# 60 – Jasmin, del 5

Kære Tanja :-)

Vi starter lige i den lidt mere hyggelige ende. First of all – alle dem på din FB der mener jeg er en mand, de skulle give google et kvikt besøg, finde mine annoncer OG evt se alle de anmeldelser der er lagt af mig på Eroguide. (min annonce linker jo til dem og det er sober, velskrevet og rar læsning) Var jeg en mand – så havde mændene næppe været helt så begejstrede :-) Så langt så godt…  og hvis de stadig  tvivler – så kan de jo blot booke en tid :-)

For det andet – så slutningen først. Jeg vil da meget gerne mødes IRL – det kunne være rigtig hyggeligt. Jeg drikker godt nok ikke kaffe men det har vist endnu aldrig skilt nogen ad :-) Så jeg er da helt sikkert frisk. Jeg er i KBH de fleste dage og kan næsten altid tilrettelægge min arbejdsdage som jeg vil.

Og nu til den vigtige del af sagen…

De fortællinger du eksemplificerer med i din forrige mail skærer i hjertet. VIRKELIG. Det gør så ondt at tænke på hvad de her stakkels piger går igennem.

MEN!!!! – for der er et gigantisk men i alle disse og alle de tilsvarende historier.  Uanset hvilken kontekst disse piger havde oplevet disse voldelige overgreb i – så er det definitorisk vold. Det er definitorisk tyverier, det er definitorisk brud på deres menneskerettigheder, det er frihedsberøvelse og det er definitorisk voldtægter. Vi venter lige med alt det mentale. Lige nu handler det om at skille tingene ad.

Alt det du fortæller om er – uanset hvilken kontekst det sker i – voldelige overfald og voldtægt.  Det er strafbare forhold!  Og fælles for dem er at de altså er strafbare uanset om det er indenfor eller uden for købe-sex regi.  Når en kvinde siger NEJ!! – uanset penge, uanset status eller andet – så betyder det NEJ!! – at manden skal holde snitterne væk. Alt andet er strafbart og kan/bør anmeldes og straffes.

Det betyder at alle disse grusomheder intet har at gøre med købesexen i sig selv.  De kan være lettere tilfængelige fordi købesexen faciliterer muligheden for at disse mænd kan forulempe og voldtage – men det er IKKE købesex-situationen der er problemet.

Det er her det tåbelige argument med ”flere voldtægter hvis der ikke var adgang til købesex” for alvor ryger ud af vinduet. For der vil ikke være ”flere” voldtægter – antallet vil være nøjagtig det samme. Den eneste forskel er at kvinderne i købesex-forholdene åbenbart ikke er i en situation hvor de handler på de overgreb der begåes mod dem.

Der er tusindvis af voldtægter mod kvinder uden for købesex vi heller aldrig hører om – men tydeligvis forbeholder pigerne i sex-branchen sig ikke deres rettigheder i samme omfang som andre forulempede kvinder.  DET er en katastrofe og DET er en problemstilling der bør belyses.

Disse mænd SKAL drages til ansvar – nøjagtig som havde de voldtaget deres kone, kæreste eller en tilfældig kvinde på gaden. Men de skal drages til ansvar fordi de er voldtægtsforbrydere – ikke fordi der blev udvekslet penge inden voldtægten skete. At der gjorde det gør det ikke til en mindre voldtægt.

Så ikke alene er vi nødt til at skille trafficking/handel med kvinder  fra som er en helt separat type af forbrydelse i puslespillet. Vi er også nødt til at skille ALT det der hedder vold og voldelige overfald og voldtægter fra – for de er nøjagtig lige strafbare i og uden for sex-branchen. Alle disse forbrydere skal holdes ansvarlige.

Det hele står og falder med dokumentationen! Og så står og falder det med befolkningens syn på vold mod kvinder.  Det vi mangler er en meget meget højere grad af folkelig opbakning til at det aldrig under nogen form er tilladeligt at trodse et nej. Vi mangler samme opbakning fra ordensmagten og ISÆR fra det politiske hold.  Det er her vi for alvor har meget at vinde. For når vi snakker ligeberettigelse for branchen med andre brancher – så er sagen at det skal være lige så utilgiveligt at overfalde en sexarbejder som det er et overfalde en p-vagt – uanset hvor sur/snydt man så end føler sig.

Mht til de anmeldelser du linker til på Eroguide. Ingen tager mere afstand fra dem end jeg gør. Tro mig – det er en af mine evige kæpheste derinde og alle de plumpe primitive forfattere af selv samme anmeldelser hader mig som pesten for at opponere mod at det er tilladt.  Problematikken er at admins ikke kan forstå at det er vold. De kalder den type af anmeldelser  ”højt til loftet” – men der stiller jeg mig helt på linie med dig Tanja – det er vold.

Jeg – og heldigvis også mange af de mandlige brugere inde på EG – tager dyb afstand fra anmeldelser som dem du linker til. Det er gudskelov ikke kun Filosoffen og heldigvis tager rigtig mange også direkte til genmæle inde på selve sitet og fortæller disse mænd hvor store svin de er.

Problemet ligger blot nummeret højere oppe – nemlig hos beslutningstagerne. For når det er tilladt at beskrive vold mod en kvinde (at ”pule hende hvilket hun tydeligvis ikke nød”  – er en konkret  voldshandling) så er det det samme som ”den der tier samtykker”  Volden sanktioneres.  Der bliver skabt en form for konsensus om at det er ok at kvinder behandles på den måde.  Det er katastrofalt.  Problemet er blot at det er fandens svært at gøre det mindste ved det fordi sitet for det første er privat ejet og for det andet jo skal bruge trafikken af de mænd der deler det nedladende syn på kvinderne.

Men hvis vi lige vender bøtten et kort øjeblik.  For vi har en problemstilling mht køberne der slet ikke belyse. Pengene. For uanset hvordan vi vender og drejer det – så er der et købsforhold og varen skal altså matche købesummen more or less!!

Når vi køber en defekt vaskemaskine – så er vi dækket af garantien. Vi har ikke behov for at stjæle den dyreste model i forretningen for at få valuta for pengene. Som købere har vi i alle andre købsforhold en sikkerhed. Det har sex-kunder ikke.

Det er ofte meget høje beløb der er tale om (nej ikke i gade-regi eller ved små cocktails men halve og hele timer ect)  Når der er så høje beløb i spil for en relativt begrænset ydelse, så opstår problemet hvis der ikke er value for money.  Ingen kunde ville nogensinde acceptere at blive snydt for så mange penge i nogen andre købe-sammenhænge. Så i min optik er det absolut ikke rimeligt at forlange at kunden skal gøre det her!

Kunden står derfor i en lortesituation uden garanti-dækning. Hvis vi på nogen måde skal promovere at kunden skal gå igen når han kan mærke pigen ikke har lyst – så skal han altså have pengene tilbage.  Det er kun fair. For det var IKKE den vare han bestilte/fik.   Hvidevare-sælgeren kan jo ikke sige ”bare ærgeligt – jeg beholder pengene” –  men det gør hovedparten af pigerne selv om de ikke leverer ydelsen som bestilt.

Det er et misforhold der set fra kundens side er uacceptabelt! Og det giver jeg kunderne helt ret i.  Det giver dem ALDRIG ALDRIG ALDRIG ret til at opføre sig som vi kan læse i de citerede anmeldelser, men det giver dem ret til at få deres penge tilbage.  Hvad skal de have i stedet når de ikke får pengene ??

Det er jo ikke selve transaktionen der fejler det mindste hvis det er med en pige som mig.  For jeg leverer det jeg lover og jeg har LYST til det. Men hvad når det hele er falsk reklame. Hvad så ? Kunden har  aldrig ret til at tage selv – men han har retten på sin side når han siger han ikke fik det han havde købt.  DET er et alvorligt problem for det er ikke ok at en sælger snyder en kunde uanset branche.

At en mand kan være ligeglad med om en kvinde er ”handlet” gør mig fysisk dårlig.  For uanset hvor godt skuespillet end må være – så har hun ikke lyst.  Og at mandens ”lyst” overtrumfer det faktum er kvalmende.  Det ville ikke være svært at gøre en markant politi-indsats mod de handlede piger for med 3000 daglige annoncer er det jo blot at starte fra en ende af og få trevlet tingene op lidt efter lidt.

Så ville disse ligegyldige mænd tvinges over i et segment hvor deres ligegyldighed i sig selv ikke var med til at gøre skade. Og det ville jo umiddelbart være en fordel for alle til at begynde med.

Du skriver at hvis vi nu forbød gadeprostitution – så ville bagmændene få dem over i bordeller. Logikken dikterer at jo mere samlede de er – jo lettere vil de være at lokalisere. At ”placere” nogen i bordeller er strafbare forhold under rufferi-paragraffen og  det skulle være op til det politiske hold og ordensmagten at beskytte disse piger.

Det samme med de socialt udsatte unge der prostituerer sig før deres 18 år. Det er strengt forbudt at købe sex af en pige under 18 år – de købere kan straffes.  Det har igen ikke noget at gøre med købesex i sig selv. De handlinger kunderne begår der er strafbare under helt andre paragraffer.

Faktisk er hvert argument du har rettet mod kunderne strafbare under paragraffer der på ingen måde har nogen relation til købesex som institution. Det er altså ikke på nogen måde selve købesexen vi kan lægge alle disse strafbare handlinger til last for ingen af forbrydelserne har det mindste at gøre med at en selvstændig forretningskvinde har modtaget betaling for at levere en ydelse.

Forbrydelsen ligger hos enkeltstående mænd  som udnytter at der pt fra politisk hold ikke er tilstrækkelig opbakning til at udtale tydeligt, at prostituerede kvinder har nøjagtig samme ret til at sige ”NEJ” som alle andre.  Og det er den holdning vi skal have ændret – både hos mænd generelt og hos politikere.

Når du skriver:

“Men alle dem der køber og betaler  for børn, dem der samler udenlandske kvinder op, dem der udsætter prostituerede for vold, de skal føle sig truet af et forbud.. For det er dem, politiet skal gå direkte efter.. Med en lovgivning i hånden, kunne politiet arbejde meget mere intenst, for at komme det ulyksalige til livs..”

så er der bare et problem… det de mænd foretager sig er ALLEREDE ulovligt – så et købesexforbud vil ikke gøre hverken fra eller til overhovedet. Politiet kan med loven i hånd allerede arbejde intenst for at fange dem. Men disse mænd er i forvejen ikke truet af det forbud de allerede overtræder.  Det er DER vi skal have gjort noget. Vi får intet ud af at forbyde noget der allerede er forbudt.

Hvad de udsatte piger angår – så skal vi jo finde ud af hvordan vi sikrer en dokumentation af overgreb der gør at alle disse mænd kan straffes. For det er jo i virkeligheden et spørgsmål om beviser mod den enkelte mand. Der kan du snakke om noget der afskrækker, for hvis hver voldsmand blev afsløret og et rape-kit blev anvendt lige efter overgrebet – så er der ingen der ville turde.  De dækker sig jo ind under diskretions-delen hvor afsløring af pigen som luder overfor politiet gør kvindens anmeldelse utroværdig i sig selv uden beviser. Ingen beviser – og han kan gøre det igen.

Men truslen om en anmeldelse med beviser – så vil mange stå af og en øgning af luderes troværdighed som kvinder.  Så ville disse mænd formodentlig ty til gade-prostitution og der kan vi så snakke igen om dit forbud evt. For jf din logik ryger pigerne så over i bordeller – og så er vi tilbage til at tingene er lettere at dokumentere/bevise og her kan vi begynde en positiv spiral der bekæmper disse mænd.

Men min pointe er den samme. De forbrydelser der skal stoppes er allerede forbudt – derfor giver det ikke mening at forbyde købesex for det vil blot straffe alle der ikke begik forbrydelser før, og på ingen måde afskrække dem der i forvejen bryder lovene.

Du har et meget langt og utrolig åbent afsnit om din seksualitet og sit syn på mænd.  Jeg kan genkende meget af det du skriver. Vi er komplette modsætninger når det kommer til behovet for den sexuelle akt – men 100% på linie når det kommer til perfide kommentarer som ”god røv” eller vurdering på sexappeal.

Jeg bliver ligesom du stik tosset hvis nogen kommenterer mine bryster uden for de timer jeg er Jasmin. Ingen skal vurdere mit udseende i tidsrum hvor det på ingen måde er noget jeg mener er definerende for hvem jeg er som person.  En kæreste jeg elsker kan fortælle mig at han synes jeg har den bedste røv i verden – for det er skønt at vide at han synes det – men ve den fremmede mand der spontant mener jeg skal have det at vide på gaden.

Jeg håber bare ikke du behøver blive så meget på barrikaderne som du er nu og har været længe.  For uanset at vores forhold til fremmede mænd og deres tåbelige kommentarer er anstrengt  i vores normale privatsfære – så ved vi jo også at der findes de mest vidunderlige eksemplarer ind i mellem – tricket er at finde ham der er stærk nok til at acceptere og respektere både fortid nutid og fremtid med alt hvad vi har været, er og vil være :-)

Så without further ado – så synes jeg helt sikkert at vi skal finde en dag i nærmeste fremtid og få snakket og vendt en masse og se om og hvilke muligheder der kan være for at rykke lidt pæle frem og tilbage.  Det synes jeg er en fremragende ide :-)

Mange knus og kram
Jazz

__________________________________

 

Kære Jasmin.

Tak for din mail. Jeg vil gøre min ganske kort, men det er svært ikke at fortsætte skriveriet, når der bliver ved at være noget at svare på. Er glad for at læse, at du gerne vil mødes. Mon det passer ind i dit program mandag d. 15. juni kl. 15.00? Og jeg vil sådan set meget hellere have te end kaffe :-)

Og nu til mailen.

I forhold til de eksempler jeg ridser op, så påpeger du, at de handlinger allerede er strafbare. Men i så fald synes jeg ikke, du forholder dig til det jeg skriver. Jeg skriver netop, at disse børn/unge, udsatte kvinder og handlede mennesker ikke har mulighed for, ressourcer eller mod til at anmelde volden. Derfor er det umuligt at stille nogen til ansvar og derfor kan disse mænd ufortrødent fortsætte deres vold mod denne gruppe. For mig at se, har det ALT med købesex at gøre, fordi disse mænd fuld ud er klar over, at denne gruppe af mennesker er i større risiko for at være i en udsat og sårbar situation, og at sandsynligheden for at det får nogen konsekvenser, derfor er minimal.

Jeg er enig i, at der finder utallige voldtægter sted, uden at det er i prostitutions-regi. Dog mener jeg, at prostitution i alle dens afskygninger er med til at objektivisere kvinden på en måde, hvor mange mænd får et nedladende syn på kvinder, og at det syn er med til at befordre sexisme, overgreb, vold og voldtægter. Det betyder ikke at jeg alene vil give pornoen/prostitutionen skylden for mænds vold mod kvinder, men jeg er af den overbevisning, at der stadig er stærke tråde til patriarkatet – i dag er det bare på mere skjulte måder. Som jeg ser det, så opnår vi først ligestilling, når mænd ikke længere har ret til at objektivisere, tingsliggøre og ”bruge” kvinder – og her mener jeg selvfølgelig de kvinder der ikke, som du selv, tænder på det og at et af problemener er, at kvinder selv, i et forsøg på at frigøre sig, kommer til at underkaste sig patriarkatet, for at få en form for anerkendelse hos de patriarkalske magthavere – og nu begynder det at blive langhåret, så her sætter jeg punktum for det patriarkalske samfund for nu.

Med hensyn til anmeldelserne på Eroguide så forstår jeg, hvorfor du tager afstand fra dem. For mig er de vigtige, for de understreger alt det jeg påpeger. Og som sagt, så er det jo ikke de værste af dem, der bliver udpenslet på sitet. De beretninger får vi først, når kvinderne får modet til at forlade prostitution, og de fortæller, hvilke overgreb de blev udsat for. Du påpeger, at Admins beskriver det ’som højt til loftet’ og ikke forstår volden. Og igen rammer du hovedet på sømmet, for i manges øjne så er det, hvad man må forvente, når man sælger ’sex’. Og med alle mine fordomme i behold, så vover jeg den påstand, at Admins er mænd – uden at jeg vel behøver at udpensle det mere. Men ja, volden accepteres, når beskrivelserne får lov at blive stående. Men de understreger også mange af købernes syn på prostituerede og bekræfter dermed Netværksgruppens erfaringer. På trods af at det ikke, som før nævnt, er de værste af beretningerne, som finder vej ind på Eroguide, for de mænd der udsætter kvinder for de her ting, ville aldrig oprette en profil der inde. Til gengæld skriver de hadefulde mails til min indbakke, som understreger deres syn på prostituerede – selvsamme mænd, som køber seksuelle ydelser.

Med hensyn til din definition af købsforholdet og ’garantien’, så er jeg slet ikke enig. Med den tilgang, så underkender du jo netop de mange skæbner, som ikke trives i prostitution, og for hvem prostitution har handlet om manglende valgmuligheder. Og igen fralægger du manden ansvaret. Mænd vader ind på det nærmeste bordel, ringer til et tilfældigt escortbureau eller reagerer på en luset annonce i Ekstra Bladet med den viden, at utallige kvinder har fundet vej ind i prostitution, uden at have lysten til at lade sig prostituere og med den viden, at utallige kvinder handles ind i prostitution. Derfor bør mænd tage højde for, at kvinden ikke er der af lyst og derfor ikke kan spille skuespillet. Og nej, det er ikke synd for mændene, for de er ikke i nogen offerposition. Tværtimod.

Har manden betalt og ikke fået, hvad han forventede, så må han blive bedre til at sikre sig at den kvinde han køber, gør det af lyst. Og hvor er den garanti? Den er der ikke – og vil aldrig være der. Derfor må han løbe den risiko, at han betaler 1.200, 1.800 eller 2.500 kr. for noget, som der ikke er nogen garanti for. Du kan ikke sammenligne den transaktion med en vaskemaskine. I så fald, så er det at nedgøre dig selv som menneske og reducere dig selv til noget der kan bruges og smides væk.

Når manden først er taget ned på et bordel, og har besluttet sig for at betale for en seksuel ydelse, så er det som om det øverste hoved slår fra – hans egne behov bliver altoverskyggende, og derfor ignorerer han ofte, at den kvinde der står overfor ham udstråler alt andet end lyst. Det ansvar kan man ikke pålægge kvinderne. At gøre det, er i mine øjne socialt uansvarligt. Det handler om mennesker, hvis skæbne ofte har ført dem direkte ind i prostitution på trods af, at de drømte om noget ganske andet – noget der intet havde med prostitution at gøre.

Jeg synes faktisk det er kynisk at antage, at de mænd, der betaler for at onanere i de her kvinder, skal have nogen som helst garanteret valuta for pengene med den viden, at de fleste af de kvinder der befinder sig i prostitution, ikke har lyst til at være der. Og det er der, filmen knækker for mig. For hvis mænd der køber sex, alene besøgte dig, så ville vi jo sådan set være de triste skæbner og handlede mennesker foruden, for så ville der slet ikke være noget marked for dem. Men køberne bidrager til en øget handel med mennesker, fordi de betaler for at onanere i dem. De bidrager til at sårbare og udsatte kvinder ender i prostitution, fordi mønstret om udnyttelse og misbrug genkendes. Køberne har i mine øjne et kæmpe stort ansvar, og når de ikke tager det ansvar alvorligt, så må man skære alle over en kam og kriminalisere dem – af hensyn til de udsatte, sårbare og handlede.

Jeg mener, at dit privilegie skygger for din evne til at sætte dig ind i, hvordan livet som prostitueret er for mange andre. Du befinder dig på toppen af et hierarki, hvor du har valgt prostitution, fordi du tænder på det. Men ikke langt under dig, ligger en skare af skæbner, som dagligt udsættes for ting, som du ikke vil indse finder sted på daglig basis, som bliver begået af den gruppe af mænd, som du (uvidende om den vold de udøver) forsvarer og som ikke har det privilegie, at kunne ernære sig via et andet erhverv ved siden af, hvorfor de må servicere så mange flere, end du måske gør. Derfor møder de højst sandsynligt også mange flere af køberne end du gør.

På bordellet er de ikke i kontakt med køber først. Der vader han ind på bordellet, og ofte møder hun ham først, når han står overfor hende. Du kan, gennem kontakten til dine købere, vælge dem fra, som du ikke tænder på og som ikke respekterer dig. Det er sværere, når du står i undertøj overfor køber, og samtidig har en husleje, en telefondame og en annonce der skal betales, før du har tjent noget selv. Det er sværere, når du ikke har en anden indkomst ved siden af, og det er sværere, fordi du gennem en vagt på 6 timer, skal servicere op mod 10 mænd, der alle vil have den samme bid af dig, uanset deres udseende, deres hygiejne, deres adfærd og deres retorik. Og det er endnu sværere, når du faktisk ikke har lysten, men forsøger at undlade at trække vejret, mens han ligger ovenpå dig, for at hans aftershave ikke skal bore sig fast i dine slimhinder, og når du konstant forsøger at presse benene sammen, fordi han smadrer sine kønsdele op i dit underliv.

Dit primære fokus er på, hvor dejligt det er for dig at være prostitueret. Mine tanker går til dem, der ikke deler din opfattelse af prostitution, og som kommer mere skadede ud på den anden side. Til gengæld kan vi kun være enige om, at der samfundsmæssigt og fra politisk side, skal handles langt mere indgribende overfor mænds generelle vold mod kvinder. Jeg mener så bare ikke at man på den ene side kan sanktionere hårdere overfor volden på det generelle plan, og så samtidig ignorere det faktum, at tusindvis af mænd udsætter kvinder i prostitution for vold.

Det lykkedes mig at holde mig på 2 ½ side. Til gengæld er der meget, jeg gerne ville have uddybet, og som jeg sikkert får hug for på Eroguide nu, fordi jeg bliver meget bombastisk, når jeg ikke får udfoldet mine holdninger. Men det tager jeg med, og så vil jeg sige til Sara: Jeg har min fulde ret til at udtrykke min holdning til køberne. De har udsat mig for stalking, vold, voldtægt, chikane, brandattentat, drabsforsøg og meget mere. Mine historier er vand, ved siden af de oplevelser andre kvinder fra Netværksgruppen har med sig. Til gengæld sætter jeg pris på, at du har gidet at læse min blog, og gøre dig klogere på min historie. Tak for det. Med hensyn til at henvende sig til rodløse unge, så gør jeg mange ting, som jeg finder nødvendige i forhold til fænomenet prostitution. Og det er selvfølgelig en af dem. Men jeg ved også fra mig selv, at da jeg først havde mistet tilliden til systemet, så var der ingen der kunne stoppe mig. Det samme har jeg erfaret med mange af de unge jeg har mødt som befandt sig i gråzoneprostitution. Min grove retorik er affødt af de mange svinske henvendelser jeg får, fra selvsamme købere, som du/I tager i forsvar.

Slutteligt vil jeg sige tak til brugerne på Eroguide, for god ro og orden. Jeg har aldrig afvist at gå i dialog. Men fra første gang jeg stod frem for 4 ½ år siden, og hvor jeg ikke en gang havde taget stilling til, om det ville være bedst at kriminalisere køberne eller ej, er jeg blevet svinet til af mænd, er blevet konfronteret med deres syn på prostituerede og er blevet pålagt at svare på mails fra dem, som en gang købte seksuelle ydelser hos mig. Jeg har haft masser af gode grunde til at være i alarmberedskab og i kampposition – og jeg er det stadig, forstået på den måde, at de venligsindede brugere på Eroguide kun repræsenterer en meget lille gruppe af køberne, og derfor ikke har indblik i, hvor mange købere der er, som bevidst voldsudsætter kvinder i prostitution.

Jasmin, jeg håber du har lyst til og mulighed for at mødes i Kbh. d. 15. juni kl. 15.00..

Kærlige hilsner
Tanja..

 

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: