Spørg for eksempel SIO, hvordan de fysisk har angrebet 8. marts initiativets talsperson. I stedet for at have så travlt med hvad vi andre gør, så burde I måske vende blikket indad, og kigge på, hvordan I selv bidrager til den grove retorik. Jasmins første henvendelse er et glimrende eksempel på det. Det er muligt at man er uenig med Yahya Hassan, Pia Kjærsgaard og Joakim B. Olsen – men at føle sig berettiget til at sende direkte svinske, sjofle og truende beskeder til dem, er langt under bæltestedet. Er man uenig, så må man tage snuden ud af sneglehuset, og så må man kæmpe sin egen sag, fremfor at skyde sine modstandere ned. Og jeg synes i den grad at I bidrager til det sidste. – Uanfægtet mine personlige holdninger, som jeg har min fulde ret til at have, og som jeg primært udtrykker på min personlige blog. At jeg bruges i medierne handler om, at der ikke er ret mange kvinder, som har styrken eller modet til at stå frem. Det kan jeg ikke gøre for. – Men det kan I, til en vis udstrækning, på grund af de angreb det udløser at stå frem.

Du siger, at jeg ønsker at gøre dig svag. Det er jeg ikke enig i. Jeg taler ud fra et generelt synspunkt, og faktum er, at du og Jasmin er i undertal. Jeg tror på, at mange af de kvinder, som fortæller, hvor vilde de er med at prostituere sig, ændrer holdning, når de kommer ud på den anden side, for det har været tilfældet for alle de kvinder jeg har været i kontakt med de sidste 4 år – og nogle af brugerne på Eroguide fremhæver netop, hvordan nogle af dem der gav udtryk for at trives med deres valg, pludselig var forsvundet fra miljøet. Måske gælder det ikke dig. Det må man da håbe for dig, for jeg vil for intet i verden ønske for dig, at du skal gennem de samme følger, som vi andre har måtte kæmpe os igennem. Men det ændrer ikke på, at MANGE kvinder gennem tiden har fortrudt. At mange kvinder gennem tiden er blevet mere skadede af at være i prostitution.

I resten af dit indlæg citerer du sådan set bare Jasmin, i forhold til synet på, hvorfor mine grænser blev overskredet. I fastholder, at de blev overskredet, fordi jeg ikke formåede at sætte grænser. Nu ved du jo ikke, hvor mange gange jeg irettesatte køberne. Men det er begrænset, hvor meget man kan sætte grænser, når man bliver tvunget ned i en seng, bliver fastholdt og bliver voldtaget, imens ens arme bliver holdt fast. Jeg er altså ikke nogen Ninja, så det er lidt svært at sige fra i en sådan situation. Det er også svært at sige fra, når en køber har lagt hænderne om halsen på dig. Og jeg har også smidt købere ud, som trak kondomet af. Måden I anskuer det, er meget langt væk fra min vinkel. For mig handler det om, at så mange af køberne føler sig berettiget til at teste den prostitueredes grænser – for går den, så går den – og det er der, problemet ligger, hos køberne!

Jeg kan ikke lade være med at reflektere over, hvad der fik dig til at tage kontakt til Exit Pro. og LivaRehab. Hvis prostitution er så frit og tilfredsstillende, hvorfor retter man så henvendelse til sociale tiltag, der har til hensigt at hjælpe en ud af prostitution? Jeg tænker på, om du mon havde svært ved at komme ud? Om du gerne ville have hjælp til at komme ud af miljøet? Om du havde brug for socialfaglig hjælp? Uanset hvad, så synes jeg det giver stof til eftertanke.

Og det glæder mig på dine vegne, at du har de samme privilegier som Jasmin, at du frit kan vælge prostitution til. Men som jeg hele tiden har skrevet, så er det de færreste kvinder i prostitution, som har det privilegie. At du hellere vil være prostitueret end hjemmehjælper, det er jo bare dit held. Personligt ville jeg hellere rense pissoiret på et morgenværtshus, end at sælge seksuelle ydelser. Sex vil jeg til gengæld gerne have, helt frit, gensidigt og respektfuldt – uden at der er penge involveret.

Jeg har forsøgt at holde en sober tone. Jeg har, ligesom Jasmin, brugt mange timer på at skrive frem og tilbage. Jeg har gjort det, fordi jeg har fundet det nødvendigt at fremlægge argumentation fra begge sider, og jeg har haft et ønske om at gå i dialog med jer, fordi jeg gerne ville anerkende jeres eksistens. Men det er ikke det samme som at jeg har planer om at tale jeres sag. Det ansvar må I naturligvis tage på jeres egne skuldre.

Mange hilsner
Tanja…

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: