# 52 – Enhedslisten, konference om prostitution d. 10. jan. 2015

Den 10. januar 2015 holder Enhedslisten konference om prostitution. Herefter skal det vise sig, hvad partiets officielle holdning til prostitution og køb af seksuelle ydelser skal være. – I den forbindelse har jeg, i håb om at deltagerne på konferencen vil tage både hoved og hjerte med i deres endelige beslutning, skrevet følgende indlæg:

Jeg har altid set politisk engagement som noget der havde til hensigt at forandre noget til det bedre. Noget der med politisk magt blev bundet op på konkret lovgivning, hvad enten det handlede om at forbedre klimaet, uddannelse og arbejdsmarked, velfærd, miljø, dansk økonomi, enkeltindividers og gruppers livssituation, socialt udsathed, sundhed og meget, meget mere. For alt er vel politisk, når det kommer til stykket. Jeg formoder, at de fleste blev politisk engagerede, fordi de ønskede at gøre Danmark til et bedre sted. Spørgsmålet er bare, om udgangspunktet har været, at gøre det til et bedre sted for dem selv, eller for mennesker i al almindelighed.

I dag er diskussionen kommet til prostitution. En diskussion der skal føre Enhedslisten tættere på en konkret udmelding, i forhold til om partiet skal arbejde for en legalisering af bordeldrift eller en kriminalisering af køberne. Som talsperson for Netværksgruppen for Kvinder med erfaring fra prostitution, og med tre års personlig erfaring fra prostitution, finder jeg det bekymrende, at så mange mennesker er fejlinformerede, når det kommer til prostitutionens vilkår. Hvis man inden for prostitution kan tale om hierarkier, så befandt jeg mig i eliten. Men end ikke eliten i prostitution er værd at måle sig med, for dét der foregår i prostitution er det samme, uanset hvilken kategori du befinder dig i. Om du står på gaden, sidder på et snusket bordel, sælger dig på eksklusive bordeller eller kører escort på dyre hoteller i København, så er akten den samme. Du giver mænd adgang til at penetrere dine kropsåbninger, fordi du har brug for de penge de giver i bytte.

For mig at se, handler politik om værdier og menneskesyn. At stemme for en legalisering af bordeldrift, øger handlen med mennesker til sexindustrien. Det giver næring til kriminelle miljøer og det skaber større ulighed, ikke kun i befolkningen, men også mellem kønnene. At stemme for en kriminalisering af køberne, styrker prostitueredes forhandlingsposition, sikrer udsatte mennesker i prostitution, giver dem krav på støtte og vejledning, og adgang til hjælp der sikrer deres muligheder for et trygt liv.

En legalisering af bordeldrift sikrer ikke de prostituerede eller de prostitueredes rettigheder, men kun dem der ernærer sig ved andres prostitution, som det ses i Tyskland, hvor bordelejere i dag kalder sig direktører og virksomhedsejere, og hvor 90 % af de prostituerede består af kvinder fra østeuropæiske lande, fordi det ikke lader sig gøre, at imødekomme efterspørgslen med prostituerede, som frivilligt har valgt prostitution. En kriminalisering af køberne mindsker efterspørgslen og bidrager til en holdningsændring, som det ses i Sverige, hvor 80 % i dag bakker op om den nordiske model.

Enhedslisten er kendt for sin omsorg for udsatte mennesker – lad også de sunde værdier råde, når I skal stemme for jeres politiske holdning til sexkøb – døm ikke den prostituerede, døm dem der efterspørger og opretholder markedet, kriminaliser køberne, og gå efter den nordiske model.

Vil du vide, hvor mange prostituerede der er blevet dræbt i Tyskland og Holland? Så følg linksene nedenfor. – Tallene taler nemlig for sig selv…

Drab på prostituerede i Tyskland: http://sexindustry-kills.de/doku.php?id=prostituiertenmorde%3Ade

Drab på prostituerede i Holland: http://pasteurella.blogspot.dk/2009/02/prostitutiemoorden-in-nederland.html

 

Hvis du vil have en længere, og lidt anden udgave af mit bidrag til Enhedslistens konference, så kan du se det i videoen nedenfor.

 

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: