# 42 – Space Int. – International lancering New York, 14.-18. oktober 2014

Space International

Tirsdag den 14. okt. rejste jeg til New York for at deltage i en konference og en international lancering af Space Int. med organisationens repræsentanter. Målet var, udover at lancere Space, at blive klogere på prostitutionens udvikling i de forskellige lande samt at udarbejde en plan for Space Int. fremtidige arbejde.

Så mange fantastiske kvinder var til stede. Kvinder med forskellige historier og baggrunde, men som alle havde det til fælles at de havde været en del af prostitutionsindustriens voldelige struktur, på forskellige måder og under forskellige vildledende termer. Nogle var som børn blevet solgt som sexslaver til andre familiemedlemmer, nogle var blevet tvunget til at prostituere sig af kærester eller bagmænd, mens andre havde oplevet andre former for overgreb, som banede deres vej ind i prostitution. Andre havde på grund af fattigdom set prostitution som sidste udvej for at overleve og få brød på bordet. Uanset form og baggrund, så havde alle det til fælles at de i prostitution havde oplevet udpræget grad af vold og seksuelle overgreb. Det blev endnu mere tydeligt at prostitution er en organiseret industri som styres af bagmænd på tværs af landegrænser, og at tilstandene er identiske uanset om man befinder sig i England, Australien, Irland, Tyskland, Canada, Danmark eller staterne Californien, Kentucky, Massachusetts eller Minnesota, som var de lande og stater der var repræsenteret på konferencen.

Tilbagevendende temaer på konferencen var ligestilling og menneskerettigheder. For hvordan kan vi tale om ligestilling, når udbuddet primært består af kvinder og efterspørgslen primært opretholdes af mænd? Og hvordan kan vi tale om menneskerettigheder, når så mange kvinder verden over udsættes for vold, seksuelle overgreb, voldtægt og chikane, og når der med al tydelighed er tale om slavelignende forhold, i tilfælde hvor mennesker handles og tvinges ind i prostitution?

Space Int. har til formål at sætte prostitution på dagsordenen og sikre at prostitutionens skadevirkninger italesættes. Organisationen arbejder målrettet på at få alle lande til at indføre Den Nordiske Model og at sikre at kvinders rettigheder styrkes. Et af midlerne er at gøre det kriminelt at købe mennesker til egen seksuel tilfredsstillelse.

Der blev lagt mange forslag på bordet i New York. Sammen og hver for sig er vi motiveret til at arbejde videre i vores respektive lande, nu med fælles dagsordener og strategier, på trods af forskellige retsmæssige forhold i de forskellige lande, hvad angår retten til at betale sig fra seksuel tilfredsstillelse med et andet menneske. Bl.a. bliver det nu kriminelt at købe sig til seksuel tilfredsstillelse i Canada, og Irland er lige ved at være der. Noget tyder på at verden er ved at vågne op og forstå alvoren af prostitutionens bagside, og derfor tager socialt, samfundsmæssigt og kulturelt ansvar for de mennesker, som bliver til ofre i et organiseret spind, hvor mennesker udnyttes, mishandles og ødelægges på så mange forskellige måder. Det viser sig tydeligt ved legaliseringen i Tyskland, hvor 90 % af de prostituerede estimeres at stamme fra østeuropæiske lande, hvor kvinderne ikke kan se andre udveje end at lade sig prostituere, hvis de da ikke lokkes, tvinges eller handles som varer i en fryseboks ind i det.

IMG_4572

Når kun 10 % består af tyske kvinder, som menes at have taget et “frit” valg, så skal man ikke være matematiker for at regne ud at der ikke er nok ”sexarbejdere” til at dække disse mænds uanstændige ønsker og behov. Og det var da heller ikke overraskende, da jeg faldt over følgende tekst på en bladhylde i en lufthavnskiosk, da jeg skulle videre fra Berlin til Kastrup. Men spørgsmålet er, om det er etisk ansvarligt at kommercialisere kvinders seksualitet, som det er tilfældet, særligt i Tyskland, men så sandelig også i Danmark. Hvis du spørger mig, så er svaret nej. For det betyder at flere og flere tvinges ind i prostitution. Det vidste vi for længe siden – læs selv HER hvor Berlingske påpeger den store stigning af handlede kvinder og børn, som tvinges til daglige voldtægter, mens bagmænd profiterer stort på deres egne kriminelle handlinger.

Som dansk repræsentant for Space Int. vil jeg gøre mit yderste for at emnet prostitution fortsat vil være et tema der bliver diskuteret, både i befolkningen og i medierne, men også som et fast punkt på den politiske dagsorden. Så længe det er nødvendigt, og indtil Danmark har indført Den Nordiske Model. – Og jeg er i den grad blevet inspireret, ikke mindst af det arbejde, som nogle af kvinderne kunne berette om, som allerede foregår i andre lande og stater, og som disse kvinder har haft kæmpe stor indflydelse på. – Jeg går en travl fremtid i møde, for nu begynder en ny epoke. En epoke med konkrete forslag, som jeg nægter at lade politikerne  glide af på. Og hvis I tror I har hørt mig råbe, så vil jeg anbefale jer at finde ørepropperne frem i løbet af det næste halve års tid.

______________

http://news.yahoo.com/survivors-prostitution-launch-international-ngo-195100520.html

 

 

 

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: