# 11 – Tanker om prostitution

Jeg tænker tilbage på den tid som, da jeg var ung, seksuelt udfarende og sulten på sex, førte mig ind i prostitution. Der duftede af kaffe og en sødlig duft af sæd, vådservietter og duftspray. En måned efter jeg startede i prostitution, havde filmen ”Titanic” premiere. ”I’m the King of the world” råbte Leonardo DiCaprio, da han nærmest manisk, med armene i vejret, stirrede udover stævnen.  Kate Winslet stod senere euforisk med armene ud til siden og råbte ”I’m flying”. Og sådan følte jeg mig. Som en ”flying queen of the world”!

Her styrede jeg slagets gang. Jo flere jo bedre. Jo tykkere kuverten blev, jo mere euforisk og overstadig blev jeg. I hvert fald i det første lange stykke tid. Jeg satte reglerne. Ingen kys, altid med kondom og ingen gensidig fransk. For 700 kr. fik han et blowjob og en ridetur. ”Ja, hvad skulle det være?” ”Øhh, Vil de venligst give mig en sutter og en ridetur”? ”Jo, naturligvis, hvis de smider tøjet, så skal jeg varme kæberne op og smide en klat explorationscreme i skridtet”! 10 minutter efter kunne jeg gå nøgen igennem stuen, blinke til telefondamen, gå ud og vaske mig og smilende følge manden ud. – Næste! Ja, og sådan gik de 6 timer på klinikken. Min krop var ikke min egen. Min seksualitet var ikke unik. Den blev solgt, som på samlebånd, ind, sutte, ride, ud, ind, sutte, ride ud. Der var ikke noget udviklende, berigende eller livsgivende i det. Der var til gengæld masser af penge, og de var den primære grund til at jeg igen og igen smed en klat explorationscreme i skridtet.

Den seksuelle nysgerrighed fik jeg stillet på mange andre måder, ved siden af tiden i prostitution. Så var det gennem datingprofiler, byture og alt mulig andet. Men det var så sandelig ikke på massageklinikken. Der kom jeg kun fordi der var penge i det! Penge, som jeg kunne købe frihed for. Penge som kunne give mit liv værdi. Penge, som kunne måle mit værd. Alt imens jeg tænkte ”Hold kæft hvor er folk dumme, at de gider gå på arbejde fra kl. 8.00-16.00 for en skaldet løn på 25-35.000 kr. om måneden! Jeg kunne jo lave det dobbelte på 2-3 vagter om ugen, og så tilmed helt uden at betale skat! I de 3 år jeg var i prostitution, mødte jeg faktisk ikke en eneste, som betalte skat! Jeg har heller aldrig set et kasseapparat, på de mange klinikker jeg har besøgt. Ingen bon-rulle, og intet regnskab der skulle gøres op inden lukketid. Altså, bortset fra de penge der skulle betale til bordelmutter og den løn + bonus, som telefondamen skulle have for at jeg lagde mig på lagnet.

Jeg tilmeldte mig Dansk på HF. Vi skulle skrive en opgave. Og hvad var mere oplagt, end at skrive en opgave om prostitution. I indledningen skrev jeg at jeg havde fået lov til at besøge en klinik og interviewe pigen der var på arbejde. Sandheden er, at jeg sad der hjemme og tog udgangspunkt i mig selv. Jeg skrev en opgave der farvede hele miljøet lyserødt. En opgave, som jeg i dag ville korse mig over. Her var der ingen smalle steder. Pigerne var helt afklarede med deres valg. Der var ordnede forhold. Ja, den fik ikke for lidt. Jeg fik et fint 10-tal for min opgave og en masse ros af den mandlige lærer.

Alt imens jeg gemte mig bag mine enkeltfag på HF, servicerede jeg (især) gifte mænd. Mange gifte mænd. Mænd der havde svoret deres koner evigt troskab. Mænd som glædeligt fortalte om turen i sommerhuset med hele familien, og som grinende fortalte om det lynhurtige besøg på en fremmed klinik i det jyske. ”Uhh, det er nu dejligt at være tilbage hos dig Malou. Ude godt, hjemme bedst”. Smilende og imødekommende tænkte jeg ”hold nu din kæft og giv mig pengene”. Alt det andet var jeg nemlig ligeglad med. Ligesom de andre piger i branchen, som jeg mødte og talte med.

”Har du mødt Hestepikken”? ”Øhh, nej, svarede jeg”! ”Okay, men ham skal du nok møde! Han besøger alle de nye piger i branchen”. Med gru kunne man så vente på at Hestepikken lagde vejen forbi. Og jo, han levede da fuldt ud op til sit øgenavn! I grunden nogle temmelig uinteressante samtaler man førte på sådan nogle bordeller. Ambitionerne lå i, om man en dag kunne starte sit eget bordel, eller måske kunne åbne sit eget escortbureau. Og det ville være en fed løgn, hvis ikke det alene handlede om, at man var fuldt ud klar over, at man i så fald kunne tjene kassen på, at andre piger lagde sig på lagnet! Og man selv kunne slippe! Men man drømte også. Naive drømme om Richard Gere eller generøse tilbud fra rige mænd, som gjorde at man kunne trække sig og leve et liv i rigdom. ”Var du ikke stoppet?” ”Jo, men jeg mangler penge”. Det svar hørte jeg et utal af gange.

Politiet lagde jævnligt vejen forbi. De første gange havde jeg nær fået et nervøst sammenbrud. ”Melder de mig til skat? Anmelder de mig for at sælge sex? Registrerer de mig som prostitueret?” Aldrig har jeg mødt fordømmelse, hån eller arrogance hos Politiet. Kun omsorg, bekymring og imødekommenhed. De tjekkede klinikkerne for handlede kvinder, bagmænd og stoffer. De fandt intet af det på de klinikker jeg besøgte, men essensen er egentlig, at den omsorg de viste, blev fordømt og kritiseret med at de stigmatiserede os. ”Politiet gør os til ofre”. Men sikke noget fis. I den periode hvor jeg arbejdede, startede nemlig de grove overfald på klinikkerne, hvor prostituerede og telefondamer blev bagbundet og frarøvet deres penge. Da det skete i villaen i Rønnede, var det kun få dage siden jeg havde haft vagt det pågældende sted. Vinduerne var tildækkede. Hvem skulle opdage at overfaldet fandt sted? For mig blev Politiet den største tryghed. Selvom det var frustrerende, at deres bil var parkeret lige udenfor og derfor skræmte kunderne, levebrødet, væk!

Jeg stigmatiserede mig selv. Som så mange af kvinderne i den branche gør. Med stolthed, selvsikkerhed og en velovervejet beslutning, kan end ikke den mindste fordømmelse stigmatisere. Nej, stigmatisering blev et dække for en reel skam. Jeg var vitterlig ikke stolt. Jeg var økonomisk uafhængig. Kunne købe hvad jeg ville. Men hvad der kom let, gik let. Jeg kastede om mig med penge. Livet var en leg. Lige indtil chokket kom. Det startede med et møde med en kunde i Amagercenteret. Arbejde og privatliv var ikke længere adskilt. Jeg blev konfronteret, uden at kunne gemme mig bag klinikkens nedrullede persienner. Jeg mærkede skammen. Angsten kom snigende og det resulterede i en nedtur og en indlæggelse på Københavns gamle Kommunehospital.

Indtil da havde jeg været en stærk pige. En pige der var overlegen, og som havde taget en velovervejet beslutning. Men facaden krakelerede. For at opretholde den, fandt jeg trøst i kokainen. Jeg blev ikke prostitueret for at kunne opretholde et misbrug. Jeg fik et misbrug for at kunne opretholde facaden og prostituere mig selv. Var jeg for svag til denne seksuelt frigørende branche? Var jeg et offer, som ikke havde rygrad til at klare mosten? Var jeg en af de mange piger, som ikke var stærk nok til dette fremadskridende succesfulde og kvindefrigørende erhverv? Nej, det var jeg ikke. Men når jeg kigger på mange af de kvinder, der ligesom jeg kom ud af prostitution, og ser hvordan de stadig kæmper. Kæmper med ar på sjælen, psykiske problemer, indlæggelser, medicin og operationer, så ser jeg hvem der er mest stigmatiseret. Det er de kvinder, som forlader prostitution og fortæller om deres barske erfaringer. Samfundet vil ikke høre det. Kvinderne vil ikke se i øjnene, at deres mænd er sexkøbende og utro. Mændene vil ikke tro på det, fordi det fjerner deres illusion om den evigt lystne kvinde. Og samfundet frygter at være fordømmende og seksuelt frigide, hvis vi ikke med armene i vejret tolererer alle former for seksuelle udskejelser.

3 år efter jeg startede i prostitution, så jeg Kate Winslet for mig. Scenen, hvor hun er kravlet ud over rælingen, og er på nippet til at springe. I mit tilfælde var der ingen Leonardo som reddede mig. Jeg klarede det alene. Kæmpede mig ud af stigmaet, selvom jeg stadig jævnligt modtager mails fra mænd der sviner mig til, kalder mig offer, og beder mig skride ud af debatten om prostitution!

 

Hvad synes du?

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: