# 56 – Dejlige Jasmin afskyr mig…

Torsdag den 21. maj 2015 fik jeg en mail af Jasmin, der syntes at jeg skulle læse den tråd hun havde oprettet på eroguide.dk. Jasmin er prostitueret, og lægger ikke skjul på, at hun afskyr mig. Jeg vil gerne dialogen. Derfor har jeg valgt at svare hende. Nedenfor kan du læse Jasmins hilsen til mig, og efterfølgende kan du læse mit svar til hende.

Jasmins mail:

Du burde VIRKELIG læse det (red.: nedenstående tråd)… mange mange gange… indgående.. og tage det til efterretning!!

MVH

Jasmin

I sit bidrag på eroguide.dk skriver Jasmin:

Hun (red. Tanja) skriver så kækt

Citat “Jeg har aldrig mødt nogen der var i prostitution på baggrund af velovervejede valg, og jeg har trods alt mødt en del, både i mine tre år i prostitution, men også efterfølgende, og særligt de sidste små fire år, hvor jeg selv er stået offentligt frem og er blevet kontaktet af et utal af tidligere prostituerede, og heller ingen af dem beretter om velovervejede valg, men bekræfter mine antagelser om, at flertallet havner i prostitution på grund af et forkvaklet forhold til kærlighed og seksualitet, manglende evne til at sige fra, lavt selvværd eller på baggrund af psykiske/sociale problemer.”

Den fuldkommen smagsløse generalisering, der her slår mig i  hartkorn med naive, usikre, psykiske tilfælde uden evner til at sige til og fra, gør mig så vred at jeg ikke er helt sikker på hvordan jeg overhovedet skal stave til det.

“Hun har aldrig mødt nogen”… nej – for hvis hun havde ville hun ikke være i stand til at se dem om vi så stod foran hende med en murebalje med isvand og hun fik det hele lige i synet

Jeg har valgt at være prostitueret/ glædespige selv… jeg har kandidatgrad, jeg har karriere, jeg har økonomisk frihed og jeg har et dejligt bagland hvor de vigtige mennesker kender til min seksualitet og mine behov og mine lyster og som altid vil bakke mig op i MINE valg..

Nej – HUN har ikke mødt nogen – men det udlægges kritikløst som om, at fordi hun ikke har mødt nogen – så eksisterer de ikke ???

Hun var en lille naiv 20årig med et overforbrug der skulle finansieres. Hun evnede ikke at sige fra og at tjene pengene på anden vis – og de sølle 3 år hun nåede at være GP skal nu lægges kunderne til last ?  Det er tæerkrummende pinligt i så høj grad at fralægge sig ansvaret for alle sine dårlige valg og tilmed vælge at bebrejde andre i processen

Endvidere skriver hun

Citat “Hvis du tror, at jeg nogensinde havde lyst til dig, så tager du grueligt fejl. Ikke en eneste gang, gik jeg lystig på arbejde. Det eneste jeg var optaget af, var at tjene hurtige penge. – Forveksl det ikke med nemme penge, for nemme var de ikke. Men hurtige, ja. “

Hun har jo tydeligvis aldrig nogensinde forstået hvad det vil sige at være GP!!! – GLÆDESpige… en glædesspreder… en guldgrube af positivitet… Det fattede hun aldrig – og det skal nu betyde at INGEN af os kan glædes over vores valg?? Glædes over sexen, over kunderne… over jobbet???

Det skinner så tydeligt igennem at hun har taget revl og krat ind….  fordi hun ikke var gammel nok til at forstå alle kvindes ret til at sige til/fra ifht hvem de vil byde indenfor.  Og ydermere skal den gængse købesex-kunde nu bildes ind at ALLE GPer over en kam føler sådan for deres kunder??  Det udsagn er forsmædeligt overfor alle GPer som mig i almindelighed og utilstedeligt overfor købesexkunder i særdeleshed.

Jeg tilbyder alle de dele af min seksualitet jeg har lyst til at dele – men INTET andet…. Jeg byder alle der er inden for min personlige præferenceramme velkommen – men IKKE andre…

Jeg byder ovenstående velkommen hvis de forstår simple spilleregler som hygiejne, mine seksuelle grænser ect…   – ellers ryger de ud igen. Har jeg begået fejl undervejs – JA!!! har jeg lært af disse fejl så de ikke gentager sig – JA!!!! Dvs – det er kundernes ønsker i højsædet men  på mine præmisser!

Selvfølgelig går jeg ikke “lysten” på arbejde – det gør ingen… men når den første kunde træder ind og  er en dansk normalvægtig mand i alderen 18-ca 58/60 stykker – så glæder jeg mig til at dele min seksualitet med ham – det er blandt derfor jeg har valgt at være glædespige.

Er det nemme penge ?? Nej – for det er hans fantasier og mit arbejde…. og at tune ind på et andet menneskes seksualitet på få minutter er en kunstart. Er det hurtige penge ?? Nej gu fanden er det ej… ikke når man elsker sit fag, går op i det og virkelig gør en indsats for at det skal være optimalt for alle…. alle!!!

jeg kunne blive ved med at trække citater ud der i den grad fortjener at blive modsagt… for Tanja har fuldkommen misforstået behovet for at inddele os piger i målgrupper. Hun har hensynsløst slået os alle i hartkorn og har således frataget mig alle de personlige sejre, evner, kvaliteter og personlige træk som jeg er virkelig stolt af i mit liv

Tanja – du skulle skamme dig!! Helt ind til midten skulle du skamme dig over at skrive som du gør!!

Hele tråden kan læses på: https://www.eroguide.dk/forum/topic/37059-åh-hvor-jeg-dog-afskyr-tanja-rahm/

Hvis du kunne tænke dig at sende kærlighed til Jasmin, så kan du gøre det via hendes mail: jasmin.privat.diskret@gmail.com

____________________________________________________________

Kære Jasmin..

Tak for din mail. Jeg har naturligvis integritet, og vil derfor gerne svare på den.. Hvis du selv har integritet, så lægger du mit svar ind på Eroguide, under den tråd du har startet, så det bliver muligt for de andre der inde at se, at jeg, i modsætning til dig, er i stand til at holde en sober tone.

Du starter med at citere mig for at have skrevet følgende:

Jeg har aldrig mødt nogen der var i prostitution på baggrund af velovervejede valg, (etc.)”

Du glemmer at citere, at jeg også har skrevet, at jeg de første 1-2 år, trivedes i prostitution. Det gjorde jeg ikke på grund af mændene, men på grund af det destruktive der lå i at lade mænd misbruge min krop. Jeg troede, på baggrund af de overgreb jeg havde været udsat for, at den form for udnyttelse, var en kompliment og en måde at blive bekræftet på. Og jeg abstraherede fra det, ved at tjene penge, som kunne bidrage til en livsstil, som gjorde at jeg kunne se gennem fingre med de mange overgreb.

Jeg var som skabt til et liv som prostitueret. Jeg var grænseløs, kunne spille skuespillet til UG, jeg lagde mange kræfter i at tilsidesætte mig selv og give køberne en god oplevelse. Jeg var sød, smilende, pleasende og god til det jeg gjorde.. Der kom mange faste mænd hos mig, fordi de netop fik den service de fik.. En service, der var betinget af, at jeg troede, at det at sælge sig selv til mænd, var mit lod i livet..

Det som du kalder en smagløs generalisering, er ikke en generalisering, men et faktum. Det er lidt ligesom med kriminalitet. De fleste af dem der ender i kriminalitet, har haft svære opvækstvilkår. Men ind imellem støder man på kriminelle, som voksede op i kernefamilier, og hvor man må erkende, at der ikke altid er ensidige svar på, hvad der får folk til at blive kriminelle (eller prostituerede). Det ændrer dog ikke på det faktum, at flertallet er havnet i prostitution, af andre bevæggrunde end dine egne..

Jeg ignorerer ikke det faktum, at der også findes kvinder i prostitution, som trives med at lade sine huller penetrere af fremmede mænd. Som tilmed tænder på det, og udlever sin seksualitet på den måde. Jeg underkender heller ikke det faktum, at nogen er i stand til at lade deres privatsfære overskride på en måde, hvor de kan lade så mange fremmede mænd komme så tæt på, så mange gange i løbet af en uge, uden at blive ødelagt af det. Jeg negligerer heller ikke det faktum, at få kvinder er så priviligerede, at de uden problemer kan komme ud på den anden side, uden at være blevet ødelagt..

Men jeg synes ærlig talt at din udlægning virker en kende forkælet.. – Fordi du ikke er blevet ødelagt af prostitution, så må vi andre ikke fortælle om vores oplevelser, holdninger og erfaringer? Vi må ikke dele den viden vi har, som indbefatter et utal af kvinder, som forsvarede deres valg, imens de var i det, men som først mærkede følgerne, da de var ude på den anden side?

LivaRehab har haft over 400 kvinder igennem deres forløb.. Svanegrupperne mange, mange flere.. Personligt er jeg i kontakt med over 50 kvinder, der deler mine holdninger.. Og derfor konkluderer jeg, at vi er mange kvinder, som har mærket de svære følger af et liv i prostitution..

Ja, jeg var en naiv 20-årig… Det giver jeg dig fuldstændig ret i.. Naiv, fordi mænd gentagende gange gennem min opvækst, følte sig berettiget til at tage ejerskab over min krop og seksualitet, og dermed ødelagde min tro på, at jeg havde ejerskab over mig selv. Nej, jeg havde ikke et overforbrug der skulle finansieres. Jeg var ikke i et misbrug da jeg startede i prostitution. Det kom først 2 år efter jeg var startet, som eneste mulighed for at udholde det jeg lagde krop til.. Nej, jeg tog ikke revl og krat. Jeg var på nogle af de mest ”anerkendte” bordeller i København, længe før du overhovedet begyndte at snuse til prostitution. Den gang var tiden en ganske anden, ligeså var rammerne. Den gang var markedet ikke presset af udenlandske kvinder. Grænserne var tegnet langt bedre op end i dag, for den gang var der langt flere ting, som man rent faktisk kunne sige nej til, fordi adskillelsen mellem privatliv og prostitution var langt tydeligere. Derfor var der mange ting jeg ikke tilbød.. Det ændrede ikke på, at jeg tjente masser af penge.. Penge, som jeg dårligt nok vidste, hvad jeg skulle bruge til, fordi pengene sådan set aldrig rigtig var årsagen til at jeg gik ind i prostitution..

At du omtaler mine 3 år i prostitution som ”sølle”, siger mere om dig end om mig.. Jeg har aldrig fralagt mig noget som helst ansvar. Det er din udlægning, og din måde at gøre mine oplevelser og erfaringer ikke-valide. Jeg har netop taget ansvar, ved at stå frem, dele min historie, ved at vedkende mig den, stå ved den og lige netop på den baggrund, har holdt fast i min integritet. At du kan sidde ganske anonym på den anden side skærmen, gør i højere grad dine udtalelser useriøse. En ting er, at du er uenig i mine holdninger.. En anden ting er, at du føler dig berettiget til at svine mig til, og tilmed sende det til min e-mail.. Det står dig frit for, at oprette din egen blog, at stå frem med navn og billede og dele dine egne oplevelser og erfaringer.. Men at din harme kan gøre dig til så bittert et menneske, at du føler dig berettiget til at svine mig til som person, gør at jeg får svært ved at tage dig seriøst..

Der er ingen tvivl om, at hele prostitutionsdebatten flyder på høje bølger, men hvis det stod til dig, så skulle jeg nok bare tie stille, holde mine holdninger for mig selv, og lade dine lykkelige omstændigheder skinne igennem, fordi du ikke er i stand til at gennemskue, at flertallet af dem der er eller har været i prostitution, ikke har været i stand til at træffe de samme overvejede beslutninger, som du selv har.. Og det synes jeg er bekymrende…

At du giver mig så meget magt, at jeg skulle have frataget dig alle dine personlige sejre, evner, kvaliteter og personlige træk, som du er stolt af i dit liv, er vidst at ophøje mig til noget ganske guddommeligt.. Jeg kan ikke fratage dig noget som helst, med mindre du i virkeligheden slet ikke ser sådan på det, som du beskriver. Hvis du i virkeligheden trivedes så meget som du siger, så ville intet af det jeg siger, kunne bringe dit pis i kog. Fordi du ikke ville kunne genkende det hos dig selv. Hvis du var så glad og stolt, så ville du stå frem og holde fast i det du glæder dig over. Derfor må jeg slutte af med at sige: Nej tak.. Jeg skal ikke skamme mig.. Og jeg skammer mig ikke.. Skammen må blive hos dig selv.. – Og næste gang du skriver, så overvej, om ikke du skal gøre det i en mere debatterende tone.. – For jeg vil gerne debattere.. Bare ikke på det niveau du lægger for dagen..

Mange hilsner
Tanja Rahm..

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: