# 30 – Kritik af Groes-Green og Co.

 

Videnskab.dk bragte for nylig en protest imod Europa-Parlamentets anbefaling om at kriminalisere sexkøberne, underskrevet af i alt 26 danske forskere, anført af Christian Groes-Green. (Se protesten her). Noget tyder på, at de ikke har læst den svenske Rapport fra 2010 om effekten af loven og samtidig har undladt at forholde sig kritisk til udviklingen i Tyskland, Holland og New Zealand, hvor prostitution, sexkøb og bordeldrift er legaliseret.

Man kan spørge sig selv, hvad der er gået galt, når så veluddannede folk ikke kan gennemskue de konsekvenser en legalisering har haft. For det er faktisk ikke så svært at gennemskue, nu hvor der f.eks. i Tyskland er områder, hvor der er linet op med tarvelige campingvogne på gader og stræder, hvor prostituerede sælger sex. Faktisk har Tyskland mere end 400.000 prostituerede, som dagligt servicerer 1,2 millioner mænd. Er det beundringsværdigt? Og hvad angår Holland, kunne vi så tænke os, at det i Danmark var sådan, at kvinder udstillede sig selv i vinduespartier, for at lokke sexfikserede mænd til? Er det den slags turisme, vi gerne vil tiltrække i Danmark?

Det undrer mig, at så mange forskere ikke kan gennemskue, at det eneste fornuftige er, at kriminalisere dem der køber sex. At de ikke kan se, at prostitution og menneskehandel hænger sammen, og at det at købe sex, i sig selv er en voldelig handling. Hvor optaget man end er af, at ville rumme menneskets frie valg, så er der bare nogle områder, som man må erkende, hænger sammen med kriminelle miljøer. Og prostitution er et af dem. Hvor ambitiøs man end er, i forhold til at ville skille frivillig og ufrivillig prostitution ad, så må man ligeledes erkende, at det ikke er lykkedes, hverken i Tyskland, Holland eller i New Zealand.

Groes-Green og Co.’s protester går på:

1) Groes-Green og Co. mener ikke der er bevis for, at en lov imod købesex skulle sikre bedre sociale vilkår for prostituerede, og mener desuden at rapporten fra EU-Parlamentet bygger på begrænsede kilder, som udelukker forskning og rapporter fra andre områder, f.eks. Amnesty international, som vil afkriminalisere prostitution og sexkøb og forbedre migranter og prostitueredes rettigheder.

Til det må jeg sige, at det er oplagt, at se på forskellen mellem Sverige og Tyskland. Sverige har kriminaliseret sexkøberne og Tyskland har legaliseret prostitution, sexkøb og bordeldrift. I Sverige antages det at der er omkring 2.500 personer der sælger sex årligt*, ud af et befolkningstal på lige knap 10 millioner. I Tyskland antages det at omkring 400.000 sælger sex, ud af et befolkningstal på 82 millioner indbyggere. Det svarer til, at der i Tyskland, for hver 205 indbygger, er en prostitueret, hvorimod der i Sverige, pr. 4000 indbygger, er en prostitueret. Man skal ikke have deltaget i ret mange matematiktimer, for at kunne regne ud, at en legalisering af prostitution, sexkøb og bordeldrift, øger både udbud og efterspørgsel. Derudover rapporterer en ledende tysk politiinspektør, at sextrafficking er steget med 70 % over de sidste fem år**, hvorfor alt tyder på, at en legalisering af prostitution, sexkøb og bordeldrift skaber attraktive miljøer for menneskehandlere, bagmænd og alfonser.

Hvad angår Groes-Green og Co.’s manglende beviser for, at et forbud skulle sikre bedre sociale vilkår for prostituerede, så har de helt misforstået hensigten med et forbud mod at købe sex. Forbuddet skal netop have til hensigt, at mindske udbud og efterspørgsel og samtidig gøre det vanskeligt at organisere, fastholde og tvinge mennesker ud i prostitution. Samtidig skal forbuddet virke afskrækkende, i forhold til at få mænd til at afholde sig fra at købe sex af prostituerede. Derudover skal forbuddet sikre, at de der fortsat prostituerer sig, har retten på deres side, så det ikke er deres handlinger der ses ned på, men at det i stedet er dem der køber sex, der står i en sårbar situation, fordi de med et forbud risikerer at blive straffet med bøde, og risikoen for, at deres familie opdager, at de betaler sig fra sex med prostituerede. Årsagen til at køberne bør kriminaliseres, kommer jeg ind på senere.

De sociale vilkår skal komme qua exit-programmer, støtte, vejledning, sundhedsundersøgelser og muligheden for at anmelde voldelige sexkøbere. Disse tiltag er allerede til stede. Exit-programmerne er tilgængelige i København, Aarhus, Odense og Aalborg, og der arbejdes intenst på at finde ud af, hvordan man bedst muligt støtter de prostituerede, både under og efter et liv i prostitution. Exit-programmerne tilbyder både støtte og vejledning. Sundhedsundersøgelser er alle mennesker berettiget til hos egen læge. – Naturligvis også prostituerede.

Til gengæld er det svært at gennemskue volden i prostitution, når det af den brede befolkning anses som et arbejde, som man ikke tager skade af. Først i det øjeblik vi anerkender, at prostitution, vold og menneskehandel hænger uløseligt sammen, kan vi skabe de kår, som bedst muligt kan hjælpe prostituerede. Herunder muligheden for at gennemskue voldens kompleksitet, som udfolder sig i prostitution.

Derudover er det en kende ironisk, at Groes-Green og Co. fremhæver Amnesty International. Det er nemlig kommet frem, at Amnesty International i deres overvejelser om at anbefale en legalisering af prostitution, sexkøb og bordeldrift, er blevet forført af en alfons som havde en ledende rolle i organisationen, og som hævder at han er initiativtager til denne politik.

Samtidig hævder Amnesty international, at de pt. er i gang med at diskutere, hvor vidt en legalisering skal anbefales, på trods af, at de refererer til prostitution som sexarbejde. Hvis de var i gang med at diskutere dette emne, så ville de højst sandsynligt ikke referere til det som sexarbejde, men som prostitution, for at forholde sig neutrale, ved netop at bruge det begreb, som er mest anvendt og udbredt. Noget tyder altså på, at Amnesty International allerede har taget stilling, uden at tage deres underafdelinger verden over med i deres overvejelser. Også hos Amnesty International viser det sig altså, at sex-lobbyen har fået en afgørende stemme, hvorfor man må konkludere, at Amnesty International’s holdninger ikke baserer sig på noget der hidrører rapporter, undersøgelser eller empiri, men ene og alene har sit udgangspunkt i, at en alfons har sneget sig ind på første række.

Sidst under dette punkt, så mener Groes-Green og Co. ikke, at rapporten fra Europa-Parlamentet bygger på tilstrækkelige kilder. Personligt mener jeg ikke det kræver andet, end at man åbner øjnene, og kigger på realiteterne og den udvikling der har været i de lande, hvor prostitution, sexkøb og bodeldrift er blevet legaliseret. Derudover bør man i højere grad lytte til dem der taler af erfaring, efter at de er kommet ud af prostitution, og måske derfor bedre er i stand til at se realistisk på de omstændigheder de har befundet sig i, og samtidig bør man forholde sig til, hvor mange ofre der er og har været i forhold til trafficking i sexindustrien. Her har tidligere prostituerede fra hele verden fortalt, hvordan psykiske og sociale problemer, overgreb i opvæksten, fattigdom eller tvang har ligget til grund for deres tid i prostitution.

* Prostitutionsenheten, Socialtjänst- och Arbetsmarknadsförvaltningen, frågor och svar om prostitution

** http://www.examiner.com/article/german-s-legalized-prostitution-brought-more-exploitation-than-emancipation-to-women

 

2) Groes-Green og co. mener at rapporten fra Sverige viser, at loven forringer prostitueredes tillid til myndighederne og bevirker, at de prostituerede arbejder under mere skjulte og farlige vilkår end før loven blev indført.

Jeg kan undre mig over, at der blandt 26 forskere, ikke umiddelbart er så meget som en, der er i stand til at læse og forstå svensk. Rapporten siger nemlig lige netop det modsatte.

Rapporten påpeger, at de prostituerede selv understreger, at volden er den samme, som før loven blev indført. Helt præcist står der i rapporten, at det i en anden rapport i 2003 blev rapporteret, at gadeprostitution var blevet mere risikabelt. Årsagen skulle findes i, at et reduceret antal sexkøbere betød øget konkurrence blandt prostituerede og at køberne derfor kunne stille større krav. Dette blev dog ikke understøttet, men pegede i højere grad på, at adgangen til heroin blandt gadeprostituerede var steget, og at dette kunne være en stor årsag til den øgede konkurrence blandt de prostituerede. Kvinder der havde forladt prostitution kunne desuden afkræfte dette, og ikke mindst den myte, at sexkøberne var blevet mere voldelige, siden forbuddet var blevet indført. De påpegede til gengæld, at volden hele tiden havde eksisteret i prostitution, og at mændene rent faktisk købte sig retten til at bruge vold mod de prostituerede. Selv politifolk i Stockholm har udtalt, at de ikke fandt nogen beviser for, at vold mod prostituerede var steget. Samtidig blev det også bemærket, at vold og prostitution var tæt forbundet, og at volden derfor ikke alene udspillede sig i prostitution, men at prostituerede også ofte var udsat for vold af deres partner.

Rapporten påpeger også at de prostituerede med politiets tilstedeværelse, føler sig mere sikre. Samtidig viser det sig også, logisk nok, at de kvinder, som er undsluppet prostitution er positive overfor en kriminalisering af køberne, hvorimod de kvinder, som fortsat udnyttes i prostitution, er kritiske overfor forbuddet. Dem der var kommet ud af prostitution påpegede desuden, at kriminaliseringen af købernes gerninger, havde givet dem styrken til at komme ud af prostitution, da de ikke længere bebrejdede sig selv, men i stedet forstod, at det var købernes handlinger der var forkerte, og dermed køberne, der var ansvarlige for de psykologiske ar og smertefulde erindringer, som de prostituerede var tvunget til at leve med resten af livet.

Ifølge rapporten, så er der intet der tyder på, at færre kvinder søger hjælp, i forhold til at forlade prostitution. Tværtimod påpeger Kompetencecenteret for prostituerede i Malmø, at mange søger hjælp hos dem, både hvad angår pleje, behandling og hjælp til at forlade prostitution. Også efter at forbuddet er blevet indført.

Personligt har jeg svært ved at forstå, hvordan de kan tolke rapporten fra Sverige så misvisende, når det står sort på vidt, at forbuddet har mindsket både udbud og efterspørgsel og ikke mindst, antallet af trafficking-ofre i Sverige.

 

3) I tredje punkt nævner Groes-Green og Co. en bekymring for migranter der prostituerer sig. De mener, at denne gruppe vil blive mere udsatte og sårbare overfor udnyttelse fra bagmænd og kriminelle grupper.

Noget tyder på, at Groes-Green og Co. ikke har noget begreb om prostitutionens virkelighed i Danmark. Hvad de ikke har indset er, at denne gruppe allerede er voldsomt udsatte og sårbare og i høj grad udnyttes af bagmænd og kriminelle grupper. Disse prostituerede rekrutteres til Danmark, og tvinges til at betale store summer tilbage. Du ser ikke en migrant på gaden i Danmark, som ikke har en bagmand. I så fald ville hun blive truet væk fra gaden. De migranter, som Groes-Green og Co. nævner, er migranter, som drømmer om en bedre fremtid. De drømmer ikke om et liv som prostituerede. Migranter drager mod Danmark (hvis de da ikke lokkes eller tvinges), fordi de håber på at kunne tjene penge til at brødføde sig selv og/eller deres familie. Ikke fordi de glædes over at skulle gøre det gennem prostitution, men fordi fattigdom i deres hjemland ofte fører dem ind i prostitution, fordi det synes som deres eneste mulighed for at overleve.

Igen er der noget der tyder på, at Groes-Green og Co. ikke har opsøgt denne gruppe af migranter, og hørt deres historier, eller forholdt sig til de følger prostitutionen har haft, efter de er kommet ud på den anden side. Men det har jeg. Jeg har mødt dem, talt med dem og fået uanede mængder af viden om, hvordan denne gruppe udnyttes og fastholdes i prostitution. Hvordan de trues af bagmænd med at blive smidt ud af Danmark, hvis de går til politiet, hvordan de bliver tvunget til at prostituere sig, også længe efter at deres gæld er blevet betalt. Gæld, som ofte er fuldstændig ude af proportioner, idet de pludselig også skal betale for husleje, vand og varme på det bordel eller den lejlighed, som de bliver tvunget til at arbejde i. De fleste af disse mennesker har intet netværk i Danmark, og aner ikke hvad de har af rettigheder, hvorfor de har voldsomt svært ved at komme væk fra den tvang og vold de udsættes for. Nogle af disse mennesker har prostitueret sig i deres hjemland. Det ændrer dog ikke på den kendsgerning, at de lokkes til Danmark, med troen på, at de her kan tjene uanede summer på prostitution, så de hurtigere kan leve et andet liv.

Og nu kommer det vigtigste i den sammenhæng. En ud af syv af de mænd der køber sex, er ligeglade med, om det menneske de køber til sex, er handlet eller ej. Sexkøberne udstiller tilmed deres grove og hadske syn på prostituerede på eroguide.dk, hvor de på ingen måde lægger skjul på, at de ikke bekymrer sig om, hvor vidt den kvinde de køber til sex, er handlet eller ej.

Jeg har svært ved at forstå, at nogen kan have så svært ved at forholde sig til den vold der forekommer i prostitution, og derfor ikke kan se logikken i, at kriminalisere dem der køber sex. Der er nemlig slet ingen tvivl om, at det vil komme de migranter til gode, som Groes-Green og Co. bekymrer sig om. Det vil styrke migranternes position, når de voldsmænd, som sexkøberne er, ikke på nogen måde er optaget af at sikre sig, at det menneske de køber sex hos, er der frivilligt eller ej, således at de mænd der har købt sig adgang til dem, kan blive straffet.

 

4) Groes-Green og Co. mener ikke, at der kan sættes lighedstegn mellem betaling for seksuelle ydelser og vold, voldtægt eller menneskehandel.

At Groes-Green og Co. ignorerer de mange beretninger der er kommet frem de seneste år, er i mine øjne bekymrende, i forhold til deres titler som forskere. Størstedelen af de kvinder der forlader prostitution, taler samstemmende om, hvor voldeligt prostitution var. De fortæller om grænseoverskridende sexkøbere, voldelige sexkøbere og truende sexkøbere. Men Groes-Green og Co. lader til at have taget personligt stilling til prostitution, frem for at forholde sig kritisk til de følger en legalisering har haft i de førnævnte lande. Noget tyder også på, at de primært ønsker at lytte til dem der mener at prostitution, sexkøb og bordeldrift skal legaliseres, hvorfor jeg måske har misforstået hvad forskning i virkeligheden handler om. Jeg troede faktisk at forskning handlede om, at forholde sig upartisk, hvilket ikke er i overensstemmelse med, at disse forskere tydeligt fungerer som sex-lobbyens talerør, ikke mindst taget i betragtning, at en stor del af dem der har underskrevet protesten, også er at finde hos Seksualpolitisk Forum.

 

5) Groes-Green og Co. mener ikke at et forbud mod købesex begrænser menneskehandel, men at det blot driver menneskehandlen under jorden.

Jeg vælger her at citere det første afsnit i punkt 1.

Det er oplagt, at se på forskellen mellem Sverige og Tyskland. Sverige har kriminaliseret sexkøberne og Tyskland har legaliseret prostitution, sexkøb og bordeldrift. I Sverige antages det at der er omkring 2.500 personer der sælger sex årligt, ud af et befolkningstal på lige knap 10 millioner. I Tyskland antages det at omkring 400.000 sælger sex, ud af et befolkningstal på 82 millioner indbyggere. Det svarer til, at der i Tyskland, for hver 205 indbygger, er en prostitueret, hvorimod der i Sverige, pr. 4000 indbygger, er en prostitueret. Man skal ikke have ret mange hjerneceller for at kunne regne ud, at en legalisering af prostitution, sexkøb og bordeldrift, øger både udbud og efterspørgsel. Derudover rapporterer en ledende tysk politiinspektør, at sextrafficking er steget med 70 % over de sidste fem år, hvorfor ALT tyder på, at en legalisering af prostitution, sexkøb og bordeldrift skaber attraktive miljøer for menneskehandlere, bagmænd og alfonser.

 

6) Til gengæld mener Groes-Green og Co., at danske politikere bør inddrage de berørte parter, og være mere lydhøre overfor en lang række sex-lobbyister, som anbefaler at prostituerede får basale rettigheder til mere sikkerhed og beskyttelse, adgang til sundhed, oplysning og retshjælp samt anerkendelse og respekt af prostituerede som ligeværdige borgere med selvstændige stemmer der skal lyttes til.

Hvad Groes-Green og Co. ikke vil indse er, at den manglende respekt og anerkendelse ikke kommer fra de mennesker, der ønsker at indføre et forbud. Den kommer fra dem der køber sex. Det er dem, der udfører de voldelige handlinger. Det er dem, som er ligeglade med, om den de køber til sex, er handlet eller ej. Det er dem, der er ligeglade med, om den de køber, er der af egen fri vilje. Det er dem der evaluerer dem på nedsættende vis på hjemmesider, hvor de kan give de prostituerede karakterer og kan nedgøre deres udseende, deres seksuelle gøren og laden og de ydelser de tilbyder.

Til gengæld kan jeg give Groes-Green og Co. ret i en eneste ting. Det er, at prostituerede skal have langt mere sikkerhed og beskyttelse. Hvad Groes-Green og Co. ikke forstår er, at dette ikke vil ske med en legalisering af bordeldrift, men med en anerkendelse af, at dem der køber de prostituerede, også er dem der er voldelige, krænkende og grænseoverskridende, og derfor skal kriminaliseres, så det bliver nemmere at se på de konsekvenser og følger der er i og med prostitution.

Nu kunne jeg så få en masse veluddannede mennesker til at skrive under. Det vil jeg undlade, da jeg synes det er arrogant, at så mange forskere underkender de oplevelser jeg og mange andre har fra prostitution ved at sige, at prostitution ikke er voldeligt, men at det omvendt vil komme de prostituerede til gode at legalisere prostitution, sexkøb og bordeldrift. Faktisk havde jeg forventet det fra mange andre sider, men hvordan forskere i Danmark kan være så afvisende overfor den forskning der foreligger, er mig en gåde!

 

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: