Dig

# 14 – Til dig der køber sex

Kære sexkøber.

Hvis du tror, at jeg nogensinde havde lyst til dig, så tager du grueligt fejl. Ikke en eneste gang, gik jeg lystig på arbejde. Det eneste jeg var optaget af, var at tjene hurtige penge. – Forveksl det ikke med nemme penge, for nemme var de ikke. Men hurtige, ja.. For jeg lærte hurtigt de mange tricks til at få dig til at komme hurtigst muligt, så jeg kunne slippe for at have dig liggende ovenpå mig, under mig eller bag mig.

Nej, jeg blev heller ikke tændt undervejs. Jeg var bare god til at spille lige netop den rolle. For jeg havde øvet mig gratis i en årrække. Faktisk kendes det også under betegnelsen at kunne multitaske. For imens du lå der, var mine tanker et andet sted. Et sted, hvor jeg ikke behøvede at forholde mig til, at jeg tillod dig at suge min selvrespekt ud af mig, uden at du brugte så meget som 10 sekunder på at se realiteterne eller den virkelige mig i øjnene.

Når du troede du gjorde mig en tjeneste, ved at betale mig for en halv eller en hel time, så tager du fejl. Jeg ville nemlig hellere have dig hurtigt ind og hurtigt ud. Når du troede at du skulle være den hellige frelser, som spurgte hvad en køn pige som mig dog lavede der, så mistede det glorien, når du kort tid efter bad mig om at lægge mig ned på ryggen, hvorefter du satte en ære i, at mærke min krop mest muligt gennem berøringer. Faktisk så jeg helst at du lagde dig fladt ned, og lod mig gøre arbejdet.

Når du troede du var kommet for at styrke din maskulinitet, ved at se om du kunne få mig til at komme, så skal du vide, at jeg fakede til den helt store guldmedalje. Jeg fakede så meget, at telefondamen var ved at falde ned af sofaen af grin, når jeg kom ud af lokalet. Hvad havde du regnet med? Du var måske nummer 3, nummer 5 eller nummer 8 den dag. Troede du virkelig at jeg mentalt og fysisk kunne tændes af samleje med mænd jeg ikke selv valgte? Nej du. Mit underliv brændte. Af eksplorationscreme og kondomer. Og jeg var træt. Så træt, at jeg ind imellem skulle passe på med at lukke øjnene, fordi jeg i så fald kunne risikere at falde i søvn, imens mit stønneri kørte på rutinen.

Når du troede du betalte for loyalitet eller hyggesnak, så må du tro om. Jeg var ligeglad med dine mange forsvarstaler. At det også bare var fordi din kone havde bækkenløsning, og at du jo ikke kunne undvære sex. Eller når du havde andre dumme forklaringer på, hvorfor du kom og betalte for sex med mig. Når du troede du havde min forståelse, så var det løgn. Jeg havde kun foragt til overs for dig, og samtidig ødelagde du noget inde i mig. Du var nemlig med til at så tvivl hos mig. Tvivl om, om alle mænd mon var ligeså kyniske og utro som dig.

Når du roste mit udseende, min krop eller mine seksuelle evner, så kunne du ligeså godt have brækket dig udover mig. Du så nemlig ikke mennesket bag. Du så kun det der bekræftede din illusion om den liderlige kvinde med en ustandselig sexlyst. Og i virkeligheden sagde du slet ikke det, som du troede jeg ville høre. I stedet sagde du det, som du selv havde brug for at høre. Det som var med til at bekræfte din illusion, og som gjorde, at du ikke behøvede at tage stilling til, hvorfor jeg mon kunne være havnet der, i en alder af 20 år. I bund og grund var du ligeglad. For du havde kun et mål, og det var at bevise din magt, ved at kunne betale dig fra at bruge min krop som det passede dig.

Når der kom lidt blod på kondomet, så var det ikke fordi jeg lige havde fået min menstruation. Så var det fordi min krop var en maskine, som ikke kunne blive afbrudt af en månedlig cyklus. Derfor proppede jeg en natursvamp op i mit underliv når jeg havde menstruation, for at kunne fortsætte med at lægge mig på lagnet. Og nej, jeg gik ikke hjem efter du var gået. Jeg fortsatte mit arbejde, og bildte de næste kunder præcis den samme historie ind. Og alle sammen var I så optaget af jeres egen liderlighed, at en lille smule menstruation ikke lod jer stoppe.

Når I kom med forskellige remedier, undertøj, udklædning eller andet og ville lege erotiske rollespil, så tog maskinen over. Jeg væmmedes ved jer og jeres til tider syge fantasier. Det samme gjorde sig gældende, når I smilende over hele hovedet, påpegede, at jeg jo kunne ligne en 17-årig pige. Det gjorde det ikke bedre, når I selv var langt over de 50, 60 eller 70 år.

Når du med jævne mellemrum prøvede at overskride mine grænser ved, enten at kysse mig, stikke fingre op i mig eller tage kondomet af, når du udmærket godt vidste, at det ikke var tilladt, så testede du min evne til at sige fra. Og du nød det, når jeg ikke var tydelig nok, eller langt hen af vejen, var alt for overbærende. Omvendt brugte du det på en syg måde, til at komme igen, og se hvor meget magt du havde og hvor meget du kunne overskride mine grænser. Når jeg endelig sagde fra, og gjorde det klart, at du ikke skulle komme igen, hvis du ikke kunne respektere mine grænser, så satte du en ære i, at nedgøre mig og min rolle som prostitueret. Du talte nedsættende til mig, var truende og grov.

Når du køber sex, så siger det rigtig meget om dig, dit menneskesyn og din seksualitet. For mig at se, så er det et kæmpe svaghedstegn. Selvom du forveksler det med en syg form for magt og status. Du mener, at du har retten til det. De prostituerede er der jo alligevel. Men ved du hvad? De prostituerede er der kun, fordi mænd som dig står i vejen for et sundt og respektfuldt forhold mellem mænd og kvinder. De prostituerede eksisterer kun, fordi mænd som dig føler sig berettiget til at få dækket sine seksuelle tilbøjeligheder i andre menneskers kropsåbninger. De prostituerede er der kun, fordi dig og dine åndsfæller holder fast i, at jeres seksualitet kræver, at I kan få adgang til sex når det passer jer. De prostituerede er der kun, fordi I har et fornedrende syn på kvinder, og er mere optaget af jeres egne seksuelle behov, end den relation, som de seksuelle udskejelser finder sted i.

Når du køber dig til sex, så siger det så meget om, at du ikke har fundet kernen i din egen seksualitet. Og hvor har jeg dog ondt af dig. Virkelig. At du er så middelmådig, at du tror, at seksualiteten handler om at få udløsning i en fremmed skede. Og når den ikke er inden for rækkevidde, så er den alligevel ikke længere væk, end at du bare kan køre ned til en tilfældig gade, betale en fremmed kvinde, og tømme dig i et plastikhylster i hendes kropsåbning. Hvor må du være en forsmået og frustreret mand. En mand, som ikke evner at skabe dybe og nære relationer, hvor samhørighed betyder mere, end selve udløsningen. En mand, som får afløb for følelser gennem sin udløsning, og som ikke evner, at tale om dem, men i stedet kanaliserer dem ned til sine kønsdele, for at få afløb fra dem den vej igennem. Og samtidig må din maskulinitet ligge på så lille et sted. For en maskulin mand, han ville aldrig nogensinde nedværdige sig selv til, at betale sig fra sex.

Hvad angår dit menneskesyn, så tror jeg på det bedste, også i dig. Jeg ved, at du dybest set har en samvittighed. At du i dit stille sind, har tænkt, om det du gjorde, var etisk og moralsk i orden. Jeg ved også, at du forsvarede dine handlinger, og sikkert forklarede dem med, at du jo behandlede mig godt, var sød og tilforladelig, og aldrig ville være ond ved mig eller overskride mine grænser. Men ved du hvad? Det hedder ansvarsfralæggelse. Du nægter at se realiterne i øjnene. Du bilder dig ind, at dem du køber, ikke er handlede. Ikke er tvunget ud i prostitution. Måske tænker du ligefrem, at du gør mig en tjeneste, og giver mig et pusterum, ved at snakke lidt om vind og vejr og giver mig lidt massage, før du penetrerer mit underliv. Men det var ikke en tjeneste. Det du gjorde, var at bekræfte mig i, at jeg ikke var mere værd. At jeg var en maskine, hvis største fortjeneste lå i, at lade andre udnytte min seksualitet.

Jeg har mange erfaringer fra prostitution. De gør mig i stand til at skrive dette brev til dig. Men det er også et brev, som jeg helst havde været foruden. Det er erfaringer, som jeg helst ville have undværet. Også selvom lige præcis du troede, at du var en af de søde kunder. Der findes ikke søde kunder. Der findes kun kunder, som bekræfter kvinders negative syn på dem selv.

Vil du ikke godt tage mig i hånden, og se mig som det menneske jeg er, bag mit ydre? Og lad os sammen gøre en forskel for fremtiden. Lad os råbe højt til vores venner, vores veninder, vores forretningsforbindelser, vores chefer, vores politikere og ikke mindst, til de prostituerede. Lad os råbe i kor, at sex skal høre privatlivet til. Lad os råbe, at sex ikke er en vare, men at den kan have store menneskelige omkostninger, hvis den behandles som sådan. Lad os råbe til verden, at penge og sex ikke hører sammen, men at sex skal foregå under helt andre og gensidige forhold. – For i det tilfælde, vil du genvinde min respekt. Og jeg vil se dig som det menneske som du er, og ikke som sexkunden, som lod dig forføre af en illusion.

Kærlig hilsen
Tanja Rahm.

Hvad synes du?

Læg en Kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: