# 53 – Et nyt år – en ny begyndelse

Livet tager ind imellem en forunderlig drejning. For mit vedkommende betød det, at jeg i december kæmpede en brav kamp for at holde mig oven vande, fordi der skulle afleveres projekt på RUC den 22. december, selvom jeg allerede i starten af måneden måtte lægge mig på langs, efter en akut hjemflyvning fra München (- og det der nok har været begyndelsen på det der endte med en operation). Havde jeg lyttet til min krop, så ville jeg havde hørt at den forsøgte at få mig til at drosle ned og finde ro. Men det var der ikke tid til. I stedet betød det, at jeg fejrede nytårsaften i morgenkåbe, aldeles energiforladt. Natten efter, den 1. januar kom der så endnu et galdestensanfald (endnu et, fordi der havde været nogle stykker af dem, i året der var gået). Inden for et døgn gennemlevede jeg et sandt smertehelvede, et lægebesøg, et besøg på Næstved hospital og til sidst en indlæggelse på Køge Sygehus. Det viste sig, at jeg udover et hav af galdesten, også havde galdeblærebetændelse. Dagen efter indlæggelsen gennemgik jeg en større operation, fik fjernet en perforeret galdeblære og blev behandlet for mavesår. Selv var jeg bedøvet af morfin, og det var måske meget godt, for efter at have fået fortalt at operationen havde taget dobbelt så lang tid som normalt, fordi der var røget puds fra galdeblæren, og alle mine organer skulle skylles efter, fik jeg også af vide, at jeg havde ligget på opvågning i mere end tre timer, fordi jeg ikke selv trak vejret.

Set i bakspejlet, så var jeg allerede overophedet tilbage i oktober. Udover eksamener, privatliv og hjemmeside, så rejste jeg både til New York, London og Paris. Tre rejser der fik bægret til at flyde over, fordi jeg endnu ikke havde fundet en måde at passe ordentlig på mig selv, i forhold til alt det jeg sagde ja til. For på det tidspunkt var det hele jo vigtigt. Enhver mulighed for at modarbejde sex-lobbyens konstante løgne om prostitution og de vilkår prostitution foregår under. Enhver mulighed for at italesætte de voldelige strukturer i prostitution, og enhver mulighed for at fjerne fokus fra de prostituerede, til at placere ansvaret hvor det hørte til, hos køberne.

I løbet af 2014 blev den kamp på bekostning af mig selv. Den blev på bekostning af mit private liv, mit sociale liv og mine mange andre gøremål. Jeg var i kampberedskab, klar på enhver kamp, havde prostitution på hjernen. Konstant kredsede mine tanker om, hvordan jeg kunne gøre mere og bedre, i forhold til at vække befolkningen, efter at sex-lobbyen og medierne i årevis havde manipuleret denne til at tro, at prostitution var frit og dejligt. Jeg glemte mig selv, abstraherede fra støv, opvask og tøjvask. Hele tiden kredsede mine tanker om det næste blog-indlæg jeg skulle skrive, om de næste initiativer jeg skulle tage, om de næste ting jeg skulle kommentere på, sige ja til, forberede mig til og meget mere. Alt imens jeg samtidig kæmpede en brav kamp for at kunne følge mit studie, og levere et tilfredsstillende resultat der. Selv på RUC afleverede jeg opgaver og projekter om prostitution, for jeg kunne ikke fokusere på andet.

Alle de ting jeg gjorde, alle de ting jeg beskæftigede mig med, alle de ting jeg sagde ja til, tærede på mit private liv, for det var mig som privatperson, der frivilligt, uden støtte eller opbakning fra et bagland, en organisation eller andet, der kæmpede en kamp, som jeg undrede mig over, at ingen andre syntes at engagere sig ligeså meget i. Des mere stresset jeg blev, des mere frustreret blev jeg over den manglende støtte og opbakning. For mig var det en mærkesag, en hjertesag, fordi jeg kærer om andre mennesker, fordi jeg konstant tænker på de mange mennesker, som udnyttes og voldsudsættes i sex-industrien, og jeg forstod ikke, hvordan andre mennesker kunne sove godt om natten, velvidende, at så mange mennesker misbruges af mænd. Mænd, som kvinder har giftet sig med, mænd, som er nogens brødre, sønner, kollegaer eller kammerater. Jeg forstod ikke, hvordan andre kunne lukke øjnene for de forfærdelige ting der foregår, og som en række organisationer og politikere i Danmark kæmper for at gøre til et legalt erhverv. Jo mere forundret jeg blev, jo mere desperat blev jeg også. – Jo mere sagde jeg ja til, for det måtte da være muligt, at kunne gøre en forskel på så vigtigt et område. Det skal selvfølgelig ikke forstås på den måde, at der ikke også er mange andre vigtige mærkesager, for det er der i den grad, men her på det her område, der kunne man jo forholdsvist nemt sende et klart signal. Man kunne lovgive, kopiere succesen fra Sverige og Norge. Hvor svært kunne det være?

Undervejs, når jeg var aller mest frustreret, så ringede jeg til min mentor inden for dette område. Jeg klagede min nød, brokkede mig over at folk ikke gjorde nok, jeg blev nærmest besat af tanken om, at jeg jo i så fald bare måtte gøre det hele alene. Men jeg blev også opmærksom på en anden ting, for imens jeg opprioriterede prostitutionsdebatten, så nedprioriterede jeg næsten alt andet. Jeg kunne ikke holde ud at være i sociale sammenhænge, kunne ikke magte at være sammen med de mennesker der var i mit liv, fordi det frustrerede mig, at heller ikke de var engageret på samme måde i dette spørgsmål. Det var nemmere for mig at lukke dem ude, og fortsætte min ensomme kamp om at sætte fokus på prostitutionens sandheder. I slutningen af oktober slog det mig, at det jo ikke alene handlede om, at jeg brugte meget tid og mange kræfter på denne debat. Jeg brugte også mig selv. Jeg delte ud af voldsoplevelser, traumatiske hændelser, seksuelle krænkelser og overgreb. Jeg fortalte, jeg skrev og jeg holdt taler. Og hver gang åbnede jeg et sår, som jeg havde brugt 11 år på at lukke. Jeg blev retraumatiseret. Gennemlevede overgrebene igen og igen, når jeg forberedte mine mange taler, og når jeg holdt dem til kongresser og konferencer. Med stolthed tog jeg imod bifald, men når jeg sad alene, blev jeg trist og ked af det. På alle mine flyveture hjem fra disse kongresser og konferencer, løb tårerne ned af mine kinder. Når jeg kom hjem burede jeg mig inde, for det tog tid at lukke ned for alt det jeg igen og igen åbnede op for. Udadtil skulle ingen se min svaghed, min sårbarhed. For jeg var stærk, jeg var overskudsagtig og jeg VILLE.. Men indeni blev jeg mere og mere indelukket, nedtrykt og trist.

I november lancerede jeg Netværksgruppen for kvinder med erfaring fra prostitution. For første gang følte jeg mig ikke alene. Jeg følte at jeg havde et netværk, et bagland og nogen som jeg kæmpede sammen med, uanset hvilket medlemskab de andre fantastiske kvinder ønskede at have. Jeg var ikke længere et ”jeg” men et ”vi”, og inden for få uger var vi oppe på 12 medlemmer. Et initiativ der har været længe ventet, og som vel nok kan siges at være et af de vigtigste initiativer i kampen om et forbud mod køb af seksuelle ydelser. Jeg så frem til at kunne samarbejde om opgaver, interviews, besvarelse af mails og mange andre praktiske ting, som jeg alt for længe havde siddet med alene. Men da jeg bukkede under i december, slog det mig pludselig. Ville jeg forvente det af de kvinder, der er medlem af Netværket, som jeg har budt mig selv i årets løb? Svaret er nej. I hvert fald ikke på de præmisser. For året der gik viste mig, hvor traumatiseret man er, når man har været i prostitution. Det viste mig, hvor let man kan bukke under, hvis man ikke holder fast i det liv man har kæmpet for at bygge op, efter man har forladt prostitution. Det viste mig, at selvom man har kæmpet i årevis for at opbygge en identitet man kunne være stolt af, så blev man altid citeret som hende den tidligere prostituerede. Det viste mig, hvor mange misogyne mænd der findes, og hvor let det er for dem, at kaste om sig med trusler og ubehagelige gloser, og den tillid jeg har brugt mange år på at opbygge til mænd, blev i den grad udfordret. Det viste mig, hvor sårbar man er, når man tillader sig at rejse sig fra støvet og sige sin mening. Det viste mig også hvor fristende det var at trække sig tilbage, og bare leve sit liv uden at blande sig i livets store spørgsmål. Og sidstnævnte gjorde det i den grad klart for mig, at der er tusindvis af gode grunde til, at kvinder med erfaring fra prostitution ikke står frem, ikke lader sig kaste tilbage til en påmindelse om det liv de har levet, fordi det liv er så langt fra det de drømte om. Og fordi det kan føre til fordømmelse, retraumatisering og utryghed.

Men det er ikke ensbetydende med at de ikke er der. Jeg har været i kontakt med mange af dem i året der er gået, og jeg ville sådan ønske, at de havde modet til at blive anonyme og/eller passive medlemmer af Netværksgruppen. For jo flere vi er, jo mere trygt føles det for dem der står i spidsen for denne kamp. – At vide, at man ikke er alene, men at dem der ved præcis hvad der foregår i prostitution, har ens ryg. For der er brug for os. Der er brug for vores stemmer, vores viden, vores erfaringer og vores sandhed. Vi kender nemlig sandheden bedst, og derfor er vi de aller vigtigste personer i hele diskussionen om prostitution og køb af seksuelle ydelser. Alt for mange uvidende mennesker gør sig kloge på vores bekostning. De negligerer vores oplevelser, vores erfaringer og vores viden. De fortæller usandheder om en virkelighed som vi kender til hudløshed. Senest er det set til konferencen i Enhedslisten i lørdags den 11. januar, hvor det (indtil videre) lykkedes med en enkelt stemme, at få partiet til at tage afstand til den nordiske model. En model, som så mange kvinder, der kender prostitutionens virkelighed, kunne have været og i fremtiden kunne blive beskyttet af.

2015 startede med en brat opvågning. Hvor blev jeg af i 2014? Hvad vil jeg i 2015? Og svaret er klart! Jeg fortsætter, hvor jeg slap. Det er sådan jeg er. Fanden-i-voldsk, arbejdsom, pligtopfyldende, drevet af en kampgejst og en vilje, som ikke er til at tage fejl af. En råstyrke og med en iboende provokatør, som kæmper for retfærdighed. En begavethed, som ikke skal gå til spilde, et ordforråd, som samler sig som puslespil i mit hoved, der utålmodigt venter på at blive nedfældet i mange flere blog-indlæg. Og heldigvis, en fornuft, som forhåbentlig kan smitte af på dem, som endnu ikke kender sandheden om prostitutionens kår. Men det bliver altså på nogle lidt andre præmisser. Jeg har faktisk et skønt liv ved siden af alt det her. Jeg elsker mit lille hus, min fantastiske datter, som desværre blev vidne til mit smertehelvede og min indlæggelse, min dejlige hund, naturen jeg er omgivet af, de skønne kvinder jeg har i mit private liv, min familie og mit studie, som er skide spændende, og som gør mig endnu mere klog end jeg var i forvejen. Og alle de ting, skal have meget mere opmærksomhed i året der er kommet. Jeg skal huske at holde fri, give mig selv lov til ikke at svare på mails på alle døgnets timer, give mig selv lov til at sige nej, og derudover, vælge mine kampe med omhu. Energien skal lægges der hvor jeg tror på at det rykker, i Netværksgruppen for kvinder med erfaring fra prostitution. I det netværk, hvor der er 100 % støtte og opbakning. Hvor vi er enige, og hvor vi ikke behøver at overbevise hinanden om den barske virkelighed der eksisterer i prostitution. Der er mange ting vi kan gøre, både sammen og hver for sig, men det vigtigste for mig er, at jeg ikke længere er alene. Derudover tager jeg retraumatiseringen dybt alvorligt. Ingen af de kvinder der melder sig ind i Netværksgruppen, må gå ned på det. Derfor er det helt centralt for mig, at der skal være penge til at de her kvinder kan få supervision, inklusiv mig selv, så vi holder fast i os selv og det vi er blevet til i dag, selvom vi til tider dykker ned i fortiden. Og allerede her vil jeg bede dig som læser om hjælp. For måske er netop du en ildsjæl der, ligesom jeg, brænder for det her område, og som er enig i, at køb af seksuelle ydelser skal kriminaliseres. Og måske har du tilmed viden eller kontakter, i forhold til, hvordan Netværksgruppen kan søge penge, midler, fonde, der kan hjælpe dem til at blive ressourcestærke, så vi sammen kan kæmpe for den nordiske model. Den hjælp har vi brug for, for der er mange ting der kan gøres. – Men ikke ret meget der er gratis.

Og mens jeg venter på at få fjernet de 16 hæfteklammer, som jeg er blevet sat sammen med efter operationen, så vil jeg nyde tilværelsen, det liv jeg har opbygget, den styrke jeg har og de mennesker der er tættest på mig. For intet får mig til at bukke under, eller opgive kampen. Om så det ender med at være det sidste jeg gør.

 

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: