# 7 – Illusionen om den lykkelige luder

At sætte disse ord sammen; ’Lykkelig’ og ’Luder’ hører ingen steder hjemme. ’Lykkelig’ er et begreb, som mærkes i øjeblikke, små stunder, korte perioder eller som kan være varierende, over en længere periode. Derfor er det ikke luderen som sådan der er lykkelig, men mennesket bag, som i perioder, ligesom alle andre kan føle lykke. Omvendt vil jeg tillade mig at sige, at der er stor sandsynlighed for, at prostituerede kan være mere U-lykkelige end andre, hvorfor begreberne alligevel hører uberettiget sammen.

Depression, angst og lavt selvværd
Man behøver ikke at være prostitueret, for at få en depression, lide af angst eller have problemer med selvværdet. Ikke desto mindre, så oplever netop denne gruppe i højere grad end andre grupper depression, manglende livsglæde, manglende mening med livet, problemer med nære relationer, udfordringer med at indgå i sociale og alment accepterede fællesskaber, manglende økonomisk tryghed, fysiske og sundhedsmæssige belastninger, angst og ikke mindst, at (videre)udvikle på et måske i forvejen lavt selvværd. Samtidig reduceres man som prostitueret rent menneskeligt til at være en vare, som konstant skal lægge fokus på ydre værdier, fordi det netop er de ydre faktorer, som sælger. Samtidig oplever den prostituerede ofte at få et kompliceret forhold til sex, nærvær og parforhold, fordi erhvervet kræver en vis følelsesmæssig distance.

Når man kigger samlet på ovenstående faktorer, giver det god mening, at tale om den lykkelige luder. Lykke skal altså ikke i denne sammenhæng ses som en følelsesmæssig tilstand, men en tilstand, hvor de mange negative følger ikke er til stede.

Som prostitueret kan det være umådeligt svært, at adskille arbejde og privatliv. Årsagen er, at man netop sælger noget meget intimt, yderst privat og noget som er fundamentalt hos alle mennesker. – Noget som skal føre en masse positive følelser og oplevelser med sig, sælges ud, uden hensyn til at så mange bevidste og ubevidste følelser vil spille ind på de forhold man sælger sig selv under. Samtidig vil ens livsvilkår, opvækstbetingelser og tidlige erfaringer have stor indflydelse på, hvor vidt man overhovedet er i stand til at træffe en beslutning om, at sælge sig selv. – Hvis ikke, så ville det vel være oplagt for en langt større gruppe af mennesker, at træffe netop den beslutning om at sælge sig selv for hurtigt tjente penge.

De følger, som prostitution kan have, vil dominere i det private liv. Når man er på arbejde, tager man den sædvanlige facade på, sælger ud af sig selv, tjener sine penge og føler sig glad ved det. Her kommer den lykkelige luder ind i billedet. Men når hverdagen banker på, vil alle de førnævnte elementer spille en stor rolle på det liv, man forsøger at skabe, når facaden ikke er på. Og det er utopi at tro, at de fleste kvinder i prostitution ikke med udgangspunkt i selvsamme årsag, kommer i kontakt med følgende;

Depression
Med depression kan man opleve at være nedtrykt, trist og i dårligt humør. Man kan være uoplagt, have svært ved at komme ud af sengen og kan finde det uoverskueligt, at tage den nødvendige facade på, som det kræver at være prostitueret. Samtidig kan det være svært at opretholde fritidsinteresser, fordi man mister energi og overskud af at skulle fremstå veloplagt, seksuelt attraktiv og samtidig kan være splittet mellem det normale liv og det skjulte liv. Depressionen kan også have grobund i, at man ikke står ved sit valg, fordi man måske skammer sig, eller ikke er så afklaret, at man kan klare de fordomme, som det at stå frem vil medføre. Samtidig kan der være splittelse mellem at overbevise sig selv om, at man er glad og afklaret med sit valg, og samtidig føle sig skidt tilpas med det man gør. Det kan blandt andet handle om skyldfølelse og selvbebrejdelse. Det kan også vise sig ved at man mister appetitten, taber sig og samtidig gør dette, for at fastholde et ydre, som konstant er attraktivt for en sexkøber. Ind imellem kan det føre til tanker om selvmord, og ikke mindst, selvmordsforsøg.

Manglende livsglæde
Her kan der nærmest være tale om en bipolar affektivlignende tilstand. Afhængig af, hvordan dagen på bordellet er gået, så kan man være euforisk, ”højt at flyve” og opleve at ens selvfølelse er høj og gennemtrængende. Omvendt kan man sidde på en vagt hvor der ikke kommer ret mange kunder, således at man har en række af udgifter, som man ikke har tjent til at betale. Har man eksempelvis 3 kunder, så er det kun lige nok til at dække sin annonce i Ekstrabladet, huslejen på bordellet og en eventuel telefondame. De penge man har tjent, giver man altså videre i systemet, og har dermed haft sex med 3 mænd, uden at have en krone med hjem. Her kan de depressionslignende tilstand dukke op, hvor man føler sig brugt, udnyttet og afmægtig. Det er nemlig ikke sådan, at huslejen ikke skal betales, eller telefondamen ikke skal betales, selvom der ikke er noget at lave. De mange forsøg på at skjule sit dobbeltliv kan ligeledes gøre det belastende, at være i sociale sammenhænge, hvorfor livsglæden kan mindskes. Man risikerer ligeledes at miste motivationen til at uddanne sig og søge andet arbejde, da man kan finde det uoverskueligt, at sige farvel til de mange penge.

Manglende mening med livet
De færreste piger vokser op med drømmen om at blive prostitueret. For nogen er det nærliggende, på baggrund af dysfunktionelle opvækstmiljøer, for andre, på baggrund af vold eller overgreb. Kultur spiller en væsentlig rolle for de få, som mener at have taget et velovervejet valg. Valgene kan bunde i synet på mænd og kvinder, på opfattelsen af kærlighed og seksualitet og i mediernes fremtoning af dette miljø; bl.a. artikler om ”Den lykkelige luder” med mere. Derudover kan negative erfaringer med kærlighed og parforhold spille ind, ligesom det kan spille ind, at man er optaget af materielle goder, og bruger miljøet til at kunne skaffe hurtige penge. For de fleste bliver prostitution en ond spiral, som får indflydelse på, om man føler at man når de mål og drømme man har i livet. De færreste er stolte og tilfredse med tilværelsen som prostitueret, og ville i bund og grund hellere tjene deres penge på andre og mere hensigtsmæssige måder. Men det kan være svært at finde et erhverv, hvor man kan komme så hurtigt til penge. For mange skaber det identitetskriser, især hvis man får en kæreste, hvis man får børn eller når man ved at det kan være svært at involvere sin familie i sin beslutning om at erhverve sig gennem prostitution, fordi enhver forælder ville opleve bekymring med denne viden. Samtidig er prostitution ikke et anerkendt erhverv, og bliver det heller aldrig, da synet på og respekten for prostituerede er lille og/eller ikke til stede.

Problemer med nære relationer
Mange prostituerede har problemer med at adskille arbejds- og privatliv. Den rolle man påtager sig i prostitutionsmiljøet kan være svær at skille sig af med, når man skal fungere i et parforhold. Samtidig kan det være udfordrende at finde en ordentlig kæreste, som kan leve med, at man prostituerer sig imens. Mange prostituerede oplever, at de i deres parforhold kan have ekstremt behov for tryghed og nærhed, fordi de seksuelle ydelser er uden følelser. Samtidig kan overgreb, overtrådte grænser og viden om mænds utroskab skabe utryghed og utilpashed i et parforhold. Det kan også have indflydelse på seksualiteten i parforholdet, at man har været prostitueret, fordi det kan være svært at give sig hen, kan være svært at få orgasme og samtidig kan være svært at definere sin egen seksualitet.

Udfordringer med at indgå i sociale og accepterede fællesskaber
Prostitution er som nævnt ikke et anerkendt erhverv. Selvom det blev anerkendt som erhverv, og kvinderne fik rettigheder, så ville det ikke ændre på den almene befolknings syn på prostituerede. Prostituerede er langt nede i hierarkiet, og hvis du mangler dokumentation for hvad mænd mener om prostituerede, så kan du jo læse kommentarerne på Ekstra Bladets hjemmeside. PÅ naggrund af dette kan det være svært at fungere i socialt accepterede fællesskaber, blandt andet uddannelse, andet arbejde med mere. De fleste frygter fordomme og modstand, hvorfor de oftest færdes i miljøer hvor de deler de samme interesser, blandt andet prostitution, stoffer, modstand mod samfundet og så videre. De bliver en slags subkultur, som trækker sig fra det generelle samfund.

Manglende økonomisk tryghed
De fleste prostituerede betaler ikke skat. Nogle betaler skat af en del af deres indtjening. På en 6 timers vagt kan man i snit lave mellem 2.500 kr. og 6.500 kr. På en 12 timers vagt kan man lave omkring 10.000 kr. De fleste prostituerede har mellem 2-3 vagter om ugen. Her regner jeg ikke udenlandske eller handlede kvinder med, da de som regel bliver prostitueret dagligt. De kvinder, som ”af egen fri vilje” lader sig prostituere, bruger en stor andel af deres indtjening på materielle goder, alkohol, stoffer og skønhedspleje. Mange prostituerede har et højt forbrug, hvorfor det kan være svært at komme ud af prostitution, fordi man sjældent finder et arbejde, som giver det samme økonomiske afkast. Man bliver altså i høj grad afhængig af pengene, hvilket kan gøre det svært at tage beslutningen om, at forlade prostitution, selvom man har et ønske om det. De færreste prostituerede er medlem af en A-kasse. Hvis de forlader prostitution vil de derfor ofte skulle på kontanthjælp. Samtidig kan det være svært at forsvare, hvad man har lavet de sidste år, hvor man har tjent sorte penge, og derfor ikke har været registreret hos en arbejdsgiver.

Fysiske og sundhedsmæssige belastninger
Prostituerede tager ofte flere stoffer og drikker mere alkohol end den generelle befolkning. Rusmidler anvendes dels som en måde at distancere sig fra prostitutionen, da det er krævende at adskille arbejds- og privatliv. Samtidig er rusmidler anset som accepterede og er desuden lettilgængelige i miljøet. Det gælder især amfetamin, kokain og alkohol.

Derudover bruger prostituerede ofte deres krop på fysiske måder, som kan give anledning til smerter. At kroppen siger fra, er ofte et argument for, at stoppe i prostitution. Men også smerter i underlivet, myoser og spændinger ligger til grund for de fysiske skavanker. Nogle prostituerede får desuden problemer med deres ringmuskel, på grund af analsex.

Angst
De fleste prostituerede oplever at blive udsat for vold eller overgreb i deres tid som prostituerede. Det kan være mænd, som kommer med grove og/eller nedladende kommentarer, verbale trusler, bruger fysisk vold eller overskrider grænser, som ikke er aftalt på forhånd. Det kan være at kunden ikke overholder den aftalte tid, ikke respekterer den prostitueredes grænser med ikke at ville kysse eller det kan være at kunden forsøger at tage kondomet af og få udløsning udover den prostituerede mod hendes vilje. Nogen oplever desuden at blive forfulgt af kunder, eller blive krænket uden for prostitutionsmiljøet, hvis nogen opdager, at man erhverver sig som prostitueret. Disse overgreb kan føre til angst, som gør det svært at føle sig tryg både på sit arbejde, men også generelt.

Lavt selvværd
Alle mennesker har brug for anerkendelse. De fleste har en basis viden om forskellen på selvværd og selvtillid. Når vi roses for vores ydre, og for det vi præsterer, så vokser vores selvtillid. Når vi roses for den vi er, så styrkes vores selvværd. Som prostitueret er det primært det ydre og de seksuelle præstationer der roses. Det fører ofte til en høj selvtillid hos den prostituerede, og en følelse af at være ønsket og attraktiv. Pengene styrker lige præcis denne følelse. Samtidig kan følelsen af kontrol give anledning til at tro, at man er den der har det store overblik og har taget styring over eget liv. Omvendt styrker prostitution ikke ligefrem selvværdet. Tværtimod. De færreste prostituerede er stolte over deres erhverv, men har primært valgt det, fordi de hurtigt kunne komme til penge, på den måde kunne undgå eventuelle nederlag i uddannelsesregi, fordi de har fået banet vejen gennem krænkelser i deres opvækst, eller fordi de har en meget lille tiltro til kærlighed, parforhold og/eller nære relationer. Gennem prostitution bekræftes de i, at deres udseende og deres seksuelle præstationer spiller en afgørende rolle. Det fører ofte til udpræget besættelse af eget udseende, hvilket kan komme til udtryk gennem evindelige neglebehandlinger, påsyet hår, kunstige bryster, botox, slankekure og meget mere. Omvendt oplever de sjældent at hvile i sig selv, med en følelse af, at være okay som de er. De kan føle sig utilstrækkelige på en lang række områder, fordi de ikke føler sig inkluderet i det overordnede samfund. De er en minoritet, som de ved at mange mennesker har holdninger til. Og netop derfor kan deres behov for at forsvare deres handlinger, blive ekstrem og til tider aggressiv. De føler sig marginaliseret, hvilket kan være et udtryk for deres egen oplevelse af det at være prostitueret. Havde de været stolte og tilfredse med deres erhverv, ville de ikke i samme grad lade sig påvirke af samfundets holdning til dem.

Kompliceret forhold til sex, nærvær og parforhold
Mange prostituerede har svært ved at adskille arbejds- og privatliv. Det betyder, at det kan være svært at fungere i et parforhold, samtidig med at man er prostitueret. Som prostitueret konfronteres man med mænd der er utro, løgnagtige og dobbeltmoralske. Det kan være svært, ikke at tage den viden med hjem i sit eget parforhold. Samtidig er det svært at finde en velfungerende mand, som kan acceptere og leve med, at kæresten prostituerer sig ved siden af. Når sex bliver en ydelse, kan det ligeledes besværliggøre muligheden for at have et sundt seksuelt forhold til en partner. Nogle prostituerede oplever nedsat lyst til sex i deres privatliv, fordi de i høj grad har behov for at mærke, at sex ikke spiller en afgørende rolle. Omvendt kan man som prostitueret opleve, at ens grænser flytter sig, således at man også i sit parforhold går med til seksuelle variationer, som man måske slet ikke tænder på. Nogle prostituerede oplever derudover problemer med at kunne få orgasme, fordi de mange seksuelle forhold nedsætter følsomheden og samtidig adskiller følelsesmæssige aspekter som samhørighed, tryghed og nærhed fra de seksuelle udskejelser.

Den lykkelige luder findes ikke
Derimod kan der være en række af kvinder, som på baggrund af forskellige årsager, føler sig afklarede med det valg de har truffet om at lade sig prostituere. Ikke desto mindre, så er min overbevisning, at de fleste prostituerede dybest set havde et ønske om at lande et andet sted i livet. At pengene kan være attraktive, er jeg ikke i tvivl om. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at miljøet i sig selv, kan gøre det vanskeligt at komme videre.

 

 

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: