# 21 – Prostitution er vold mod kvinder!

 

I evigheder har prostitution handlet om de prostituerede. Om det er et frit valg, om hun tjener gode penge, om hun gør det af lyst, om hun er lykkelig, om hun vil stå i fagforening, vil have rettigheder og om hun får orgasme med sine kunder. I al den tid har mændene kunne skjule sig bag røven af de prostituerede. Ikke på et eneste tidspunkt har det handlet om de sexkøbende mænd, de voldelige mænd, de utro mænd, de magtfulde mænd, de dovne mænd eller de flove mænd.

Ikke desto mindre er det dem, som lusker sig ind gennem porte, i opgange, villaer og lejligheder, for at betale sig fra kommercielle overgreb mod de prostituerede. Kun et fåtal står ved og taler højt om, at de med stolthed benytter sig af disse købelystne kvinder. Måske taler de om det i det skjulte, hvis de med sikkerhed ved, at de ikke møder fordømmelse. Men sjældent plaprer de om det, som de gør det, når de har været forbi træningscenteret. Det er i hvert fald ikke over middagsbordet, med svigerforældrene eller til børnenes juleafslutning, at man fremhæver den nye blondine på Retortvej! Og hvorfor er det nu lige, at sexkøbende mænd ikke gør det, når nu de stædigt fastholder, at prostitution skal være et anerkendt erhverv? For de har jo ikke noget problem med at fortælle, hvis de har været hos kiropraktor, fysioterapeut eller sportsmassør.

Det gør de ikke af flere forskellige årsager. Den første er, at man sjældent har lyst til at prale med, at man er så doven, at man hellere vil betale sig fra at få en udløsning, end at gøre en reel indsats for at skabe en ligeværdig relation, hvor seksualiteten kan udleves. Derudover er det de færreste mænd, der har lyst til at indrømme, at de har så mange seksuelle frustrationer, at de er nødsaget til at købe sig en luder, for at få afløb for dem. Derudover er der alle de utro mænd, som måske ville være knap så stolte, når ekskonen fortalte vennerne, at skilsmissen bundede i mandens trang til at købe sig til udløsning hos prostituerede kvinder. Så er der dem, som gør det, bare fordi de kan, men som egentlig ikke helt kan forklare, hvorfor de gør det. ”Hvis jeg ikke siger det højt, så skete det nok ikke”. Så er der alle de skamfulde mænd, som har gjort sig masser af tanker om det, men som alligevel går ud fra bordellet med en mærkelig følelse i kroppen. En følelse af tomhed, skam og ubehag. Som med det samme tænker ”hvorfor gjorde jeg det?”, men som alligevel, på trods af det, tropper op igen måneden efter, og betaler sig fra det igen. Så er der dem, som slet og ret er blevet afhængige af dette kolde fix. Som sidder foran computeren og glor porno, og skøjter gennem hjemmesider, glor på klinik-tøser, escortpiger og pornomodeller, og som er så hjernevaskede, at de ikke kan kende forskel på virkelighed og fiktion. Dem, som ser krænkende sexscener, som de efterfølgende betaler sig fra at efterligne. Dem, som bliver mere og mere kuldrede i hovedet, og som får et mere og mere distanceret forhold til intimitet, nærhed og kærlighed, fordi deres kønsdele får lov at spille en altoverskyggende rolle. De er mindst ligeså skamfulde, fordi de godt er klar over, at deres forkvaklede forhold til sex er helt ude i hampen. Og så er der den sidste store gruppe, som gør det for at udøve magt. Dem som tror, at når de har smidt deres krøllede 500-lap, så har de ret til at gøre hvad det passer dem. Dem som bevidst krænker, overskrider grænser og som er så sygeligt perverterede, at end ikke min værste fjende, fortjente at lægge krop til. Og den sidste gruppe taler næppe højt om, at være en psykopatisk sexforbryder, som nyder at voldtage prostituerede kvinder.

Uanset hvordan tilhængere af prostitution vender og drejer det, så er der så mange aspekter af vold i prostitutionsindustrien. Og fordi man har valgt at prostituere sig, så har man altså ikke samtidig skrevet under på, at ville blive udsat for vold. Jeg kan ikke forestille mig, at manden, når han har været hos sin fysioterapeut, begynder at prutte om prisen. Jeg kan heller ikke forestille mig, at han midt i sin behandling, begynder at bide fysioterapeuten hårdt i brystvorten, eller at han med et snuptag forsøger at liste to fingre op i skridtet på hende. Og lige præcis derfor, kan man ikke sammenligne prostitution med andre typer af erhverv. Mange mænd og et overraskende antal kvinder, giver tydeligt udtryk for deres syn på prostituerede. De er ”low-life”. De er ikke respekterede. Jeg har aldrig hørt nogen omtale rengøringspersonale, kasseekspedienter eller andre faggrupper på den måde, som prostituerede bliver omtalt. Og med det syn på de prostituerede, og ikke mindst, tidligere prostituerede, er det ligesom stadfæstet, hvilken holdning der er til prostituerede. Og det kan man jo ene og alene takke de naive mænd og kvinder, de fantasifulde mennesker og sexkøbende mænd for. De lagde ikke fingre imellem, da de udtrykte deres holdninger om mig og mit tidligere erhverv. Så langt så godt!

Det her handler om vold. Kommerciel vold! For prostitution er vold mod kvinder. Lad mig uddybe de forskellige typer af vold, og vurder selv, om du stadig mener, at prostitution nogensinde kan blive et anerkendt erhverv.

Fysisk og verbal vold
Sexkøbende mænd som af forskellige grunde bliver afvist, det kan være fordi de er påvirkede, er for fulde eller fordi den prostituerede ikke føler at kemien er på plads, bliver ofte aggressive. De skubber, slår, kaster ting efter hende, påtvinger sig fysisk kontakt eller angriber hende med nedladende gloser. Deres kropssprog bliver truende, og den prostituerede efterlades i en sårbar situation, hvor hun iført undertøj og stilletter, forsøger at tale sig ud af situationen, med frygt for, om han ender med at banke hende gul og blå. Ind imellem kan det være nødvendigt, at tage imod kunden, da det kan være ”nemmere”, at lade ham få hvad han kom efter, end at tænke på, om han oprigtigt vil vente på hende til hun har fri, for at give hende én på hovedet. Andre igen får bare en på hovedet, uden han venter på at hun har fri!

Psykisk vold
Sexkøbende mænd truer ofte med at afsløre den prostituerede, sladre til hendes familie, hendes børn eller andre. Ind imellem tager de billeder med deres telefon, og bruger det som afpresning. De fastholder den prostituerede, og tester hendes sårbarhed, for at vise, at de er i fuld kontrol. De bruger verbale udtryk, som kan gøre den prostituerede usikker på den sexkøbendes intentioner, ligesom den sexkøbende kan finde på at følge efter den prostituerede, antaste hende i hendes private liv, eller bare generelt taler i et sprog, som er nedsættende, groft eller ubehageligt. Det kan være ved at kalde hende luder under akten, eller på anden måde nedgøre hende verbalt, imens han er i gang med at penetrere et af hendes tre huller.

Seksuel vold
Seksuel vold forekommer hyppigt. Det kan være når den sexkøbende ikke respekterer de rammer der er for aftalen. Det kan være, at han mod hendes vilje, bider hende hårdt i brystvorten, forsøger at liste kondomet af, prøver at presse fingre op i hende, bruger mere tid end aftalt, gør andet og mere end det der er aftalt, til direkte at voldtage hende, true hende til oralsex uden kondom, kysser hende mod hendes vilje eller fastholder hende i ubehagelige stillinger under akten. Det fremkommer også tydeligt på eroguide.dk, at sexkøbere føler sig berettiget til, at være mere voldsomme og aggressive under akten, hvis de ikke føler at den prostituerede lever op til deres forventninger.

Materiel vold
Sexkøbende mænd bliver vrede, når de bliver afvist. Nu har de jo sneget sig helt herop på første sal, de har løjet for konen og fået børnene passet, for at få tømt deres genitalier. Og hvis pigen så ikke ønsker at indgå en aftale med ham, så føler han sig afvist og forsmået. Det kan få nogle sexkøbere til at rive den prostitueredes tøj i stykker, ødelægge ting på bordellet, vente på hende til hun har fri, for at se hvilken bil hun kører i, for at punktere den ugen efter, når hun er på vagt igen. Det kan også være ved at stjæle hendes cykel, som så måske i virkeligheden viste sig at være telefondamens.

Økonomisk vold
Sexkøbende mænd sætter ofte en ære i, at prutte om prisen. De vil sjældent betale hvad det koster. Og forsøger ofte at få den prostituerede til at gå med til aftaler, som ligger under den faste pris. Det kan være ved at sige, at man desværre kun har 400 kr. med, når det koster 500 kr. Når den prostituerede nægter at indgå aftaler for mindre end de 500 kr., så viser det sig alligevel, at han lige havde 100 kr. mere i baglommen. Det kan også være ved at sexkøberen forgriber sig på den prostituerede, voldtager hende og stikker af bagefter, uden overhovedet at betale. Nogle sexkøbere har sågar overfaldet den prostituerede efter han var færdig, og er stukket af med alle hendes penge.

Og sådan figurerer der mange typer af vold i prostitutionsmiljøet. Det handler ikke om, om kvinder skal have lov at prostituere sig. Det handler om, hvor vidt det skal være tilladt, at mænd kan udøve så mange forskellige former for vold, og så tilmed ganske lovligt.

Hvorfor anmeldes volden ikke?
De færreste bordeller ønsker at få politiet på besøg. Oftest florerer der mange sorte penge i prostitutionsmiljøet. Derudover har de færreste prostituerede lyst til at optage rapport, hvor de skal opgive deres personfølsomme oplysninger. De har nemlig ikke lyst til at blive registreret som prostituerede. Samtidig negligerer miljøet ofte de mange overgreb der forekommer. Det er bare op på hesten igen, og håbe at den næste sexkøber er mere medgørlig. Derudover har mange tidligere prostituerede oplyst, at de slet ikke i situationen var i stand til at gennemskue volden, men først efter de er kommet ud af prostitution, har kunne se hvor mange voldshandlinger de har været udsat for.

Og lige netop derfor skal sexkøbere straffes! Fordi de begår kommercielle overgreb, som man aldrig nogensinde vil have mulighed for at komme til livs, uden en konkret lovgivning!

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: