# 46 – Politiken, Christian Groes 30. okt. 2014

FaktaI går sendte jeg følgende indlæg ind til Politiken, skrevet efter at jeg havde snøvlet mig igennem den mest misvisende kronik i mands minde, skrevet af bl.a. Christian Groes, der udover sin forskerposition også er medstifter af Seksualpolitisk Forum, der nok må siges at være SIO’s talerør. Jeg var ikke spor overrasket over at Politiken afviste mit indlæg, for det er efterhånden almen viden, at ligesom Seksualpolitisk Forum er SIO’s talerør, så er Politiken blevet Seksualpolitisk Forums, og dermed SIO’s talerør. Politiken skulle jo nødig give befolkningen mulighed for at læse, at Forsker Christian Groes er en af Danmarks dårligste investeringer, når det kommer til valid forskning inden for prostitutionsområdet!

_______________________________________________________

Den 30. oktober kunne man i Politiken læse, hvordan Groes endnu en gang glorificerer og forherliger prostitutionens barske virkelighed. Ikke alene glorificerer han den kommercielle vold, han fortaler sig også når han definerer prostitution som sexarbejde, hvilket understreger, at Groes er blind overfor den vold og udnyttelse, som eksisterer i størstedelen af prostitutionsindustrien. Samtidig fastholder han at debatten skal handle om minoriteten af prostitutionens udøvere, nemlig sexarbejderne og deres rettigheder, og fjerner igen fokus fra dem der mistrives, tvinges ind i og udnyttes i prostitution og lukker dermed øjnene for dem som udnytter og begår de kommercielle overgreb mod majoriteten af de udøvende, nemlig bagmænd og købere af seksuelle ydelser.

Overskriften på Groes kronik taler for sig selv. Han ignorerer nemlig kontinuerligt de beretninger der kommer fra kvinder med prostitutionserfaring og negligerer de voldelige oplevelser der fortælles om. Groes gør sig inhabil som forsker, når han samtidig, som medstifter af Seksualpolitisk Forum, arbejder på at få ophævet den omstridte rufferiparagraf. At Groes inddrager sine personlige holdninger er ham vel undt, men ikke når man kvitteres med sin forskertitel, som burde skabe grobund for en upartisk tilgang til emnet. Dermed er Groes selv normativ, hvilken tilgang han ellers i sin kronik kritiserer.

Groes kritiserer den norske evaluering af sexkøbsloven, på trods af at denne netop er udført af et upartisk forskningsråd hos konsulentbureauet Vista Analyse. Evalueringen viser at volden ikke er eskaleret, men at sexkøbsloven derimod styrker den prostitueredes forhandlingsposition. Den viser, at prostitution ikke er gået under jorden som følge af loven, men at prostitution længe har været påvirket af den teknologiske verden, hvorfor de fleste aftaler laves via Internettet – ikke som følge af loven, men som følge af de sociale mediers muligheder. Den viser at handlen med mennesker til sexindustrien er gået ned, fordi loven afholder kriminelle bagmænd fra at organisere sig, da det er for besværligt og for risikabelt. Evalueringen viser en holdningsændring i befolkningen, hvor køb af mennesker til seksuelle ydelser ikke længere er alment accepteret.

Groes påpeger, at evalueringen af flere omgange baserer sig på antagelser frem for evidens og derfor er opnået på et svagt grundlag. Men hvad der for Groes burde være indlysende er, at det er svært at skabe evidens inden for et område, som ikke ønsker offentlighedens søgelys. På trods af dette, har Vista Analyse opnået anerkendelse for det arbejde de har udført på den korte tid de havde til rådighed. Jeg antager, at det for alle forskere er belejligt at forske på et felt, hvor adgangen er mangfoldig, hvilket ikke er tilfældet i prostitutionsmiljøet. Når der ikke foreligger omfattende forskning på prostitutionsområdet behøver man ikke at have en Ph.D. for at vide, at dette miljø ikke har nogen interesse i at sandheden om prostitutionens vilkår kommer frem i lyset.

Groes belyser forskellen på den danske lovgivning og servicestyrelsens anskuelse af prostitution. Hvor lovgivningen ser prostitution som et socialt problem, mener servicestyrelsen ikke at alle prostituerede har sociale problemer. For mig at se er der ingen disharmoni i dette. Lovgivningen og servicestyrelsen ser på prostitution på samme måde, at prostitution er et socialt problem, netop fordi majoriteten har psykiske, sociale og økonomiske problemer, men at man naturligvis ikke kan sige ALLE, fordi det ikke er muligt at udføre psykiatriske udredninger på alle prostituerede for at dokumentere at de skulle tilhøre denne kategori. Ikke desto mindre finder jeg det interessant, at begge talspersoner fra SIO, herunder Susanne Møller og Cecilie Kirkegård i ”Ud og Se – med DSB” i april 2013, fortæller at de har henholdsvis social fobi og autistiske træk.

Når Groes på akademisk manér underkender de voldelige faktorer i prostitution ved at tale om en sexkøbslov som regulerende mekanismer, og normer og idealer for korrekt adfærd, mister jeg troen på danske forskere, der med al tydelighed ikke har nogen interesse i at få sandheden om de kommercielle overgreb frem i lyset.

Netop derfor er vi en stor gruppe af tidligere prostituerede som er gået sammen om at skabe et nyt initiativ, som netop kan dokumentere de voldelige erfaringer fra, skadevirkninger af og mulige årsager til at gå ind i prostitution. Netværksgruppen – for kvinder med erfaring fra og som er ude af prostitution holder sin første reception og lancering af Netværksgruppen den 18. November. Før vi overhovedet er blevet lanceret, og kun fire dage efter at receptionen blev delt på de sociale medier, har mere end 15 kvinder henvendt sig. Noget tyder på, at mange kvinder har ventet på et initiativ som dette, da det efterhånden er blevet kvalmende alment, at medierne giver plads til glorificerende og forherligende kronikker om såkaldt ”sexarbejde”. Ingen af de kvinder der har kontaktet Netværksgruppen indtil videre, kan kende det billede, som medierne forsøger at opstille. Og som den norske evaluering påpeger: ”Prostituerede er, og har altid været, en voldsudsat gruppe”.

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: