# 22 – Horekunde – kald det hvad det er

 

I Danmark har vi forsøgt at pakke de sexkøbende mænd ind i pæne gloser. Vi har forsøgt os med gæster, kunder og sexkøbere. Begreber som dækker over det faktum, at mænd betaler sig fra kommercielle overgreb på det der af den danske Regering defineres som et socialt problem.

Men da jeg for ca. 2 uger siden var forbi Norge for at tale med en række journalister, stødte jeg for første gang på ordet ”Horekunde”. Det var et norsk udtryk for ”sexkøber”, som jeg efterfølgende har tygget en del på. Horekunde. Det ligger godt i munden, har præcis det udtryk, som jeg mærker i min krop, når jeg tænker tilbage på dem, og så er det jo lige præcis det de mellem linjerne erkender at være. Vi kalder jo heller ikke en voldsudøver for ”en mand med store armbevægelser”. Så lad os da for pokker kalde en spade for en spade, og en horekunde for en horekunde. Det er jo det det er. Kunder der betaler for at hore.

Hore er oprindeligt et nedsættende ord for en prostitueret kvinde. Men horekunderne har jo gennem længere tid netop givet udtryk for, hvilket syn de har på de prostituerede. Respektfuldt er det syn i hvert fald ikke. Og slet ikke hvis man, efter man er kommet ud af prostitution, og ser skidt tilbage på det, tillader sig at sige det højt. Det første man nemlig får skudt i skoene er, at man er en luder. Nu er man så ikke kun en luder. Man er simpelthen en medieluder, fordi man er modig nok til at prikke hul på folks hule illusioner og fortælle sandheden om prostitution. Og sådan forsøger tilhængere af prostitution at lukke munden på os der tør at stå frem. De forsøger på sjofel vis at true os til tavshed! Og lige præcis derfor er det så vigtigt, at vi holder fast i at fortælle sandheden.

Det interessante ved ordet hore er, at det kan forstås på både dansk, norsk, svensk, hollandsk, engelsk og garanteret også på andre sprog. På den måde findes der nærmest et internationalt ord for det. Og her kunne uvidende mennesker føle sig fristede til at sige, at det jo også bare er fordi prostitution er kvindens ældste erhverv. Men lad os nu få aflivet den myte, for prostitution er IKKE kvindens ældste erhverv. Det er landbrug, og man kunne nemt forestille sig, at kvinder blev voldtaget af mænd, når de netop udøvede deres landbrugserhverv, og derigennem oplevede, at mænd tiltvang sig adgang til dem, hvorfor de begyndte at kræve penge for det. Og den frihed har mænd jo haft igennem århundreder, at de var dem i den stærkeste økonomiske position, som spillede en afgørende rolle for, om kvinder kunne få mad på bordet.

Og sådan har mange mænd gennem evig tid følt sig berettiget til at voldtage kvinder, og søge tilfredsstillelse, også mod kvindens vilje. De ytrer sig i nær og fjern, laver jokes om det, og holder sig ikke tilbage, når de får muligheden for at tilsvine eller nedgøre kvinder. – Og især tidligere eller nuværende prostituerede. Og på en eller anden måde giver det mening. Selvom jeg på ingen måde finder det ok. For prostitution er fornedrende. Her underlægger kvinder sig samfundets norm om, at mænd altid skal have adgang til sex. De påstår, at de har taget styring, er i kontrol, selv vælger og er glade for deres beslutning om at lade sig prostituere. Men det ændrer bare ikke på den kendsgerning, at de, når det kommer til stykket, stadig ligger under for mænds magt og rent billedligt, ligger nederst imens manden tømmer sig i dem. At nogen kan forveksle det med at tage styring over eget liv, er mig ubegribeligt.

Myten om at prostitution er et frit valg, aflives af stort set alle tidligere prostituerede. De kommer alle sammen mere skadede ud af prostitution. Som tidligere prostituerede Lita Malmberg sagde i sit oplæg til konferencen Grosse Freiheit i maj 2011, så ”er der ingen kærlighed, ingen varme følelser, kun cool Cash”. Og hun siger videre, at ”når kroppen ikke bliver tiltrukket af den anden krop, så vil den ikke, men må i stedet undertrykkes, og når følelserne siger nej, så må også de undertrykkes, og det sætter grimme spor.”

psykolog Birgitte Lieberkind sagde i sit oplæg under samme konference:

“Børn strækker sig meget langt. I familier, hvor barnet gentagne gange får overskredet sine grænser, hvor far og mor ikke ser barnet, som det er, men i stedet bruger barnet til opfyldelse af egne behov, enten gennem direkte grænsekrænkelser, eller fordi forældrene af den ene eller anden grund ikke kan tage sig af barnet (det kan være pga. psykisk sydom, alkohol, forældre, der ikke selv er blevet ‘mødt’, o.a.), sker det ofte, at barnet udvikler uhensigtsmæssige forsvarsstrategier. Disse kan på en uheldig måde følge dem gennem livet. Hvis et barn gentagne gange har mødt kontakt gennem at blive tingsliggjort af forældrene, hvor forældrene har behandlet barnet ud fra opfyldelse af egne behov uden at tage hensyn til barnets behov, bliver barnet fremmedgjort over for sig selv. Barnet lærer at være objekt for andre. Dette føles ‘rigtigt’ og ‘bedst’, da det er her, barnet får kontakt. For mange af kvinderne bliver det tydeligt efter prostitutionens ophør, at de har forvekslet ydelser i prostitution med intimitet og kontakt, som de altid har længtes efter. Der, hvor de har følt sig anerkendt og bekræftet, er nu erstattet med følelsen af tomhed og hulhed.

 Det er vanskeligt at sige, om det for alle kvinderne har ligget i kortene, at de på et tidspunkt i deres liv er i stand til at arbejde i prostitution. De kvinder, jeg har mødt, har en forhistorie, hvor de i deres barndom har været udsat for grænsekrænkelser af forskellig karakter og er blevet objektiviseret. Det vil sige, at barnet opgiver at betragte sig selv som subjekt – et menneske med egne behov og følelser. Barnet får ikke lov at respektere og stå ved sine egne grænser. Barnet opgiver sin identitet til fordel for ønsket om kontakt.”

Og når man så derudover kigger nærmere på, hvad den prostituerede lægger krop til, så bekræfter det Lieberkinds teori om at være tingsliggjort, være et objekt. For kvinden er den passive, hende der sidder og venter på den næste horekunde. Når han kommer, så gør hun sig til, for at gøre sig selv værd at købe. Horekunden stiller derefter en række krav og forventninger til handlen, som kvinden skal imødekomme, for at kunne få de penge, som han står og vifter med. – Og her vil jeg gerne understrege, at der ikke findes en eneste kvinde i prostitution, som ikke primært er der for pengenes skyld. Så hun accepterer de opstillede krav, tager imod pengene og underkaster sig derefter mandens seksuelle ønsker og behov. Hun objektiviserer sig, blotter sig og gør sig selv sårbar. Og hun kan ALDRIG vide sig sikker på, hvor vidt horekunden vil holde sig til de aftalte rammer. Ind imellem trækker han nemlig tiden, forsøger at kysse hende mod hendes vilje, bider i hende, niver i hendes brystvorter, forsøger at stikke sine fingre op i hende, han sveder på hende, pruster hende i øret, forsøger måske at liste kondomet af, for at komme ud over hende, selvom det ikke var aftalt, og måske slet ikke er tilladt. Når han har tømt sig i hende, så rydder hun som regel op efter ham, trækker kondomet af ham, vasker hans kønsdele og smiler sødt, inden hun går ud og forsøger at vaske ham og lugten af sig. Og sådan bliver hun ved, nogen gange 6 timer, andre gange 12 timer i løbet af en dag. Horekunden lister derefter ud af opgangen, rød i kinderne. Nogen af dem føler sig som nogle helvedes karle. Andre igen er skamfulde, og med god grund.

Og den prostituerede fortæller sig selv, at hun er overlegen, tilfreds og føler at hun kører med klatten. Hun har frihed, er ”selvstændig” og synes hun har det nemmeste job i verden. Hun nægter at blive degraderet, og forsvarer sine handlinger, for hun er på ingen måde degraderet.

Men Rachel Moran, irsk overlever af prostitution, sagde det så klart:

“Are you telling me, that you don’t find penises shut up your anus and down your throat and in to your vagina and being ejaculated all over your body by stranger after stranger after stranger, you don’t find that degrading?”

Men argumentet om den lykkelige luder og det frie valg, har jo alle dage tjent et eneste formål. – Nemlig at ekskludere os andre fra at have en holdning til det. For hvis hun siger det, så må vi andre jo ikke mene anderledes. Så skal vi lytte til denne kvinde, som påstår at hun taler på vegne af tusindvis af prostituerede kvinder. Men jeg undrer mig til stadighed over, hvor alle disse tilfredse ”sexarbejdere” er, hvis de er så mange? Hvad afholder dem fra at stå frem og stå ved deres valg? Hvorfor er de så bange for stigmatisering og fordømmelse? Jeg mener.. Hvis man er stolt og tilfreds, så er man vel ligeglad med andres fordømmelse?

Jeg kan huske, da jeg for snart 9 år siden valgte at læse til sexolog. Folk var fulde af fordomme. ”Sexolog? Ej come on, så skal du sidde der og tale om sex hele dagen? Skal du så også ”vise” klienterne hvordan man gør? Ha ha ha”. Jeg blev mødt af masser af fordomme. Folk spurgte om jeg ville være den nye Joan Ørting, hvilket jeg i den grad gjorde klart, at jeg på ingen måde ønskede. Tværtimod, faktisk. Men jeg var ligeglad med hvad folk tænkte. Jeg vidste hvad det skulle føre til. Jeg havde mål, drømme og ambitioner. Ikke om at blive sexolog. Men det var et skridt i den rigtige retning. Jeg skrev masser af artikler, stod ved dem med navn og billede, og jeg blev mødt med masser af stigmatisering. Men jeg var ligeglad. For jeg var stolt. Mig, der ikke troede jeg duede til andet end at agere offentligt toilet for mænd. Jeg var nu i fuld gang med at uddanne mig. Og sexologuddannelsen var blot et trinbræt for mig. Men prostitution er ikke et trinbræt til noget som helst. Ingen kvinde ville nogensinde skrive det på cv’et. Hun ville aldrig nævne det til en jobsamtale, som noget der skulle fremme hendes mulighed for at få stillingen. For sandheden er, at det siger noget om en kvinde, hendes syn på sig selv og hendes evne til at sige fra og sætte grænser. Og folk med fornuften i behold, er faktisk i stand til at gennemskue de ting, på trods af de prostitueredes egne postulater. – Og postulaterne er ene og alene et udtryk for, at de stadig er underlagt mænds magt, og accepterer, at mændene fastholder dem i denne objektrolle. Og mændene kan vi så forsøge at undskylde ved at nævne mediernes evindelige seksualisering og liberale tilgang til prostitution. Åhhr, de stakkels mænd. – Horekunderne!

Omvendt spørger tilhængerne: ”Hvor er de mange tidligere prostituerede, som er imod”? Og det skal jeg fortælle dig. Mange af de kvinder er ødelagt. De kæmper. Hver dag. De har psykiske og fysiske mén, kæmper med lavt selvværd, misbrug og meget andet. Og når de gennem tiden har set, hvordan kvinder, der har overlevet prostitution og har fortalt om det – f.eks. Odile Poulsen, Lita Malmberg, Christina Christensen, Pia Christensen og Tiller Lorentzen – er blevet skudt i sænk igen og igen, så har de umådeligt svært ved at finde modet. For de ser hadet, modstanden, den grove retorik og de magter ikke den fordømmelse, som mange af de mandschauvinistiske og sexkøbende mænd anvender. Deres bedrøvelige menneskesyn gør disse kvinder tavse. Men de er der. Og der er mange af dem. Senest Helene Nørskov Strange, Kristina Frank, mig selv og mange andre. Og flere vil stå frem. Når de ser at vi er mange efterhånden, som tør at tage bladet fra munden, så vil de følge trop. For frygten for modstanden, når man står alene, er stor. Men sammen er vi stærke. Og med de mange fantastiske mails jeg har fået, af mænd, som aldrig vil købe sig til sex igen, mænd som støtter op, kvinder som støtter op, kvinder som deler mine holdninger, og ikke mindst, prostituerede kvinder, som kæmper for at komme ud, så vil de mandschauvinistiske menneskers stemmer få mindre og mindre indflydelse på den offentlige debat.

Pengene var jo gode nok!
Hvad jeg ikke har måtte trække mig igennem af tåbelige kommentarer for, at jeg ikke kan tillade mig at sige hvad jeg mener om prostitution og ikke mindst horekunderne. Tro mig, det er ikke så lidt. Nogen er blevet så stødt, at de tillader sig at rette personlig henvendelse til mig med de groveste mails. Dem kan du følge på min offentlige Facebook-side, da jeg naturligvis bruger dem som dokumentation for den stigmatisering, horekunderne og deres tilhængere udøver mod prostitutionsoverlevere, der ikke vil makke ret. Hadefulde mails og kommentarer, som de bruger i forsøget på at bringe mig til tavshed. Men jeg må bare lige understrege, at de har præcis den modsatte effekt. For jeg synes nemlig de er så vigtige at få frem i lyset, så andre kan få syn for sagen. Så alle kan se, hvor dybt man rammer, når man anfægter mænds ret til at betale sig fra disse kommercielle overgreb.

Hvad angår pengene, horekundernes krøllede sedler, taget fra familiens husholdning. Ja, de var gode nok. De gjorde, at jeg med jævne mellemrum kunne flygte til varme himmelstrøg, og give min krop ro. De gjorde, at jeg kunne betale mig fra et lavt selvværd og købe mig til en høj selvtillid. De gjorde, at jeg, når nu jeg havde degraderet mig selv til at være horekundernes offentlige toilet, kunne måle min værdi. De gjorde, at jeg kunne købe mig fra al den ydre elendighed og lade som om, jeg havde taget styring og kontrol. Men når alt kommer til alt, så kan de overgreb, man udsættes for i prostitution, ikke kompenseres for med alverdens penge. Og sådan ser de fleste tidligere prostituerede tilbage. – At det på ingen måde var pengene værd.

Pengene udtrykker horekundernes magt og understreger, at man er en vare, en ting. Pengene styrker horekundens ynkelige maskulinitet: Har man penge, kan man få. Og når man så tillader sig at anfægte mandens ret til at få udløsning når han har lyst, og derudover kalder hans seksualitet og ustyrlige behov for krænkende og primitiv, så styrter han til tastaturet og fremhæver sit sexkøbsprivilegium. Han kæmper den sidste bastion. Retten til at betale sig fra udløsning i et andet menneskes kropsåbninger mod betaling. For tænk hvis kvinder ikke kun skulle have stemmeret, ret til uddannelse, arbejde og plads i bestyrelser. Hun kan også klare sig alene, passe børn og karriere. Skal hun nu også være ”lige”, sådan at man ikke længere kan købe hendes kønsdele? Føj for en uredelighed! Hvad skal det til for? Hvilken ret og hvilken magt har manden så tilbage? Skal jeg nu pludselig til at gøre en reel indsats for at skabe seksuelle relationer? Ja, ærlig talt, for ved du hvad?

Sandheden er, at det er flovt at være en horekunde!

 

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: